Monty Python havde en pointe

Både dronningen og statsministeren benyttede en stor del af deres nytårstaler på den økonomiske krise. Men hvor dyb er krisen egentlig og hvor ondt gør den på familien Danmark i forhold til tidligere kriser? Det er selvfølgelig svært at afgøre, for den enkelte husholdning eller virksomhed kan være meget forskelligt ramt, men på samfundsøkonomisk plan, kan man f.eks. måle temperaturen på nogle af de størrelser, som klarest afspejler det brede krisebegreb, nemlig arbejdsmarkedet og boligmarkedet. Og på begge områder er situationen objektivt set bedre i dag end efter kartoffelkuren i slutningen af 1980’erne.

Sådan var det ikke i 90’erne
Således var antallet af tvangsauktioner markant højere dengang end nu, hvor den rekordlave rente er med til at holde hånden under husholdningernes økonomi. I både 1989 og 1990 måtte mere end 11.000 enfamiliehuse sættes på tvangsauktion, mens tallet i år landede på knap 3.000.

Og uanset hvordan ledigheden opgøres - der er tre mål for den herhjemme og den ligger mellem 4,2% og 7,8% - er den betydeligt lavere end i begyndelsen af 1990’erne, hvor den nåede op på næsten 13%. Nogle vil så argumentere for, at beskæftigelsesfaldet er kraftigere i disse år end dengang. Og det er rigtigt, men det må nødvendigvis ses på baggrund af en endnu kraftigere stigning i beskæftigelsen fra 2004-2008. En udvikling som i vid udstrækning kunne tilskrives den eksorbitante (og uholdbare) udvikling på boligmarkedet, og som resulterede i betydelige flaskehalsproblemer, tegn på overbeskæftigelse og en negativ produktivitetsudvikling.

Bælteprygl i septiktanken
Efter denne svada føler jeg mig nærmest som deltager i Monty Python klassikeren, Four Yorkshiremen, hvor Michael Palin & Co. mindes deres elendige barndom, hvor faren tævede børnene i søvn med sit bælte og de boede i en brun pose i en septiktank. Som bekendt slutter sketchen med, at Michael Palin siger: ”Men forsøg at fortælle de unge sådan noget i dag - og de vil ikke tro dig”, hvortil de tre andre samstemmer ”Nope, nope”.

Men jeg er - med fare for at lyde oldnordisk - faktisk ikke i tvivl om, at krisen i slutningen af 1980’erne og begyndelsen af 1990’erne var meget dybere for gennemsnits danskeren end den aktuelle, selvom jeg også godt kan forstå, hvis nutidens unge ikke vil tro mig.

Og det er de i deres gode ret til. Det er nemlig især dem, som har købt ejerboliger til (for) høje priser og nu risikerer at havne i teknisk insolvens. Og det er især dem, som oplever hverdagens jobkrise, hvor kun få nye stillinger bliver annonceret, og det er svært at vinde fodfæste på arbejdsmarkedet. Således er antallet af unge uden job i dag højere end i begyndelsen af 1990’erne. Det havde efter min mening fortjent ekstra opmærksomhed i de ellers glimrende nytårstaler. For set ud fra alle samfundsøkonomiske pejlemærker, herunder den enorme demografiske forsørgerbyrde, som tårner sig op i fremtidens Danmark, har vi ikke råd til at miste en generation på arbejdsmarkedet.