Danske Bank skeler til Svenska Handelsbanken

I forlængelse af Danske Banks annoncering af en mere decentral og kundenær virksomhedskultur har medierne nærmest forsøgt at overgå hinanden med udmeldinger om, at banken er på vej til at adoptere store dele af Nordeas organisationsstruktur. Danske Bank har efter al sandsynlighed analyseret, hvordan andre større og succesfulde banker har organiseret sig for herefter at udvirke en egen opsætning af banken gearet til fremtidens konkurrencebillede.

Skal man endelig tilslutte sig koret af iagttagere, der mener at vide, hvilken banks organisationsstruktur og virksomhedskultur Danske Bank stræber efter, er det måske i virkeligheden Svenska Handelsbankens. Dette store svenske pengeinstitut har gennem en meget lang årrække opbygget en organisation, der på én gang har vist sig at være både effektiv og decentral – og det i både opgangstider og nedgangstider. Den klassiske frygt for at miste kreditstyringen har vist sig at være ubegrundet, og meget handler om at opbygge en incitamentsstruktur, der understøtter den enkelte kunderådgivers samlede købmandskab samt forretnings- og kreditmæssige forståelse på lang sigt.

På den måde reduceres antallet af tilfælde, hvor man med ordførende direktør Eivind Koldings udtryk ”træder på speederen og bremsen på én gang” – altså at kunderådgiveren ”giver kreditmæssig los”, mens kreditbehandleren blokerer for attraktive forretninger. Det handler naturligvis om den sædvanlige balance mellem tabsminimering og forretninger, men i kombination med en central og overordnet kreditporteføljestyring har i hvert fald Svenska Handelsbanken formået at ramme noget rigtigt. Lykkes den samme øvelse for Danske Bank, vil det bidrage til yderligere at underminere de lokale pengeinstitutters argument om vigtigheden af lokal forankring.

De store pengeinstitutter har allerede i dag uddelegeret kreditmæssige bevillingsbeføjelser til større filialer svarende til bevillingsbeføjelsen i det lokale pengeinstitut, og når kreditansøgningen er så stor, at den skal bevilges i bestyrelsen, er det nok meget sundt, at behandlingen ikke finder sted i en lokal forankret bestyrelse med særinteresser i lokalsamfundet.

Der synes derfor umiddelbart at være gode muligheder for effektivisering af dele af kreditfunktionen i Danske Bank, og det kan bidrage til såvel en tiltrængt revitalisering af bankens omdømme som yderligere konkurrencepres på mange lokale pengeinstitutter. Alt i alt en gennemarbejdet strategi fra Danske Bank, så selv om det om nogle år i visse henseender kan være vanskeligt at genkende banken, vil man med god sandsynlighed kunne genkende bankens gammelkendte professionalisme og på ny nikke anerkendende til bankens strategiske overlegenhed. Konkurrenterne har noget at frygte!