Glem dresscoden

Vi har aldrig været så frie til at klæde os, som vi vil, og alligevel ligner vi hinanden til forveksling. Det kan udlændinge og modeksperter, der besøger os, fortælle mere om.

Stopklodsen er dresscoden. Den er tøjnormen, vi møder blandt venner og kolleger, og som vi halvt bevidst halvt ubevidst tilpasser os.

Der er flere grunde til at have en dresscode. Den bidrager til sammenhold og korpsånd og signalerer respekt for dem, vi omgås. Militæret har i svundne tider taget konsekvensen af dresscodens sociale virkninger og indført uniformer.

Men overholdelse af dresscoden gør ingen god stil, ligeså lidt som god kunst kommer af at følge andres anvisninger. God stil - og god kunst - er i sidste ende resultatet af en indre nødvendighed og lyst til at skabe noget, hvad end andre mennesker har af holdninger.

Misforstå det ikke. God stil behøver ikke at sprænge dresscoden i stumper og stykker. God kunst behøver som bekendt heller ikke at provokere. Men god stil kræver, at vi som minimum fortolker dresscoden i vores eget billede.

De principper har flere praktiske konsekvenser. Vi må for eksempel selv foretage vores tøjindkøb. Det dur ikke at uddelegere dem til hustruen eller kæresten. Vi kan heller ikke bare slå op i et modeblad og købe de sko og klude, som stilles til skue. Vi må gå på opdagelse selv.

Vi kan heller ikke forlade os på mærkevarer. Vi bliver ikke velklædt, fordi vi køber Ralph Lauren eller for den sags skyld bestiller et skræddersyet jakkesæt på Savile Row i London. Vi må i stedet forfølge vores egne fornemmelser for, hvad der flatterer netop vores statur og temperament og det liv, vi lever.

Vi kan ikke kopiere os til god stil. Vi skaber den selv.