Velfærdsstatens lykkeovergreb

Hvor langt må staten gå i forhold til de krav, den stiller til den enkelte borger i forbindelse med modtagelse af en velfærdsydelse?

Dette principielle spørgsmål er evigt aktuelt i en velfærdsstat, og i særlig grad i én, der er så generøs og omfattende i sin dækning som den danske. Ankestyrelsen afgjorde midt i denne uge, at danske kommuner har bemyndigelse til at kræve, at en borger tager imod et tilbud om behandling med antidepressiv medicin -- de såkaldte lykkepiller -- for at vedkommende kan få forlænget sin modtagelse af sygedagpenge eller få bevilget førtidspension. Fagforeningen 3f har skarpt kritiseret afgørelsen [http://bit.ly/zVnwcD], mens KL er positive og mener, at det kan sammenlignes med at kommunen "stiller krav om, at man lader sit ben komme i gips, hvis man har brækket benet" [http://bit.ly/yuxP9N].

Afgørelsen står i skærende kontrast til daværende indenrigs- og sundhedsminister Bertel Haarders udtalelse efter et samråd om samme problematik 28. april 2011, altså for knap et år siden:

"Jeg vil godt slå det fast med syvtommersøm: En kommune ikke kan stille krav om, at en sygedagpengemodtager skal indgå i en medicinsk behandling", sagde Bertel Haarder dengang [http://bit.ly/wtx2sk].

Ankestyrelsen anfører som en del af begrundelsen for afgørelsen, at behandling med antidepressiver "ikke udgør en væsentlig risiko for liv og førlighed", men finder det samtidig nødvendigt at understrege, at behandlingen skal være "velbegrundet", og at den kræver en "grundig diagnosticering og opfølgning i forhold til eventuelle bivirkninger og behandlingseffekt". [http://bit.ly/A5I9cE]

Man kan mene meget om denne vurdering. Nyere forskning -- eksempelvis af den amerikanske psykolog Irving Kirsch [http://huff.to/bWJtdJ] -- indikerer imidlertid, at antidepressiver langt fra altid har den tilsigtede virkning på alle mennesker, mens der er stor debat internt i lægefaglige kredse om karaktereren af pillernes bivirkninger. Mange har oplevet alvorlige bivirkninger i form af stærke abstinenser, når behandlingen stoppes, hvilket kan resultere i en afhængighed, der er særdeles vanskelig at komme ud af. Et opslag i Lægemiddelstyrelsens statistikdatabase, Medstat.dk, viser, at hele 462.476 -- eller ca. hver 12. dansker -- modtog antidepressiv medicin i 2010 -- et tal, der er steget hvert eneste år siden det første år registreret (1999), hvor tallet var 238.133. Samtidig med, at antidepressiver for mange skaber et svært afhængighedsforhold, er denne tendens også udtryk for, at antidepressiver i stigende grad anvises som behandling for alle mulige forskellige psykisk relaterede problemer og lidelser -- udover de moderate til svære depressioner, angstlidelser og personlighedsforstyrrelser, medicinen er designet til.

Denne udvikling er problematisk i sig selv og gør kun det principielle spørgsmål, som Ankestyrelsens afgørelse rejser, endnu mere presserende. Er det nogensinde i orden at staten tvinger et menneske til at tage en bestemt medicin eller indgå i en bestemt behandlingsform som betingelse for modtagelse af en offentlig ydelse? Og har det nogen betydning, om medicinen/behandlingen har bivirkninger? Mange vil sikkert mene, at det er legitimt for staten at kræve af en borger, at denne går i fysioterapi for at afhjælpe fysiske skavanker, der forhindrer tilbagevenden til arbejdsmarkedet, som betingelse for at kunne modtage eksempelvis sygedagpenge. Men hvor går grænsen? Hvilke krav -- om nogen overhovedet -- kan staten stille til sine borgere som betingelse for modtagelse af offentlige ydelser og stadig være etisk forsvarlig?

Der er gode grunde til at mene, at en velfærdsstat, der har bemyndigelse til at tvinge sine borgere til medicinsk behandling som betingelse for modtagelse af velfærdsydelser, ikke er legitim. Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen synes at være af denne opfattelse [http://bit.ly/ysb8nN], ligesom ordførere fra Enhedslisten til De Konservative har reageret kritisk. Politikerne fortjener ros for at tage problematikken alvorligt og lægge op til en revision af lovgivningen, således at kommunerne ikke fremover har bemyndigelse til sådanne overgreb på enkeltes frihed.

Samtidig er det vigtigt, at diskussionen ikke stopper her -- blot fordi det konkrete problem og behovet for lovrevision anerkendes. Det principielle spørgsmål trænger til en dybere og langt mere grundig debat. Først og fremmest, fordi den konkrete kommunale praksis kan ses som udtryk for det stærkt kritisable menneskesyn, at statens funktion og de offentlige finanser sættes over den enkelte borgers frihedsrettigheder. Men dertil kommer, at spørgsmålet om statens krav til borgeren i forbindelse med modtagelse af offentlige ydelser indgår som et af flere aspekter i det grundlæggende spørgsmål om, hvor meget staten bør fylde i den enkeltes liv. Dette er den måske allermest centrale problematik i den reformdagsorden, regeringen nu lægger op til, og som bør fokusere på, hvordan staten kan komme til at fylde mindre i den enkelte danskers liv. Ikke mere.