Grådigheden og krisen

"Det er jo ikke Finansiel Stabilitet eller Finanstilsynet, der er årsag til krisen. Der har været nogle tvivlsomme forretningsmodeller i nogle banker."

Således svarer erhvervs- og vækstminister Ole Sohn på kritikken af kommissoriet for det ekspertudvalg, der er nedsat med det formål at undersøge årsagerne til finanskrisen [http://bit.ly/wM7wNd].

Man forstår på ministeren, at det faktisk er meget simpelt: årsagen til krisen er for så vidt allerede fundet, skurken er udpeget, og ekspertudvalget skal blot bekræfte tesen og fælde den eneste mulige dom: ansvaret for finanskrisen og den efterfølgende globale økonomiske recession ligger ene og alene hos private aktører i den finansielle sektor.

Er det ikke utroligt så let og ukompliceret, virkeligheden indimellem kan være? Især når sagkundskaben - på tværs af økonomiske skoler og et væld af andre skillelinjer og uenigheder - er enige om én ting: makroøkonomiske fænomener, ikke mindst 'bobler' og kriser, er altid et produkt af rigtig mange faktorer på én gang. Så mange, at økonomer sjældent er i stand til hverken at forudsige karakteren eller timingen af en boble eller efterfølgende at forklare årsagerne til den.

Kommissoriet for ekspertudvalget lyder ellers umiddelbart ganske bredt. I forhold til at fastslå årsagerne til krisen skal ekspertudvalget således [http://bit.ly/xS0A2p]:

- belyse internationale faktorer som årsag til krisen i den danske finanssektor

- identificere særlige nationale forhold, som medvirkede til finanskrisen

- belyse, om liberaliseringen af den finansielle sektor har haft en betydning for krisen

- vurdere, om bankernes rådgivning har bidraget til at sprede finanskrisens konsekvenser

Sohns udtalelse kan kun tolkes på én måde: det kommissorium, der ellers umiddelbart op til en bred undersøgelse, er slet ikke så bredt igen. Kritiseret for at udelade statslige aktører som Finanstilsynet, Finansiel Stabilitet og Nationalbanken fra at blive undersøgt af ekspertudvalget svarer ministeren [http://bit.ly/z6PH61]:

"Det passer ikke ind i denne sammenhæng. Det er ikke myndighederne, der driver bank."

Tillad mig at skære ministerens syn på sagen ud i pap: når det kommer til at undersøge årsagerne til finanskrisen, så passer centrale, statslige aktører i den finansielle sektor "ikke ind i sammenhængen".

Siden svaret på denne ekspertundersøgelse af finanskrisens årsager således synes at være givet på forhånd, så lad os da ikke trække spændingen yderligere ud, men i stedet breake konklusionen her og nu:

"En hidtil uset grådighed blandt centrale private aktører, især hos investeringsbanker og hedgefonde, var den primære årsag til krisen."

Spændingen er udløst. Forklaringen er ligetil. Ikke sandt? Vi har jo hørt historien før.

Siden den amerikanske investeringsbank Lehman Brothers indgav sin konkursbegæring den 15. september 2008 har der været over 800 artikler i danske, skrevne medier, der indeholder såvel ordet "grådighed" som "finanskrise". Det er efterhånden blevet en etableret del af fortællingen om krisen, at den blev udløst eller ligefrem forårsaget af grådighed blandt finansverdenens aktører på Wall Street i New York, i "The City" i London, og hvor disse - forstår man - egoistiske, moralsk afstumpede mennesker ellers slår deres folder henne.

Der er blot ét problem: Hvor er belægget for, at centrale aktører på verdens kapitalmarkeder skulle have været mere grådige i årene op til 2008, end sådanne aktører har været på alle mulige andre tidspunkter i den moderne verdens historie? Svaret er ret enkelt, men ganske ubehageligt for erhvervs- og vækstministeren samt de mange andre, der synes at have brug for en simpel, letforståelig forklaring på finanskrisen: Der findes intet belæg.

Den påstand, at grådighed skulle kunne forklare en del af eller hele den nuværende krise, forbliver udokumenteret. At historien gentages om og om igen, og at regeringen nu søger at give denne fortælling en tilsyneladende underbygning i form af en ekspertundersøgelse, gør ikke påstanden mere sand. Og hvad værre er: løftede pegefingre, formaninger, moraliseren, og andre former for varm luft gør hverken fra eller til i forhold til at undgå en lignende økonomisk krise i fremtiden.

At der endnu ikke er fremført noget som helst belæg for, at grådighed skulle kunne forklare krisen, er ikke det samme som at påstanden med sikkerhed er forkert. Det kan ikke udelukkes, at betydningsfulde investorer har opført sig mere grådigt - hvordan man så end vil måle det - i denne omgang end tidligere.

Der er imidlertid ingen af de politikere, kommentatorer, kunstnere, forfattere og sågar økonomer, der har bidraget til fortællingen om "grådighedens årti", der på noget tidspunkt har gjort sig den ulejlighed rent faktisk at søge at underbygge påstanden om, at grådigheden skulle have været større op til 2008 end på andre tidspunkter i de globale kapitalmarkeders historie.

Skåret ind til benet er problemet altså følgende: hvis grådigheden er nogenlunde konstant - dvs. at vi mennesker generelt går rundt og har nogenlunde den samme tendens til grådig adfærd, som vi altid har haft - så kan grådighed af gode grunde ikke forklare den indeværende finanskrise. Man kan finde grådighed moralsk forkasteligt, helt i orden, totalt ligegyldigt eller noget helt fjerde alt efter temperament, men faktum er, at hvis grådigheden er konstant over tid, kan den ikke i sig selv være årsag til enkeltbegivenheder som eksempelvis en finanskrise. Der kan naturligvis være faktorer, der - når de optræder sammen med grådig adfærd - kan forårsage en adfærd på markedet, der er rationel på kort sigt men katastrofal på lang sigt. Men i så fald er det jo netop disse andre faktorer - og ikke grådigheden i sig selv - vi bør interessere os for.

Er menneskets grådighed konstant? Hvis det virker som en kontroversiel påstand, så vil en hurtig bladren i en oversigtsudgave af verdenshistorien demonstrere, at grådighed altid har eksisteret, og det i rigt mål. Hvor ubehageligt det end må være at høre, så ligger grådighed dybt i menneskets natur, ligesom alle mulige andre egenskaber og karaktertræk, gode som dårlige.

At kritisere mennesker for at være grådige er at kritisere mennesker for at være, som mennesker - blandt andet - nu engang er. Og påstanden om, at private aktører i den finansielle sektor skulle have været grådige i en helt særlig grad i årene op til september 2008 savner stadig en underbygning, der består af andet end selve det at blive ved med at fortælle historien.

Erhvervs- og vækstminister Ole Sohn vil få præcis det svar ud af sin ekspertundersøgelse, han søger. Et snævert kommissorium, hvor man allerede har udpeget den årsag, man hævder undersøgelsen skal afdække, virker som en glimrende strategi - hvis man brændende ønsker at få bekræftet sine fordomme. Man kunne omvendt mene, at en ministers fornemste opgave tværtimod var konstant at søge at få testet holdbarheden af sin og regeringens politik.

Eller er politikere bare mere grådige efter kortsigtede gevinster på nogle tidspunkter end på andre?