Taxametersystemet er en fiasko

Der er problemer i det danske uddannelsessystem. Problemerne er mangeartede og synes at hænge sammen på kryds og tværs. En triviel konstatering, når det kommer til samfundsforhold, som ikke desto mindre er særlig relevant for det danske uddannelsessystems vedkommende, og som det kræver langt mere end et enkelt blogindlæg -- eller for den sags skyld en enkelt blog -- at afdække.

Undervisere og studerende på danske videregående uddannelser har igennem længere tid berettet om et foruroligende lavt fagligt niveau hos de studerende [http://bit.ly/uItTBr; http://bit.ly/jo4fuB; http://bit.ly/HOWMtv]; om ringe motivation blandt de studerende [http://bit.ly/H988Wj]; om mangel på helt basale færdigheder udi dansk retstavning og skriftlig fremstilling [http://bit.ly/gorb4K], og det har samtidig været et tilbagevendende emne på den nationale, politiske dagsorden gennem en årrække, at de studerende skal hurtigere igennem deres videregående uddannelse (senest fremført af uddannelsesminister Morten Østergaard: http://bit.ly/HoaDQ1).

Årsagerne til sådanne symptomer på et system, der på afgørende vis ikke fungerer efter hensigten, er givetvis mange og skal findes såvel hos de studerende som hos universitetsledelser og folkevalgte politikere. Der er imidlertid også nogle institutioner, der trænger til at blive gået alvorligt efter i sømmene for at se, om de rent faktisk opfylder deres formål og bidrager positivt til uddannelsernes kvalitet, eller om de i særlige tilfælde eller helt generelt medfører utilsigtede, negative konsekvenser, der gør dem decideret kontraproduktive.

En sådan institution er det såkaldte 'taxametersystem', som er den måde, hvorpå hovedparten af de statslige midler til de offentlige uddannelsessteder fordeles. Det enkelte uddannelsessted får således en fast bevilling -- taxametertilskuddet -- for hver studerende, der består eksamen, idet disse via ECTS-pointsystemet omregnes til årsstuderende (forkortet "STÅ") [http://bit.ly/IyIBax].

Formålet med denne finansieringsmodel er angiveligt at sikre kvalitet i uddannelserne ved at give universiteterne incitament til at være "mere resultatorienterede i forhold til de studerende" [http://bit.ly/HYykU4]. Argumentet er, at uddannelsesstederne for at opnå så høje bevillinger som muligt bliver nødt til at tilbyde kompetent studievejledning; forbedre undervisernes pædagogiske kvalifikationer; samt "holde fokus på uddannelse". Hensigten med taxametersystemet er således at sikre, at uddannelsesinstitutionerne fungerer effektivt; at disse kommer til at konkurrere indbyrdes på kvaliteten af uddannelser; og at uddannelsessystemet samlet set er "simpelt, retfærdigt, transparent og automatisk".

Det er svært at være direkte modstander af hensigten med taxametersystemet, ligesom de incitamenter, taxametersystemet angiveligt skaber hos uddannelsesinstitutionerne, lyder gode og fornuftige.

Problemet ligger i det angivelige. Det er nemlig særdeles svært at se, hvordan et taxametertilskud baseret på antallet af studerende, der består eksamen, skulle skabe de ønskede incitamenter hos uddannelsesinstitutionerne.

Til at begynde med må man fra politisk hold sikre sig, at man rent faktisk måler det, man ønsker at måle, når man fordeler bevillingerne. Hvis man ønsker at måle uddannelsesstederne på den kvalitet, de leverer, nytter det ikke at måle på kvantiteten. Taxametersystemet opstiller et rent kvantitativt succeskriterium (hvor mange studerende består eksamen), ikke et kvalitativt (hvor gode er de studerende, der består eksamen).

Konsekvensen er, at taxametersystemet ikke skaber de incitamenter, det hævdes at skabe. I stedet for at belønne uddannelsesstederne for at få dygtige studerende igennem uddannelserne bliver uddannelsesstederne først og fremmest belønnet for at få så mange studerende igennem som muligt. Det giver et klart incitament for det enkelte uddannelsessted til at slække på kravene til de studerende i undervisningen og til eksamen for at sikre sig, at så mange som muligt består.

Men incitamentet skabes også på individniveau hos den enkelte underviser: Hvilket incitament har en underviser til at dumpe studerende med et utilstrækkeligt fagligt niveau, hvis risikoen for, at man selv (eller en af underviserkollegerne) mister sit job stiger i takt med antallet af studerende, man dumper? Når det således er i den enkelte undervisers egen klare interesse at lade flest mulige studerende bestå, kan man så forvente, at kravene til de studerendes faglige niveau ikke vil falde over tid? Ikke hvis underviserne og de studerende generelt opfører sig nogenlunde fornuftigt.

Der kan være mange årsager til, at valget er faldet på et mål for kvantitet frem for kvalitet -- på trods af, at man stædigt hævder at måle netop kvalitet: en generel berøringsangst i forhold til at skulle foretage en synlig opdeling i gode, mindre gode og decideret dårlige studerende; uddannelsesstedernes angst for at få udstillet, hvorvidt deres studerende rent faktisk kan det, de forventes at kunne efter endt uddannelse; eller slet og ret at kvantitet er let at måle, mens kvalitet omvendt er en særdeles vanskelig og evig omstridt størrelse.

At kvalitet er vanskeligt at måle ændrer imidlertid ikke ved, at man bliver nødt til at gøre forsøget, hvis man rent faktisk ønsker, at bevillingerne skal bestemmes af kvalitet i uddannelserne. Filterkaffe bliver ikke til espresso, blot fordi det serveres i en espressokop. Resultatet bliver i stedet en flad og skuffende oplevelse af noget, der ikke er, hvad det giver sig ud for at være. Hvis man mener, at størrelsen af bevillingerne til uddannelse bør afhænge af den kvalitet, der leveres, bliver man nødt til at gøre et reelt forsøg på rent faktisk at måle på kvaliteten, ikke kvantiteten -- uanset om det måtte møde modstand for at være problematisk og kontroversielt. Har man sagt A, må man også sige B.