Forsikringsselskaberne må ikke sove i timen

Forsikringsselskaberne betragtes ikke uden grund som de mest kyndige til risikostyring, hvilket ikke kan overraske, når man som virksomhed skal leve af at overtage andres risici samtidig med at man generer et fornuftigt afkast. Det nye er, at kravene til risikostyringen i de kommende år øges markant, især hvad angår bestyrelsens involvering i risikostyringsprocessen, som i højere grad skal kobles til selskabets forretningsmæssige risici, produktudvikling og risikoprofil.

Det springende punkt er, om bestyrelserne i forsikringsselskaberne på betryggende vis kan magte denne opgave og de mange nye krav. Hertil er jeg ret fortrøstningsfuld, men det indebærer, at bestyrelsens arbejdsindsats og involvering i risikostyringen må øges ganske betragtelig. Som konsekvens heraf, må dette også give sig udslag i en højere bestyrelsesaflønning, når kravene og arbejdsmængden øges tilsvarende.

Helt konkret, så udløb fristen for forsikringsbranchen for at indgive kommentarer til EIOPA (the European Insurance and Occupational Pensions Authority” – den europæiske tilsynsmyndighed for forsikringsselskaber), efter at forslag til ”Guidelines on Own and Solvency Assessment”, benævnt ORSA, blev udstedt d. 7. november 2011, hvilket er en del af de overordnede tilsynskrav, oftest betegnet Solvency II.

Både forsikringsselskaber og pensionskasser står således over for en af de største forandringsprocesser nogensinde, da de er under tidspres for at udarbejde interne processer for at opfylde de mange nye regler. Da kravene er ret omfangsrige, kan nogle forsikrings- og pensionskasser højst sandsynlig drage fordel af at trække på erfarne rådgivere, hvis ikke hele den daglige forretning skal overbelastes.

Baggrunden for de nye strengere krav, er erfaringerne fra finanskrisen, som afslørede alvorlige mangler i risikostyringen hos en række af de største finansielle virksomheder i verden, herunder AIG dvs. verdens største forsikringsselskab, som den amerikanske centralbankdirektør beskyldte for at fungere som en decideret hedgdefund, da AIG havde spekuleret vildt i credit default swaps (hvor man ikke som i forsikringsforhold behøver at eje det underliggende aktiv).

Der lægges især op til øgede krav til bestyrelsens involvering ved at bruge interne modeller, således at risikostyringen gøres dynamisk og i højere grad afspejler substans frem for formalia. Det øverste ledelsesorgan dvs. i bestyrelsen i Danmark skal ”… ensure that its administrative, management or supervisory board takes an active part in the ORSA process by steering how the assessement is to be performed and challenging its results”.

Lige som der i Danmark er kommet ganske detaljerede krav fra Finanstilsynet omkring bestyrelsens involvering i risikostyringen i alle finansielle virksomheder, herunder kravet om fastlæggelsen af selskabets risikoprofil, lægger ORSA op til at risikostyring ikke bare drejer sig om at beregne en statistisk værdi, som man trygt kan sætte to streger under sml. ”The ORSA has to ensure a comprehensive assessment of the undertakings overall solvency needs in view of its business strategy, its risk profile and the approved risk tolerance limits it sets for itself and its resonsibility to meet financial obligation towards policyholders”.

Som noget nyt lægger ORSA også op til, at man ikke kun fokuserer på kvatificerbare risici sml.”...the undertaking is expected to identify and assess the extent to which non-quantifiable risks are part of its risk profile and to ensure that they are properly managed”. Sagt med andre ord, så lægges der op til at risikostyringen udbredes ud til også at omfatte de mere bløde risici f.eks. reputation risks, hvor netop risikoidentifikation og mitigeringstiltag bliver afgørende.

Der er med andre ord lagt i kakkelovnen til en stor opgave for de europæiske forsikrings- og pensionskasser hvad angår deres arbejde med den fremtidige risikostyring, så det gælder om ikke at sove i timen.