Tvang sikrer ikke flere kvalificerede kvinder i bestyrelserne

I dag fejrer vi kvindernes årlige internationale kampdag. For naturligvis er det værd at fejre, at kvinderne i 1915 fik valgret; at de har kæmpet sig ud og op på arbejdsmarkedet; og at de i stigende grad har vundet samfundsmæssig indflydelse på lige fod med mændene. Men på dagen i dag bør vi også minde os selv om, at der er forskel på mænd og kvinder. Der er forskel på deres prioritering, deres valg og deres fysiologi. Ligestilling handler derfor ikke om at gøre mænd og kvinder ens eller gennem adfærdsregulering at sørge for, at de opfører sig ens og opnår de samme resultater. Og ligestilling handler i særdeleshed ikke om at forfordele det ene køn på bekostning af det andet.

Alligevel er positiv særbehandling af kvinder gået hen og blevet et dominerende træk i tidens ligestillingsdebat. Eksempelvis barsler EU kommisær Viviane Reding med et forslag om at indføre kønskvoter i virksomhedernes bestyrelse, mens ligestillingsminister Manu Sareen er mere tilbageholdende og blot lover, at han vil præsentere ”en god løsning” til efteråret.

Mange klapper i hænderne ved tanken om, at der skal stilles krav til danske virksomheder om, at 40 pct. af bestyrelsesposterne skal besættes af kvinder. De klapper i hænderne, fordi de tror, at det samtidig vil få flere kvinder på ledelsesgangene. Fordi de tror, at det vil øge ligestillingen. Og fordi de tror, at det vil give udslag i et positivt afkast til virksomhederne. Men har de spurgt sig selv, om det rent faktisk virker? Hvad fakta viser? Og ikke mindst, hvad erfaringerne fra vores naboer siger?

I en række analyser har jeg set nærmere på erfaringerne fra Norge. Jeg har set på, om den norske kvoteordning har haft en Kylle-Pylle-Rylle effekt og resulteret i flere kvinder på ledelsesgangene? Det har den ikke. Tværtimod er antallet af danske kvindelige ledere øget i samme grad som i Norge siden 2003. Vel at mærke uden, at de danske selskaber har været underlagt et kvotekrav. Særlig bemærkelsesværdigt er det, at antallet af kvindelige CEO´s i Norge, er steget mest i de selskaber, som ikke har været omfattet af et kvotekrav, og mindst i de selskaber, som har været omfattet af den norske kvotelov. Konklusionen ligger lige for: Kønskvoter har ikke resulteret i flere kvinder på ledelsgangene.

Jeg har også set på, om det er rigtigt, at kvinder i virksomhedernes bestyrelser har en positiv effekt på virksomhedens resultater? Heller ikke her er svaret så entydigt, som EU-kommisær Vivianne Redding ellers påstår. For godt nok henviser hun til undersøgelser fra konsulenthusene McKinsey samt Ernest & Young, som viser, at kvinder i bestyrelserne giver en bedre performance. Men disse undersøgelser vedrører selskaber i lande, som ikke er underlagt kvotekrav, mens tilsvarende undersøgelser fra Norge viser, at virksomhedernes performance målt ved Tobins Q faldt efter, at kvoteordningen blev indført, jf. CEPOS´s notat: Kønskvoter i strid med grundlæggende retsprincipper

Endelig har jeg set på, om det lave antal af kvinder i de danske bestyrelser ikke blot skyldes et spørgsmål om udbud og efterspørgsel? At der er flere mænd i bestyrelserne behøver vel ikke at bero på et fravalg af kvinderne. Men kan i ligeså høj grad være udtryk for, at der endnu ikke eksisterer det nødvendige rekrutteringsgrundlag af kvalificerede kvinder til bestyrelsesposterne.

Mine undersøgelser viser i hvert fald, at der stadig er flere mænd end kvinder, der vælger en uddannelses- og karrierevej, som senere kan bane vejen til en bestyrelsespost. For lad os være ærlige: Et bestyrelsesmedlem er sjældent læge, lærer eller humanist. Det er ganske enkelt ikke nok at have den rigtige uddannelse. Man skal også have den rigtige erfaring. Og den kombination er der endnu ikke ligeså mange kvinder som mænd, der har. Hverken i Danmark eller for den sags skyld i Norge, hvor man har været nødt til at hente 25 pct. af de kvindelige bestyrelsesmedlemmer i udlandet.

Der er altså intet der peger på, at kønskvoter vil have den ønskede positive effekt. Derfor skal hverken EU eller den danske regering bestemme, hvem der skal sidde i virksomhedernes bestyrelser. Den beslutning bør helt og holdent ligge hos virksomhederne ud fra en vurdering af, hvilke kompetencer de har brug for i bestyrelsen.

Jeg vil derfor kraftigt anbefale både EU kommisæren og regeringen om at lægge tankerne om kønskvoter på hylden, og i stedet – på dagen i dag – spørge kvinderne, om de helst vil udpeges til en bestyrelsespost på baggrund af deres køn eller deres kompetencer?