Derfor gik det galt for bankerne

Det store spørgsmål mange stiller sig efter finanskrisen er, om man op til krisen kunne have forudset, at så mange danske banker ville kollapse og dermed ryste tilliden til hele det danske finansielle system. Foranlediget heraf har jeg netop lavet en mindre undersøgelse, som analyserer om man kan se et karakteristisk mønster for de banker, der har taget for store risici og som dermed efterfølgende er havnet i Finansiel Stabilitet.

Helt konkret studeres udviklingen i en række central nøgletal for de danske børsnoterede pengeinstitutter, hvor jeg tager udgangspunkt i tiden op til og med krisen dvs. 2005-2009, der sammenlignes med det seneste regnskabsår 2010.

Hovedformålet har været at spotte, hvilke faktorer, som kan sige noget om, hvorvidt bankens ledelse tog for store risici. Sammenligner man med tilsynsdiamantens grænseværdier, er der ikke tale om, at de børsnoterede banker samlet set forbrød sig mod de af tilsynet efterfølgende formulerede grænseværdier.

Ser man derimod på enkelte banker, er der imidlertid stor variation i tallene. Der er således en håndfuld banker, som har taget alt for store risici op til finanskrisen, bl.a. manifesteret ved Amagerbanken, der f.eks. har en ekstrem grad af eksponering over for større engagementer samt et stort indlåns underskud.

Overordnet set viser analysen, at en høj udlånsaktivitet (i forhold til egenkapitalen) påvirker det økonomiske resultat negativt, hvilket også er tilfældet med større engagementer i forhold til basiskapitalen.

Derimod har selve udlånsvæksten ikke en mærkbar indflydelse på det økonomiske resultat, målt som resultat før skat i forhold til de samlede aktiver. Der er heller ingen sammenhæng mellem en øget eksponering over for landbruget og det økonomiske resultat.

En højere grad af eksponering over for ejendomsudlån og beslægtede ejendomsaktiviteter har derimod en klar negativ indflydelse på det økonomiske resultat, hvilket i høj grad kan tilskrives det faktum, at luften i perioden gik ud af boligmarkedet.

Finanstilsynet har i kølvandet på krisen fået en række skrappere beføjelser, der skal medvirke til at ledelsen ikke tager alt for store risici. Desuden har tilsynet formuleret en række grænseværdier i tilsynsdiamanten, der skal få bankerne til ikke at tage alt for store risici.

Analysen viser, at en lille håndfuld banker op til finanskrisen havde aktiviteter, der langt overskred grænserne i tilsynsdiamanten, hvilket vidner om at tilsynet må være i fortsat dialog med banksektoren, således at bankerne holder sig inden for de fastsatte grænseværdier.

Undersøgelsen analyserer desuden, hvilke faktorer der påvirker sandsynligheden for at en bank modtager statslig kapital via bankpakke II (ved hjælp af en såkaldt logit regressionsmodel). Der opstilles en hypotese om, at det især er de svagere banker, som modtager statslig kapital.

Hypotesen må imidlertid afvises, da den statistiske undersøgelse viser, at sunde banker har en signifikant højere odds ratio for at modtage statslig kapital i forhold til de mindre sunde banker. Om dette gavner tilliden til den danske banksektor er noget tvivlsomt, men det må nok forventes, at enkelte banker er i konkret farezone for at gå ned, når statens penge skal tilbagebetales.

Alle fremtidige analyser af, hvad der gik galt for en række danske pengeinstitutter bør tage udgangspunkt i årsagerne hertil, herunder den store påvirkning fra de internationale kapitalmarkeder.

Det gælder ikke om at få placeret skylden, som i stedet skal placeres af domstolene, hvor der gives mulighed for at føre et sagligt forsvar for sin sag. Efterfølgende må omverdenen så vurdere, om rettens afgørelser giver anledning til fremtidige lovændringer