ACTA bør ikke blive til virkelighed

I løbet af de sidste to uger har regeringerne i såvel Polen som Tjekkiet afvist at ratificere den internationale handelsaftale ACTA (Anti-Counterfeiting Trade Agreement), der har til formål at dæmme op for piratkopiering af både fysiske og digitale produkter på globalt plan. Aftalen er tænkt som et våben imod dels piratkopier af mærkevareprodukter, medicin mv., dels elektronisk piratkopiering af fx musik, film og computersoftware.

Formålet med ACTA er prisværdigt. Det er de redskaber og midler, aftalen indeholder -- og som skal sikre, at aftalen kommer til at opfylde formålet -- til gengæld ikke. Langt fra. Om det var dette misforhold mellem mål og midler, der fik Sloveniens ambassadør i Japan til for nylig at give en skriftlig, offentlig undskyldning for, at hun havde underskrevet aftalen på sit lands vegne uden at have sat sig ordentligt ind i aftalens indhold, vides ikke.

Prioriterer man individuelle frihedsrettigheder højt, har aftalen en række stærkt problematiske potentielle konsekvenser, idet den giver private virksomheder en forstærket beskyttelse af patenter og immaterielle ejendomsrettigheder, der sker med betydelige omkostninger for en enkelte kunde og bruger. Spørgsmålet vedrørende ACTA er således i høj grad, om de fordele, aftalen potentielt set kan medføre, er store nok til at retfærdiggøre omkostningerne? Des nøjere man studerer aftalen og debatten omkring den, des tydeligere står det klart, at svaret er nej.

Handels- og investeringsminister Pia Olsen-Dyhr (SF) har nu i to omgange forsikret danskerne om, at aftalen ingen betydning får for den enkelte danskers hverdag: første gang for to uger siden [http://www.information.dk/292316], og senest i denne weekend i en fælles kronik i Information med erhvervs- og vækstminister Ole Sohn og kulturminister Uffe Elbæk. Ministrene melder ikke overraskende hus forbi i forhold til ACTAs kritikere. Under overskriften \"Fakta om ACTA\" hævder de således:

- at ACTA ikke skaber nye beføjelser til at håndhæve immaterielle rettigheder, men har udelukkende til hensigt at sikre en mere effektiv udnyttelse af allerede eksisterende regler på området;
- at ACTA ikke ændrer på, hvad der er lovligt og ulovligt;
- at ACTAs regler om rettighedshåndhævelse ikke begrænser forbrugernes frihedsrettigheder, herunder forbrugernes ret til at færdes på internettet;
- at ACTA ikke ændrer ved det ansvar og de pligter, internetudbydere allerede har ifølge dansk lovgivning.
- at ACTA ikke ændrer ved undtagelserne i de såkaldte TRIP-aftaler vedr. medicin, således at hiv/AIDS-smittede i fx afrikanske lande stadig vil have den samme adgang til billig, generisk medicin og ikke kun de langt dyrere originale præparater.

At disse påstande skulle være fakta, og ikke blot påstande, betvivles fra flere sider. Kritikere af aftalen har i årevis påpeget, at aftalen efter alt at dømme vil indebære alvorlige indgreb i den enkelte borgers personlige frihed ved brug af internettet, og for nylig er fokus endvidere blevet rettet imod en række uheldige, utilsigtede konsekvenser for udbuddet af livsvigtig medicin i fattige lande. Selvom stærkt omdiskuterede og problematiske beføjelser er blevet taget ud af aftalen i dens nuværende form i modsætning til tidligere udkast giver aftalen stadig anledning til så betydelig bekymring, at man må stille alvorligt spørgsmålstegn ved det fornuftige i den danske regerings tilslutning til aftalen.

* * *

Medicinen først: ifølge Læger Uden Grænser giver ACTA producenter af originalmedicin mulighed for at få nedlagt fogedforbud mod producenter af generisk medicin (eller \'kopimedicin\') alene på mistanken om krænkelse af patentrettigheder [http://www.information.dk/293239]. Problemet er, at en producent af kopimedicin, der bliver mødt med et fogedforbud, bliver nødt til at indstille produktionen, mens sagen står på. I det omfang, ACTA medfører en stigning i antallet af fogedforbud, hvor den anklagede producent ikke efterfølgende dømmes for at have overtrådt patentrettigheder, så betyder aftalen, at store mængder efterspurgt medicin ikke vil blive produceret -- med potentielle konsekvenser i form af menneskeliv.

Derudover giver ACTA mulighed for, at producenter af kopimedicin kan idømmes enormt store bøder for brud på patentrettigheder, hvilket gør det lidet attraktivt for sådanne virksomheder at operere på markeder, hvor patentreglerne i forvejen er uklare, hvilket bl.a. gælder området for medicin til hiv/AIDS-ramte.

Debatten om ACTA har imidlertid primært handlet om aftalens konsekvenser for den enkelte borgers brug af internettet, nærmere bestemt retten til at bruge internettet på fuldt lovlig vis uden at blive overvåget af hverken statslige myndigheder eller private virksomheder.

ACTA giver eksempelvis internetudbydere ret til at udøve politimyndighed i forhold til konkret indhold på hjemmesider, der mistænkes for at være ulovligt piratkopieret [http://www.information.dk/292192]. Og denne ret kræver ifølge aftalen ingen retskendelse, hvilket giver mulighed for, at rettighedshavere kan gå direkte til internetudbyderne udenom retssystemet og bede dem fjerne mistænkeligt indhold. At internetudbyder i denne situation skulle undlade at følge rettighedshaveren -- typisk en privat virksomhed i musik- eller filmindustrien -- under risiko for bøder og erstatningskrav, hvis indholdet rent faktisk viser sig at være ulovligt, er svært at forestille sig. Aftalen åbner også for, at såvel rettighedshavere som myndigheder kan kræve at få udleveret personfølsomme oplysninger uden retskendelse [http://www.information.dk/291823].

Dertil kommer, at aftalens formuleringer om, hvilke handlinger, der er strafbare, er vage og brede -- angiveligt for at gøre det muligt for lande med forskellig, eksisterende lovgivning på området at tilslutte sig aftalen. Problemet er imidlertid, at de vide rammer for fortolkning skaber betydelig usikkerhed for den enkelte internetbruger. I praksis er det kun større virksomheder og organisationer med mulighed for at hyre omfattende advokatbistand, der kan tillade sig at risikere sagsanlæg for overtrædelse af ACTAs bestemmelser. Private internetbrugere og små virksomheder stilles i en situation, hvor de ikke kan vide sig sikre på, hvordan reglerne præcist vil blive fortolket, og hvor den eneste fornuftige strategi vil være at undlade at foretage sig noget, der ellers ville være godt for dem selv og/eller deres virksomhed af frygt for sagsanlæg med hvad der for dem er potentielt uoverstigelige konsekvenser.

* * *

Bundlinjen er således, efter alt at dømme, denne: i bedste fald er aftalen ligegyldig, idet den ikke vil få nogen praktiske konsekvenser -- og i så fald er den et strålende eksempel på unødvendig regulering af menneskers liv. I værste fald åbner aftalen for vidtgående indgreb i den personlige frihed i kraft af vage formuleringer og brede bestemmelser.

Helt overordnet handler diskussionen om ACTA lige så lidt om at være for eller imod piratkopiering, som den lovgivning, Folketinget indførte med de såkaldte terrorpakker, handler om at være for eller imod terror. Det essentielle spørgsmål handler om risikoen for at skylle barnet ud med badevandet: I hvilken grad er man villig til at gøre stærke indgreb i den enkelte borgers personlige frihed for at opnå andre, muligvis ønskværdige mål? Meget tyder på, at ACTA i sin nuværende form går alt for langt i forsøget på at komme piratkopiering til livs og åbner for uacceptable krænkelser af privatlivets fred for den enkelte.

Den fornuftige målsætning om at dæmme op for piratkopiering ser ud til at hellige midlerne for de regeringer, der har tilsluttet sig aftalen -- inkl. den danske. Det er ikke for sent for regeringen at ændre standpunkt. Det kan medføre en høj pris for den enkelte dansker, hvis regeringen står fast på Danmarks tilslutning til aftalen.