Elevatortalen under cover

”Buyer or seller”?
”Buyer”
”Size”?
”1-5”

Nogle gange er det, som var jeg med i en film..
Jeg stod forleden i en elevator i Diamond Exchange Building i Antwerpen, efter at have passeret 15-20 kamera, afleveret passet og anmeldt mig hos vagterne.

Jeg skulle kun 5 etager op. Lige inden dørene lukkede, sprang en mand ind.
Ingen af os fortrak en mine, men nikkede dog afmålt anerkendende, at vi havde opdaget, at vi stod i samme elevator.

Som diamanthandler er der en del uskrevne regler og adfærdskodeks, man bør følge, når man optræder i Diamond Distric i Antwerpen. Der findes ingen manual eller code of conduct, men man forstår hurtigt, hvordan man bør gebærde sig. Og uanset, hvad du foretager dig, så gør det diskret. Èn af de uskrevne regler synes at være : Hvis du lader som om, du ikke er her, lader jeg som om, jeg ikke ser dig. Og når vi har handlet, lader jeg som om, jeg har glemt dig.

Det handler mest af alt om sikkerhed, når 80% af verdens diamanthandel udspiller sig i det lille område, som er mindre end 1 kvadratkilometer. Her huses 4 diamantbørser og ca. 1500 trading kontorer, der omsætter for mere en 42 milliarder USD om året. Diamanthandlen udgør 8% af Belgiens eksport og omkring 30.000 mennesker er direkte eller indirekte involveret i den belgiske diamantsektor. De fleste er jøder og indere.

Det var i dette område særlige slibe –og poleringsteknikker i sin tid blev udviklet, og i dag handles 8 ud 10 rådiamanter her, og det estimeres at halvdelen af alle slebne diamanter passerer byen.

Da området, af både politiske og økonomiske årsager, er klassificeret som højrisiko område, udvikles sikkerhedsforanstaltningerne hele tiden. Gaden, der er forbudt for biler, ligner til forveksling en hvilken som helst anden (dødssyg) sidegade i en storby, men de maskinpistolsvæbnede og specialtrænede styrker og kameraer på alle husmure vidner om, at dette er et at de tungest beskyttede og monitorerede områder i Europa.
Hver bygning har vagter i indgangen og alle kontorer er overvågede og låst med sluser og adskillige sikkerhedskoder.

Derfor er der en helt særlig stemning. Man optræder anonymt (så godt man kan i høje hæle i en mandsdomineret verden..), diskret og under cover. Det er ganske tydeligt i gadebilledet, hvem der ”hører til”, og hvem der er blot er nysgerrige og på gennemfart.

At han overhovedet tiltalte mig i elevatoren, var et sjældent regelbrud. Men hans jagt efter nye kunder var nok vigtigere. Og han var professionel nok til ikke at stikke mig sit visitkort. For at jeg ikke fik det, betyder nemlig, at han ikke er specialiseret i den størrelse, jeg sædvanligvis handler, som er 1- 5 CT.

Da jeg forlod elevatoren, kunne jeg ikke lade være at trække på smilebåndet. Jeg tænke på, at hvis det havde været en, hvilken som helst anden elevator, i en hvilken som helst anden branche, f.eks. i USA, havde han, inden 5. sal, nået at spørge til min nationalitet, min profession, længden og formålet med mit ophold, hvem jeg skulle besøge og hvorfor, samt antallet af mine børn.

Indimellem er det ganske befriende at være på hjemmebane, hvor integritet, tillid og tradition er de fremtrædende kvaliteter, hvor al overflødig snak er unødvendig og elevatortalen kan leveres med 4 ord.