To fluer med et smæk

I lørdagens New York Times analyserede Joe Nocera, en af avisens erfarne business-skribenter, resultaterne af den amerikanske bank hjælpepakke, den såkaldte TARP (Troubled Assets Relief Program) pakke. De fleste husker sikkert, hvordan finansminister Henry Paulsson skiftede strategi midt i det hele, da han gik væk fra pakkens oprindelige formål, som var at opkøbe bankernes dårlige aktiver (toxic assets), til fordel for at skyde kapital direkte ind i de kriseramte banker. Det er det strategiskifte, som Nocera nu kritiserer. Nocera er i det mindste delvis på linie med en af de mest erfarne amerikanske økonomer, monetaristen Anna Schwartz, der i et interview til the Wall Street Journal tilbage i oktober, fremhævede det problem, at ingen ved, hvor store beløb bankerne faktisk har tabt. Mens Schwartz’ ærinde primært var at fortælle stat og centralbank, at de skulle holde nallerne væk fra den private banksektor og lade falde, hvad ikke kunne stå, er Nocera’s ærinde et andet. Han fremhæver, at kapitalindskuddene i de amerikanske banker ikke har fået og ikke vil få bankerne til at låne flere penge ud, så længe de har bøgerne fyldt med problematiske aktiver. Meget sigende kunne New York Times da også samme dag fortælle, at selv kreditværdige bankkunder har vanskeligt ved at få lån. Problemet er, at ingen ved, hvor mange penge bankerne faktisk har tabt – altså hvor tabgivende de problematiske aktiver egentlig vil vise sig at være, og så længe det er tilfældet har bankerne ikke travlt med at låne penge ud, uanset kapitalindskud fra staten. Lyder det bekendt? Selv om der stadig er grund til at tro, at de fleste danske banker er langt sundere end de amerikanske, er det ikke urimeligt at lave en analogi til den danske bankpakke 2, der netop skulle få bankerne til at låne flere penge ud. Hvem ved egentlig, hvor mange penge de danske banker har tabt og vil tabe i det kommende år på udlån til private og virksomheder, der går en stadig vanskeligere tid i møde? Bankerne ved det formentlig dårligt nok selv, al den stund, at den reale økonomi forværres næsten dagligt med stadig flere meldinger om fyringer og faldende eksport. Det vil give flere tab i den kommende tid. På den baggrund er der ingen som helst grund til at tro, at bankpakke 2 får bankerne til at låne flere penge ud, eller for den sags skyld, at der er en betydelig efterspørgsel på lån fra erhvervslivet, nu hvor den internationale økonomi og samhandel er kommet ind i en nedadgående spiral. Konklusionen må være, at det ikke er via bankerne, at økonomien skal genoprettes. Bankpakken kommer næppe til at gøre nogen stor forskel for andre end bankernes aktionærer. Som i USA må vi forvente, at bankerne først og fremmest passer på sig selv, og stadig mere tyder derfor på, at staten må tage direkte ansvar for, at der skabes efterspørgsel i økonomien. Der er nok ingen grund til at vente for længe på, at der skal ske et mirakel helt af sig selv. Det er nu, der er mulighed for at slå to fluer med ét smæk. Statslige investeringer i infrastruktur, forskning og uddannelse, vedvarende energi, IT og anden teknologi m.m. vil kunne øge den økonomiske aktivitet og samtidig medvirke til at skabe grundlaget for, at Danmark og danske virksomheder er klar til at møde fremtidens udfordringer, når den økonomiske krise engang er overstået. I stedet for en traditionel ekspansiv finanspolitik eller hovedløse skattelettelser, er der brug for en strategisk offentlig satsning på at styrke de områder, hvor Danmark og danske virksomheder i særlig grad vil kunne være konkurrencedygtige og innovative i de kommende år. Lad os bruge kræfterne på at finde ud af, hvordan det gøres bedst muligt frem for at skrue sindrige bankpakker sammen, som alligevel næppe løser de store økonomiske problemer, vi står overfor.