Av min ejendomsret II

De sidste par dage har den private ejendomsret næsten været til større debat, end hvad der har gjort sig gældende de sidste ti år. Årsagen er den såkaldte ”Roskilde-sag”, hvor Roskilde Kommune har besluttet sig for at ekspropriere en privat mands jord, for at etablere to boldbaner og tilgodese et ønske fra Roskilde Festival om at skabe stabilitet omkring festivalområdet. For – som festivalen skriver til kommunen - ”kun på den måde kan Roskilde Festivalen blive på bykortet”.

Sagen har været massivt omtalt i flere medier, bl.a. i Børsens, Politikens og Jyllands-Postens ledere, fordi vi i grundlovens § 73 har en bestemmelse om, at den private ejendomsret er ukrænkelig. Ekspropriation bør ifølge grundloven kun ske når ”almenvellet kræver det”.

Spørgsmålet er: Hvordan kan det så alligevel ske, at Roskilde Kommune nu eksproprierer til fordel for formål, som objektivt set ikke er nødvendige af hensyn til almenvellet? Det kan det, fordi det i vidt omfang er overladt til kommunerne selv at fastsætte, hvad der menes med almenvellet. Lovgivningen levner ganske enkelt for vide fortolkningsrammer med det resultat, at vi som borgere ikke kun risikerer at blive eksproprieret til fordel for sygehuse, motorveje og metrobyggeri. Nej vi må også lide den tort at blive eksproprieret til fordel for private golfbaner, skydebaner og altså festivaller, hvis et flertal i kommunalbestyrelsen bakker op herom.

Hvis Grundlovens § 73 derfor skal være andet og mere end blot en tom programerklæring, bør der fra politisk side opstilles objektive kriterier for, hvad der skal være almennyttigt, ligesom det lovgivningsmæssigt bør fastsættes, at ekspropriationer som udgangspunkt ikke kan ske til fordel for private formål.

Derudover er det vigtigt at styrke borgernes retssikkerhed i forbindelse med selve ekspropriation. Det er ganske enkelt uholdbart, at det skal tage op til 4 år før man får udbetalt erstatning, således som det eksempelvis er set i en ekspropriationssag fra Randers. Sagsbehandlingstiden bør ikke overstige 6 måneder i sager af så indgribende karakter.

Borgernes retssikkerhed bør samtidig styrkes ved, at de holdes økonomisk skadesløse i ekspropriationssager. I en sag fra Hillerød var det eksempelvis kun 5 ud af 13 grundejere der orkede at anke deres ekspropriationssager, med det resultat, at de grundejere som måske afstod fra at gå ind i en langstrakt og opslidende ekspropriationssag af personlige eller økonomiske årsager, måtte lide den tort, ikke kun at være eksproprieret. Men også at være eksproprieret mod en erstatning, som er 45 pct. lavere end de 5, som endte ud med at få medhold i Byretten.

For at matche de juridiske og økonomiske ressourcer, som myndighederne er i besiddelse af, bør borgerne derfor kunne få dækket sine udgifter til sagkyndig bistand i ekspropriationssager. Det kan desuden have den tiltrængte effekt, at myndighederne skærper sit fokus på forvaltningsretlige principper i sagsbehandlingen. Dermed kan vi forhåbentlig undgå flere sager a la den, som Vestre Landsret netop har afgjort, og hvor retten kritiserede Århus Kommune for – i forbindelse med en klagesag over ekspropriation – ikke at have fremsendt det stykke papir, der viste, at kommunen havde eksproprieret mere jord, end hvad der var nødvendigt. Trods denne markante sagsbehandlingsfejl, fandt Landsretten, at ekspropriationen var lovlig.

Den personlige ejendomsret skal beskytte os borgere mod vilkårlige indgreb fra det offentliges side, men som sagerne illustrerer, er der behov for lovgivningsmæssigt at stramme op omkring borgernes retssikkerhed. Man må derfor håbe, at de på Christiansborg griber det momentum, der nu er, og får skabt nogle klare, objektive og retssikkerhedsmæssig forsvarlige regler. Det er der i den grad behov for.