Rød politik for blå stemmer

Hvordan forventer man at blive taget seriøst af sine vælgere, hvis man siger ét og gør noget andet? Det spørgsmål må man stille til Venstre og Konservative efter den netop indgåede energiaftale med regeringen, Enhedslisten, og Dansk Folkeparti.

Et nøgternt blik på aftalens indhold viser, at det med stor sandsynlighed havde været bedre både for miljøet og den enkelte dansker, hvis den var blevet på tegnebrættet. Et par af de væsentligste konklusioner omkring aftalens konsekvenser er, ifølge den internationalt anerkendte miljø- og energiforsker Bjørn Lomborg, følgende [http://on.fb.me/GLpyZ4]:
Når der, som følge af aftalen, bygges flere vindmøller i Danmark, giver det pga. EUs kvotesystem ift. CO2-reduktion blot andre lande mulighed for at forurene mere. Den samlede, forventede CO2-reduktion er således nul det bliver blot billigere at forurene i andre lande.
Aftalen indebærer skatter og afgifter for omkring 1300 kr. for en gennemsnitlig, dansk familie. Indregnes indirekte omkostninger som følge af, at det med aftalen bliver dyrere at producere og forbuge energi i Danmark, er de reelle omkostninger for danskerne langt, langt højere - helt op imod 10.000 kr. per familie.
Selv hvis aftalen rent faktisk får den påståede virkning i form af 34% reduktion i CO2-udledningen på internationalt plan - hvilket er stærkt tvivlsomt givet EU-kvotesystemet - og denne kurs holdes igennem hele det 21. århundrede - en ambition, der næppe er realistisk - vil den samlede effekt ift. udsættelse af den globale opvarmning kun være ca. 8,5 dage i år 2100.

Det er muligt, at en aftale med dette indhold anses for fornuftigt i regeringen og på den yderste venstrefløj. Men hvorfor to erklæret borgerlige/liberale partier - Venstre og Konservative - har stemt for aftalen er en gåde. Eller rettere: Givet finans- og skattepolitikken under 10 år med VK-regering fra 2001 til 2011, så er det, desværre, efterhånden ikke den helt store gåde. Én ting er, at V og K igennem 10 år ved magten ikke formåede at reducere omfanget af verdens største offentlige sektor og reducere et af verdens allerhøjeste skatte- og udgiftstryk. Store ambitioner kan ikke altid indfries; man skal have mindst 90 mandater bag sin politik i Folketinget for at kunne gennemføre den, osv. Noget helt andet, og åbenlyst kritisabelt ud fra et borgerligt/liberalt synspunkt, er, hvorfor V og K gennem 10 år ved magten indførte et væld af nye skatter og afgifter, en lind strøm af yderligere bureaukratisk regulering og det ene indgreb efter det andet i den enkelte danskers privatliv og hverdag - når VK-regeringen vedvarende hævdede at kæmpe politisk for præcis det modsatte?

Spørgsmålet, der således melder sig i forlængelse af Venstre og Konservatives forlig med regeringen og Enhedslisten på energiområdet, er, for det første, helt lavpraktisk: Hvordan kan det være udtryk for borgerlig/liberal politik at stemme for højere skatter og afgifter i forbindelse med en i øvrigt, rent substantielt, elendigt konstrueret energiaftale?

Og, for det andet og mere langsigtet, med henblik på at erobre regeringsmagten tilbage fra S-R-SF ved næste valg: Hvis man som borgerligt og/eller liberalt parti stemmer for højere skatter og afgifter og bidrager til en større offentlig sektor, mens man er i opposition, hvordan forventer man så at kunne overbevise vælgerne om, at man rent faktisk ønsker at gennemføre lavere skatter og afgifter, mindre regulering af folks privatliv, og en generelt mindre offentlig sektor, når man selv kommer i regering?

Eller skåret ind til benet: Hvordan forventer man at kunne fremstå som et troværdigt alternativ til den nuværende regering, hvis man det ene øjeblik siger, man kæmper for en helt anden politik - og i næste øjeblik stemmer for selvsamme regerings politik?

Rent strategisk var energiaftalen endnu en sejr for regeringen - af samme slags, som da den fik lokket Konservative med i en aftale om beskatning ved generationsskifte i private virksomheder i december 2011. At K dengang gik i fælden var én ting. At de nu gør det igen, og at Venstre denne gang også er med på vognen, findes der intet pænt at sige om. Det er, slet og ret, tåbeligt.

Forhandlingstricket, som regeringen nu igen har fået oppositionen til at falde for, er i al sin enkelthed følgende: regeringen præsenterer oppositionen for "en stor ulykke" og meddeler under forhandlingerne, at man er villig til at indgå kompromis om "en mindre ulykke" for at kunne skabe et såkaldt bredt forlig om aftalen. Pointen er imidlertid, at regeringen formentlig ville have været tilfreds med at få gennemført "en mindre ulykke" uanset hvad, og at V og K på denne måde ikke har opnået noget som helst reelt politisk resultat set med borgerlige/liberale briller. Det eneste, V og K har opnået, er at lægge stemmer til regeringens politik.

At spille hårdt ud og dernæst indgå et 'kompromis', som man ville være tilfreds med under alle omstændigheder, er et forhandlingstrick, der er lige så gammelt som verdens første loppemarkeder. Forestil Dem, at De er kunde på et loppemarked, hvor en sælger spiller ud med 1000 kr. for en antik vase. Gennem forhandling når I sammen frem til en pris på 500 kr. Er det en god pris for Dem som køber? Det kommer an på vasens værdi, dvs. hvad den reelle pris burde være for at skabe overensstemmelse mellem pris og kvalitet. Hvis vasens pris snarere burde ligge på 150 kr., er 500 kr. en dårlig pris, mens 1000 kr. er en endnu dårligere pris.

Skåret ud i pap er en energiaftale, der koster 3.5 mia. kr. altså ikke en god aftale, som Venstre og Konservative hævder, blot fordi regeringen spillede ud med en pris på 5,6 mia. kr. Hvis aftalen kunne være blevet udformet, så den kostede eksempelvis 1 mia. kr., er en aftale til 3,5 mia. kr. en elendig aftale. Hvis en aftale til 0 kr. kunne være blevet udformet - og Lars Løkke Rasmussen lovede jo på Venstres landsmøde i november 2011, at Venstre ville være garant for, at det ikke skulle blive "dyrere at være dansker" - så er en aftale til 3,5 mia. kr. en himmelråbende elendig aftale.

Hvordan kan det at lægge stemmer til en ufornuftig politik, der ikke ud fra nogen som helst kriterier kan kaldes hverken borgerlig eller liberal, udlægges som udtryk for at "trække tingene i den rigtige retning", som politikere fra V og K i disse dage forsvarer sig med? Faktum er, at V og K har lagt stemmer til, at tingene trækker i den forkerte retning. Det kan ikke udelukkes, at det var gået endnu værre, hvis de havde holdt sig ude af forliget. Det ændrer ikke ved, at resultatet er dårligt - ikke godt.

Overfører man det argument, V og K forsvarer energiaftalen med, til andre områder, kommer det blot til at fremstå endnu mere absurd: næste gang regeringen foreslår en forhøjelse af topskatten med 10 procentpoint, vil V og K så lægge stemmer til, at den kun forhøjes med 5 procentpoint for at spare danskerne for endnu højere skatter - og dernæst præsentere aftalen som en sejr for danskerne og som et udtryk for, at de har "trukket tingene i den rigtige retning"?

Endelig er det værd at berøre det ofte tilbagevendende argument om, at såkaldt brede politiske forlig henover midten er positive, alene fordi de er brede: sådanne forlig skaber kontinuitet i den førte politik, idet man dermed udelukker muligheden for, at oppositionen vil rulle den pågældende politik tilbage, hvis de selv skulle komme til magten indenfor den periode, forliget gælder.

For det første: er det vigtigere at indgå brede forlig end at arbejde for i størst mulig grad at få gennemført den politik, man selv siger, man går ind for? Og hvis et bredt forlig kræver, at man lægger stemmer til den stik modsatte politik af den, man siger, man kæmper for - er det så ikke mere logisk, og ikke mindst ærligt overfor ens vælgere, helt at lade være med at indgå nogen aftale?

For det andet har indgåelsen af sådanne brede forlig på bekostning af at stå fast på egen politik konsekvenser for oppositionens forsøg på at generobre regeringsmagten på lidt længere sigt. Der findes ingen pæn måde at sige det på, så tillad mig at kalde en spade for en spade:

Hvis det er det omfang af ryggrad, vælgerne kan forvente fra V og K - at de, hvis blot regeringen lokker med muligheden for et bredt forlig på et centralt, politisk område, er klar til at give køb på egne politiske holdninger og målsætninger og lægge stemmer til det stik modsatte - så kan vælgerne ved næste valg i ca. 2015 ikke bebrejdes, hvis de til den tid ikke har nogen som helst tro på, at V og K har et reelt borgerligt/liberalt alternativ at tilbyde til den dyrkelse af den offentlige sektor, S-R-SF lægger for dagen.

Hvis V og K rent faktisk ønsker at trække Danmark i en mere borgerlig/liberal retning, bør de bruge de kommende tre år på at finde ud af præcist hvordan de ønsker, fremtidens borgerlige/liberale Danmark skal se ud, og hvad de vil gøre for (1) at køre sig selv i stilling til at vinde det kommende valg og (2) at kunne gennemføre så meget som muligt af dette politiske program, hvis det skulle lykkes dem at vinde valget.

Det kræver en uundgåelig og omfattende selvrefleksion. Over ti år ved magten, hvor man enten ikke fik ændret noget eller også fik gjort tingene værre, samt over den nuværende praksis med at lægge stemmer til regeringens politik, på trods af at den går stik imod ens egen. Denne selvrefleksion, og ovenstående overvejelser i øvrigt, kan passende starte med det samme.