Hvad de måske glemte under Trepartsforhandlingerne

Ledelsen i Fagbevægelsen har forsøgt sig, og regeringen har forsøgt sig. Begge uden held. Hvad er det, der gør det så svært at forklare, at det er nødvendigt at gøre noget ved arbejdsmarkedet?

Trepartsforhandlingerne var en enestående mulighed for at oplyse og motivere fremtidige indgreb – men de blev skudt ned efter få dage. Set i lyset af hvor lang tid man skulle forhandle for at finde et nyt regeringsgrundlag, kan man undre sig over, at der ikke blev gjort mere for at opnå enighed.  Som udenforstående virker det ikke særligt ambitiøst.

Der er flere argumenter, som kunne have forberedt vejen for et indgreb, havde de bare været præsenteret fornuftigt:

1. Myte at arbejdsløsheden er høj

De seneste par år har der været megen fokus fra politisk side for at opretholde en høj krisebevidsthed. Der har været fokuseret på stigende ledighed, underskud på de offentlige finanser og international krise – så meget, at den generelle opfattelse i dag er, at arbejdsløsheden er høj. Det er den ikke. Ledigheden er historisk lav, bortset fra et par år i 00’erne, hvor dansk økonomi var overophedet, har den aldrig været lavere. Derfor er der faktisk kun få ressourcer til rådighed på arbejdsmarkedet, den dag de internationale konjunkturer vender. Hvis vi skal være med på et internationalt opsving, er det derfor et krav, at de ledige ressourcer på arbejdsmarkedet er til rådighed.

2. Arbejdsudbuddet skal øges

Hvis arbejdsudbuddet ikke øges, vil det fremadrettet ligge en markant dæmper på Danmarks mulighed for at følge væksten i udlandet. Regeringen forudsætter i sin egen fremskrivning en markant forøgelse af beskæftigelsen frem mod 2020. Hvis det ikke sker, vil det ikke være muligt at føre den politik, som regeringen ønsker, hvorfor væksten - og i sidste ende de offentlige ydelser - vil blive noget lavere end forudsat. Et stop for forhandlingerne med arbejdsmarkedets parter gør ikke denne situation nemmere. EU’s krav om et maksimalt underskud på de offentlige finanser på 0,5 % (strukturelt) stiller større krav til den finanspolitiske holdbarhed fremover. Det skyldes, at det er nødvendig med en større ”buffer” end tidligere, hvis ”ligevægten” skal holdes – også i nedgangstider.

3. Tvungen uddannelse og opkvalificering

Det europæiske arbejdsmarked er under pres. Der gennemføres reformer i de fleste lande med det formål at smidiggøre arbejdsmarkedet og i sidste ende øge konkurrenceevnen. Det betyder, at den danske arbejdsmarkedsmodel kommer under pres, og at vores konkurrenceevne udfordres. Det vil stille krav om yderligere fleksibilitet mht. til bl.a. arbejdsudbud, hvis den nuværende produktion skal fastholdes. Derfor kunne tilbuddet til arbejdsmarkedets parter have været, at perioder med højere ledighed blev benyttet til tvungen opkvalificering af arbejdskraften – som kompensation for den højere arbejdstid i perioder med lav ledighed.  Det arbejdsmarked, vi har i dag, er en konsekvens af uddannelsespolitikken for 10-15 år siden, hvordan ser det ud om 10 år?

4. Kig på fremtiden og ikke på fortiden

De seneste års krise i Europa betyder, at mange europæiske lande i de kommende år skal foretage interne devalueringer (under forudsætning af at euroen fortsætter som fælles valuta). Det vil ske gennem mere fleksible arbejdsmarkeder og i mange tilfælde markant lavere lønninger end i dag. Konsekvensen af dette vil være det samme som en devaluering – blot uden inflation. I tilfælde af at euroen falder fra hinanden, vil devalueringen ske øjeblikkelig. Det er derfor nødvendigt, at vi begynder at forholde os til den omverden, vi står over for i de kommende år og ikke kigger på, hvordan vi har klaret os historisk. Hvis den danske arbejdsmarkedsmodel skal overleve, er der behov for nytænkning og en tilpasning til dén internationale udvikling, vi på andre områder gerne vil være en del af.