Nogen skal jo betale…

Velfærdssamfundet er i øjeblikket til debat, fordi den nuværende recession og den demografiske udvikling giver et gabende hul i den fælles statskasse, hvis ikke der gennemføres reformer. Skal velhavende familier have børnecheck? Skal velhavende pensionister have gratis hjemmehjælp? Hvor lang skal dagpengeperioden være? Hvornår er man fattig? Med andre ord; hvad har du ret til at kræve af fællesskabet? Og hvor meget kan det bære?

I forsikringsbranchen er der en klar parallel til velfærdsstatens udfordringer. Når du er kunde i et forsikringsselskab, er du en del af et fællesskab, som i sidste ende kollektivt skal samle regningen op. Et godt eksempel på det er sommerens oversvømmelser, som endte med skader for flere milliarder.

Når ulykken virkelig er sket, skal forsikringsselskabet træde til, åbne den fælles kasse og hjælpe den forsikrede kunde. Ingen tvivl om det. Dette er helt parallelt med velfærdsstaten, der hjælper en borger i nød eller med et behov. Og ligesom det er tilfældet med velfærdsstaten, skal du som forsikringskunde også stille dig selv spørgsmålet; hvornår har jeg ret til at kræve, at fællesskabet træder til?

Her oplever vi i forsikringsbranchen en trist udvikling, der bedst kan beskrives ved en udfasning af ’uheld’ til fordel for ’det må være en andens skyld, og derfor har jeg ret til at kræve erstatning’. Denne klagekultur truer fællesskabet i forsikringsselskaberne, for hvis udviklingen fortsætter, bliver det dyrere for alle.

Men sagen er jo, at det ikke altid er andres skyld, men blot ren og skær uheld. Det er ikke nødvendigvis kommunens skyld, hvis du falder på fortovet en frostklar vintermorgen. Heller ikke selv om en af de advokater, der er begyndt at trawle skadestuerne, siger, at du har ret til erstatning, og at han nok skal hjælpe dig.

Mit håb er, at vi i Danmark igen vender tilbage til at kalde et uheld for et uheld og tænker på fællesskabet frem for os selv; både når det gælder velfærdsstaten og forsikring. I sidste ende er der jo nogen, som skal betale, nemlig dig og mig.