Har mikrofinans en fremtid?

Mikrofinans er for alvor blevet en global spiller og sammenlagt servicerer de mange forskellige mikrofinans selskaber over 200 mio. personer verden over, hvoraf den seneste forskning viser, at over 56 procent af disse kunder tilhørte verdens mest fattige, da de optog deres første lån. Mikrofinans selskaberne er organiseret i forskellige juridiske selskabskonstruktioner, men fælles for dem alle er, at de både søger at fremme finansiel bæredygtighed samt har en målsætning om at reducere fattigdom.

De tager imod indlån og låner typisk beskedne beløb ud til mange små iværksættere, som enten ikke kan få lån i banken eller ikke vil betale ågerrenter til lokale lånehajer. Mikrofinans er særdeles udbredt i store dele af Afrika, Asien og Sydamerika, hvor de supplerer de mere traditionelle udbydere af kapital, der ofte kræver meget høje renter for små nystartede virksomheder.  

Spørgsmålet er, om mikrofinans overhovedet har en chance i den globale verden, hvor der sjældent er plads til både idealisme og forretning på den lange bane. Mange NGO’ere har været pionerer inden for mikrofinans, hvilket især har tiltrukket rige vestlige donorer, men det er ikke uden problemer at tilfredsstille en dobbelt bundlinje med forskellige interessenter, hvilket netop er tilfældet med mikrofinansselskaberne.

Den helt store udfordring for mikrofinansselskaberne er, at der blandt deres såkaldte interessenter er en række potentielle interessekonflikter, som nødvendigvis skal adresseres. Der er donorer (typisk fra den vestlige verden), ejere, kreditorer, medarbejdere og kunder, som ikke nødvendigvis har sammenfaldende interesser. Indskydere ønsker så høje renter som muligt, mens det modsatte er tilfældet for lånerne og medarbejderne ønsker jo i sagens natur en så høj løn som muligt. Donorerne ønsker fokus på fattigdomsbekæmpelse, mens ejerne ønsker et fornuftigt afkast, der står mål med risikoen. Udfordringen går med andre ord på, hvordan man kan få alle disse ender til at mødes, således at mikrofinansselskaberne kan være selvbærende.

Det er med andre ord ikke lige til, at mikrofinansselskaberne bare sådan lige, står rustet til at redde verden, mod de ”onde” kapitalistiske banker, som tilsyneladende ikke vil låne de fattige iværksættere kapital, så de kan komme ud af deres fattigdom. Der er således en god grund til, at bankerne er tilbageholdende over for at låne ud til personer, som hverken kan stille sikkerhed eller kan fremvise en professionel forretningsplan – alt andet vil være at gamble med bankaktionærernes penge.

Det er således ikke enten eller, da bankerne er helt nødvendige for at opretholde et lands finansielle infrastruktur. Men spørgsmålet er, om mikrofinansselskaberne kan håndtere de potentielle interessekonflikter, som nødvendigvis må forekomme med så mange interessenter, hvoraf mange er repræsenteret i bestyrelsen.

Forskningen viser således, at jo flere medarbejdere der er i bestyrelsen, jo dårligere klarer mikrofinanseselskaberne sig økonomisk, mens det modsatte er tilfældet ved en øget andel af donorrepræsentanter og lokale kunder. Disse ”stakeholdere” har dels en professionel tilgang, dels en viden om markedsforhold og kunder, som kan give selskabet en forretningsmæssig fordel, men meget tyder på, at denne fordel sker på bekostning af uenighed om løn, arbejdsvilkår og udlånspolitik.

Mikroselskaberne bør ikke forkastes som naive cigarkassebanker, der forsøger at redde verden fra fattigdom, men det forudsætter, at mikroselskaberne finder en løsning på de mange iboende interessekonflikter. Løsningen er at gøre ejerne, der står sidst i fødekæden, til de ultimative beslutningstagere, da netop denne gruppe har en egeninteresse i at maksimere værdiskabelsen til gavn for alle de øvrige interessenter.

Spørgsmålet er bare om, de øvrige interessenter herunder vestlige donorer vil erkende denne ”kapitalistiske” økonomiske præmis, når man skal beslutte sig for, om man skal gå ud og redde verden. Jeg håber det bliver tilfældet.