Skaffedyrenes kampdag

I dag fyldes Fælledparken i København, og grønne områder og parker i andre af landets byer, med glade og indimellem kampklare mennesker samt aktiviteter af enhver art. Formålet er at markere 1. maj som 'arbejdernes internationale kampdag'. En dag, der i mange år i højere grad har været udtryk for tradition, vane og gentagelse end for fornyelse, nytænkning og aktivisme. En dag, som et bestemt politisk og fagforeningspræget segment bliver ved med at holde i hævd, uden at de selv ved, hvad det helt præcist er, de kæmper for.

Det er længe siden, medlemmerne af arbejderklassen havde så meget at kæmpe for, at der var et reelt behov for en international kampdag. I det hele taget er det værd at overveje, hvorvidt præmissen for 1. maj som arbejdernes internationale kampdag overhovedet giver mening den dag i dag. I mine øjne har den ikke gjort det længe. I hvert fald ikke, hvis man insisterer på at anskue arbejderbegrebet i en marxistisk klassekampsoptik.

Danmark har i dag en af de mest omfattende og generøse velfærdsstater i hele verden. Danske lønmodtagere har overenskomster, der giver dem ret til ferie i et omfang, der får lønmodtagere i andre højt udviklede, demokratiske lande til at undre sig, blive forståeligt misundelige og ønske sig lignende, favorable vilkår. Danske minimumslønninger, ligeledes institutionaliseret gennem løbende overenskomster mellem arbejdsgivere og arbejdstagere, er blandt de højeste i verden og kommer først og fremmest den gruppe af mennesker, der tidligere med en vis ret blev omtalt som arbejderklassen, til gavn.

Disse vilkår er ikke gratis. Der findes ikke en trold eller et andet sært væsen, der betjener en mystisk maskine i en kælder dybt under Nationalbanken, som producerer penge ud af ingenting til gavn for os alle. Når en person får en offentlig ydelse, kan det kun lade sig gøre, fordi en anden person har fået frataget en del af sin personlige indkomst i skat. I vor tid sker den reelle udbytning ikke af en gruppe arbejdere, der står i et modsætningsforhold til en anden gruppe af kapitalister eller virksomhedsejere. I den moderne, danske velfærdsstat er det ikke længere arbejderne, der udbyttes. Det er snarere den gruppe, der er blevet omtalt som 'skaffedyrene' [http://bit.ly/JmHNR8].

Skaffedyrene er de mennesker, der betaler langt mere i skat til 'fællesskabet', end de modtager i form af offentlige ydelser og services. De mennesker, der ved at være nettobidragydere til velfærdsstaten gør det muligt for andre mennesker at være nettomodtagere. De mennesker, der gennem hårdt arbejde og flid - for deres egen og deres families skyld - gør det muligt for andre at leve på passiv, offentlig forsørgelse i kortere eller længere tid ad gangen. De mennesker, der reelt "holder hjulene i gang", "får økonomien til at løbe rundt", og "bidrager til samfundet", for nu at tage et par af de mest slidte floskler.

Hvis nogen stadig skulle leve i den vildfarelse, at Danmark er et land, hvor de mest velstillede yder lidt mere end de mindst velstillede for at de sidste kan nyde lidt mere end de første, er det på tide at vågne op. Hvis nogen stadig i ramme alvor vil argumentere for, at de bredeste, danske skuldre ikke i tilstrækkelig grad bærer de største byrder, er det på tide at kaste et blik på fakta. Som Berlingske skrev i en leder i sommer:
"Faktum er, at de 25 procent, der tjener mindst - man kan jo kalde dem 'de allerfattigste' - betaler 4 procent af skatterne. De 23 procent af skatteyderne, der tjener over 350.000 kroner om året, betaler 53 procent af skatterne. De fortjener en stor tak fra dem, der modtager deres penge..."

Er der nogen, der i dag har grund til at gå i kamp for at forbedre de vilkår, velfærdsstaten underlægger dem, er det skaffedyrene. At arbejderne - eller hvad vi nu skal kalde den brogede skare af lønmodtagere, studerende og gymnasieelever - udnytter muligheden for en hyggelig dag i det grønne med gode venner og kolde øl i anledning af 1. maj er fuldt forståeligt og skal være dem vel undt. Men i stedet for at kalde det kampdag og samles i indignation over manglen på solidaritet i verdens mest lige land med verdens mest generøse velfærdsstat, skulle de tage at sende en venlig tanke til skaffedyrene med et tak for indsatsen. Og, hvis der er tid til overs - revurdere deres opfattelse af, hvad solidaritet rent faktisk betyder.

Skaffedyr i alle lande, foren jer! Glædelig 1. maj.