Blokpolitikkens endeligt – vendepunkt for Konservative?

Konservatives leder Lars Barfoed kan formentlig tilskrives en væsentlig del af æren for, at regeringens skatteaftale blev indgået med de borgerlige partier i stedet for Enhedslisten. Også den borgerlige presses nødråb over Atlanten for at råbe oppositionslederen op kan have afværget Venstres taktiske narrestreger og genskabt forhandlingsviljen. Lars Barfoeds troværdighed og afdæmpede resultatsøgende linje bør snart begynde at give pote. Mange vælgere er trætte af blokpolitik og tørster efter langsigtede og bæredygtige politiske aftaler indgået af brede flertal i Folketinget. Mange vælgere er også trætte af det taktiske spil i de politiske forhandlinger og længes efter resultater. Med sloganet ”borgerlige stemmer der arbejder” synes Konservative således efterhånden for alvor at gøre ord til handling.

Måske er Konservatives årelange ørkenvandring hermed på vej til at ophøre. Som tidligere statsminister Poul Schlüter har udtrykt det selv i noget bedre tider for partiet, er der væsentlig flere konservative borgere i Danmark, end der er konservative vælgere. Vi kan blot vende blikket mod vores nabolande, hvor konservative partier generelt har noget større tilslutning end liberale. Det er netop rummeligheden i partiet, der skal kommunikeres, og partiets oprindelige navn, Det Konservative Folkeparti var ganske dækkende. Også forskellen til Venstres ideologi må kommunikeres, for selvom Venstre de seneste ti år i praksis har bevæget sig mod venstre, er der væsentlige grundlæggende forskelle mellem konservatisme og liberalisme.

Mange såkaldte ”svingvælgere” eller ”tvivlere” foretrækker borgerlig økonomisk politik men mere ”rød” værdipolitik, så her kan der måske hentes fornyet tilslutning. Ikke at Konservative skal til at praktisere ”rød” værdipolitik, for det ville ikke være i overensstemmelse med konservative grundholdninger. Derimod indeholder klassisk konservatisme jo et stærkt socialt element, når det drejer sig om omsorg for dem, som ikke er i stand til at tage vare på sig selv.

Det kan være, at de efterhånden ganske mange borgerlige økonomiske tiltag, som den siddende regering har gennemført, kan åbne nogle midtervælgeres øjne for, hvad konservatisme repræsenterer. Det har nemlig mange især unge mennesker formentlig glemt, hvis de nogensinde har vidst det. Samtidig kan det være ganske godt, at både Socialdemokrater og Folkesocialister kommunikerer budskaber om ordentlighed og redelighed, så de borgerlige partier ikke kommer til at virke belærende på en frastødende måde.

I hvert fald ser det ud til, at der er taget hul på nogle tabuer om samfundets indretning og, hvad der er ret og rimeligt. Konservative positionerer sig på en stilfærdig facon, og hvem ved, måske er der langsomt men sikkert nye strømninger på vej i dansk politik i retning af forskydninger i den borgerlige blok efter, at den tilbageværende del af venstrefløjen er rykket mod Enhedslisten.

Nogen burde også kommunikere Enhedslistens partiprogram, for næppe alle partiets støtter er formentlig helt på det rene med, at målet er ophævelse af den private ejendomsret, dvs. forskellen på dit og mit forsvinder. Mange af Enhedslistens støtter er unge mennesker, der ikke har oplevet Den Kolde Krig og endnu ikke opnået fornøden samfundsøkonomisk forståelse til at vurdere konsekvenserne af kommunisme. En del af den kommunikation kunne komme fra Socialdemokraterne, der har behov for vælgeropbakning, for de borgerlige bliver der nok ikke lyttet til, og Enhedslisten tør næppe selv fortælle de ubehagelige sandheder.