V og K bør læse Konvergensprogrammet

Gårsdagens Konvergensprogram fra regeringen er interessant og vigtig læsning – herunder for V og K. Overordnet set tegner konvergensprogrammet et billede af et statsligt kasseregnskab, der hænger sammen rent bogholderimæssigt. Med en vækst i det offentlige forbrug på 0,6 pct. årligt i perioden 2013-2020 vil der i 2020 være balance på de offentlige budgetter. Det skyldes grundlæggende Løkkes tilbagetrækningsreform, dagpengereform mv. I konvergenskravet er budgetforbedringen fra Thornings reformkrav på 60.000 personer ikke indregnet. Det betyder, at regeringen har et råderum på 14 mia.kr. fra 60.000 flere i arbejde (som følge af de reformer som Thorning planlægger). 14 mia. kr. som regeringen kan bruge, som den har lyst. For de 14 mia. kr. kan man afvikle topskatten og bringe marginalskatten ned på 42 pct. Det ville øge arbejdsudbuddet med 15.000 personer og gøre det danske skattesystem betydeligt mere konkurrencedygtigt. Regeringen har lagt op til, at pengene skal bruges på øget offentligt forbrug. Det vil i så fald hæve forbrugsvæksten til knap 1 pct. om året frem mod 2020. Det er højere end VKs 2020-målsætning på 0,8 pct. årlig udgiftsvækst.

Forhåbentlig er V og K opmærksom på, at der er mulighed for, at reformgevinsterne fremover bruges til at gøre verdens største offentlige sektor større. Og forhåbentlig lægger V og K ikke stemmer til reformer, der finansierer et sådan løft i det offentlige forbrug. Man bør betinge sig af, at budgetforbedringen fra reformerne anvendes på lavere skat. Der er nemlig ikke meget, der tyder på, at man får bedre offentlig service ved at bruge 14 mia. kr. ekstra på det offentlige forbrug. Se blot på VK-perioden. Dengang voksede det offentlige forbrug med ca. 70 mia. kr. Det gav ikke en oplevelse af bedre service. Tværtimod var der mange historier om ”følte nedskæringer” og demonstrationer på Christiansborg Slotsplads mod nedskæringer (der aldrig fandt sted). Noget tyder derfor på, at marginalnytten af øget offentligt forbrug er beskeden. I stedet bør man søge at forbedre servicen ved at nedbringe sygefraværet i den offentlige sektor, administrationen og ved at udlicitere opgaver til effektive private virksomheder. Mens det er svært at argumentere økonomisk for at øge det offentlige forbrug, så er det ikke svært at argumentere for, at skattetrykket skal sænkes. Et lavere skattetryk vil tendere til at øge velstanden (selvom nogle skattelettelser øger velstanden mere end andre). I sidste måned argumenterede således OECD for, at når lande konsoliderede deres offentlige finanser, så burde fokus være på udgiftsopstramninger snarere end øget skattetryk (”which adversely affects economic performance”).

Konvergensprogrammet indeholder også den interessante oplysning, at regeringens økonomer nu vurderer, at Thornings første finanslov reducerer den strukturelle beskæftigelse med 5.000 personer (tidligere vurderede man ”kun” jobtabet til 4.000 personer). Jobtabet skyldes, at man forhøjer verdens højeste skatteryk med 5 mia.kr., ligesom man øger kontanthjælpen (via afskaffelse af starthjælpen, kontanthjælpsloftet og 300 timerreglen). Af konvergensprogrammet fremgår det således, at det har store samfundsøkonomiske omkostninger at øge skattetrykket og overførselsindkomster.