Ram de rige

Dagens nyhedsstrøm er allerede godt fyldt op af regeringens fremlæggelse af skattereform, hvor boligskatten og diskussionen om lighed igen er til debat.

Og selvom Danmark ligger helt i top, når det gælder at skabe økonomisk lighed mellem dem, der enten ikke kan eller vil arbejde og dem hvor begge ægtefæller knokler benhårdt hver dag, så piner det ikke desto mindre mange, at det er svært at lave en skattereform, som både øger lysten til at arbejde ved at sænke skatten på arbejde samtidig med, at man undgår at øge uligheden.

\"Men det kan man opveje ved at hæve boligskatten, som rammer de rige mest,\" siger en fremtrædende stemme i debatten til Berlingske.

Men hvem siger mon det? Hvem finder vi i koret, der omtaler de rige som nogen, der skal rammes, og som det skal gå ud over? Er det mon Frank Aaen eller Enhedslisten, der uophørligt kæmper en daglig kamp for folks ret til at undgå at arbejde og alligevel få betragtelige beløb fra hårdtarbejdende skatteydere? Eller er det mon Özlem Cekic, der hjertens gerne vil tildele Carina endnu flere penge, selvom langt de fleste af hendes partifæller på Borgen heldigvis har nået den erkendelse, at Carina ikke er fattig?

Nej, det er anerkendte stemmer bla. Nikolai Malchow-Møller, der er professor i økonomi, og som med al sin troværdighed påvirker den offentlige debat med gode idéer til skattereformen. Men det kunne være så mange andre ikke-politikere og eksperter med godt ry og omdømme, normalt omløb i hovedet, og som nyder stor respekt - folk hvis udsagn har stor gennemslagskraft, fordi de opfattes som troværdige og uafhængige.

Eller tag Jan Rose Skaksen, som også er professor i økonomi. Han siger, at boligskatterne har to \"gode\" effekter: At skaffe penge samt at genoprette den negative fordelingseffekt, der vil være af en skattereform, som sænker topskatten.

Det er altså selv blandt økonomiske eksperter blevet trendy, at man skal gå efter de rige - selvom vi altså i forvejen er det land med allermindst forskel mellem rig og fattig, og selvom vi ikke har ufattelig rige, man kan plukke, i samme skala, som man har det i USA, Storbritannien, Tyskland, Rusland, Italien - eller for den sags skyld de fleste andre lande. Men de velstillede fremstilles næppe så uflatterende i andre lande, som det sker i danske medier.

Jeg undrer mig over, hvorfor selv førende økonomer ser en fordel i at forsøge at gøre det langt mere attraktivt og efterstræbelsesværdigt at uddanne sig, opkvalificere sig, arbejde hårdt og stræbe efter økonomisk frihed og uafhængighed af offentlige kasser, for så efterfølgende at tage de samme penge fra de samme mennesker - bare på en anden måde. Og jeg kan i øvrigt undre mig over, at det i pressen fremstilles som om, der ikke findes boligskat i dag. Personligt ville jeg på grund af skatte- og afgiftstrykket på at bo ikke have råd til at sidde i mit eget hus som pensionist, selvom huset var betalt ud.

Pressen medvirker hver dag til aktivt at kolportere en mistænkeliggørelse og en vedvarende og ubehagelig tone vendt mod \"de rige\", de velstillede og også mod boligejerne, som er godt på vej til også at blive opfattet som velstillede og asociale. En del medier - og især de brede medier, som har en mere populistisk tilgang til journalistikken - har ofte en tendens til en nedladende og foragtende måde at omtale \"de rige\", de velstillede på. Visse medier fremstiller endda disse grupper som nassere, når de efter at have betalt en halv mio. kr. i skat efterfølgende retmæssigt tager imod 20.000 kr. i børnefamilieydelse. Det kommer til at se ud som om, de slet ikke vil bidrage til fælleskassen.

Men det billede der i disse kriseår tegnes af de bedre stillede er skadeligt for alle og ikke mindst for de svage.

Vi har brug for se modsat på dem, der gør det godt. Vi har brug for at anerkende dem, der vil gøre en forskel, dem der har arbejdet hårdt og meget, som måske har skabt mange arbejdspladser, eller som har uddannet og arbejdet sig til toppositioner i samfundet. De er vores helte, og vi skal frembringe en kultur, hvor mange flere har lyst til at gøre som dem, en kultur, hvor man gør det efterstræbelsesværdigt at gå efter uddannelse og at klare sig godt. Det gavner jo alle og især de svageste.

Det kan jo ikke undre, at den yderste venstrefløj synger den sang, som opildner til vrede mod dem der betaler store summer til fællesskabet uden selv at fremkomme med idéer og visioner til, hvordan vi ellers skal øge menneskers lyst til at arbejde og klare sig godt. Det slipper den del af venstrefløjen dagligt utrolig godt afsted med uden modstand fra pressen.

Men det kan undre, at mere begavede stemmer som højtuddannede økonomer eller kompetente journalister og redaktører ikke anerkender et ekstremt påtrængende behov for at få stimuleret lysten til fra de tidlige år at få en uddannelse, klare sig selv, gøre en positiv indsats, og at gøre det til noget anerkendelsesværdigt at være en god samfundsborger.

Det handler ikke om at forringe vilkårene for de dårligst stillede. Men det handler om at gøre det langt mere attraktivt at være til nytte for samfundet. Det kommer til syvende og sidst også de dårligst stillede til gavn. Og dem der ikke rigtig véd, om de gider tage en uddannelse vil se en øget værdi i at tage bedre valg i deres liv.

Medierne kunne gøre en kæmpe forskel ved at forlade den ubehagelige måde at omtale de velstillede på og holde op med at gøre det odiøst, når nogen klarer sig godt, og når enten stor velstand, magt og indflydelse eller anerkendelse for deres dygtighed, talent og flid.

Jeg har ikke fantasi til at kunne forestille mig, at især mainstream-medierne aktivt ville skifte kurs og bidrage med at hylde de menneskelige succeshistorier og gøre dem til forbilleder for os andre - men jeg ville ønske, at medierne så dog i det mindste bare holdt op med at gøre det modsatte.