Når ligestilling bliver politisk udsalgsvare

authorimage
BLOGS
Af: Caspar Rose
27. dec 2011
Sjældent har man set sådan en total mangel på ægte politisk vision, som vores kirke og ligestillingsminister Manu Sareen i denne juletid udviser. Ikke nok med at manden som kynisk radikal per definition har en politisk rygrad som en slatten spaghetti, der er villig til at sælge sig selv for den seneste fokusgruppes tilfældige humørsvingninger, så vil han i ”ligestillingens navn”, indføre tvangskvoter i danske privatejede virksomheder.

Manden har en baggrund som integrationskonsulent for Københavns kommune og har således det meste af sit arbejdsliv blevet forsørget af det offentlige, i håbet om at han kunne være med til at vende den negative udvikling. Resultatet er ikke overraskende nedslående.

Integrationen er ikke bare gået i stå, men der hersker simpelthen en parallel lovgivning i visse steder af København. Men heldigvis er dette ikke gået op for den politiske korrekte CSR konsulent, som lever sit trygge liv på Østerbro og aldrig kunne finde på at vise sig i den belastede bydel Tingbjerg, som kun ligge nogle kilometers kørsel væk.

Jeg er sikker på, at Manu Sareen i bund og grund er et fornuftigt menneske, men han er offer for en øget tendens til at levebrødspolitikere, vælger holdning alt efter den seneste vejudsigt, uden at tage hensyn til de danske værdier og grundholdninger, der holder vores samfund sammen. Holdningerne afstemmes efter den seneste meningsmåling, da alt jo er relativt – især for en radikal! At man som radikal har en holdning indtil man har en ny, må være en sag for de mange caffe latte vælgere, især i København.

Men ligefrem at udnævne sig selv som chef for folkekirken, vidner ikke bare om en total uvidenhed om jobbeskrivelsen som kirkeminister, men om en politisk opportunisme, der ikke lader noget tilbage, seneste med et julekort, der ikke måtte betegnes som et julekort.

I udlandet hersker der trods alt en vis respekt om ministertitlen, men i Danmark er politiske kompetencer åbenbart blevet erstattet af ”ungt kød” og politiske opportunister, som ingen kendskab har til dansk erhvervsliv, der kynisk betragtes som en uendelig økonomisk kilde, man bare kan malke til fordel for alt for mange offentlige medborgere på passiv forsørgelse.

Man kan spørge sig selv, hvad hensigten er for denne gruppe af levebrødspolitikere, hvoraf nogle fik et chok, da de fandt ud af, at kontanthjælpsmodtageren ”Carina” faktisk havde flere penge til rådighed end, hvad mange hårdtarbejdende danske har tilbage efter skatte har flået dem.
Levebrødspolitikerne, der oftest er halvstuderende røvere og aldrig har afsluttet deres videregående studier optræder som datidens julemænd. Man fortrænger bevidst, at man fordeler ”others people money”.

Efter legenden så lavede julemanden trods alt det meste af sine gaver i julemandens værksted, men dette fortrænger stræbsomme levebrødspolitikere, der aldrig har haft et reelt job. Man kan jo altid gøre julemanden mere relativ, hvilket jo falder fint i tråd med deres baggrund som generalister i statskundskab, hvilket desværre dækker over en manglende konkret viden om et noget som helst, ud over at have snakketøjet i orden.

Men hvad gør det, når man i sin ærgerrige iver efter magten for magtens egen skyld, gør sig til talsmand for tvangskvoter i danske privatejede danske virksomheder – kvoter er åbenbart ikke længere forbeholdt fisk, men nu også forbeholdt til halvdelen af landets vælgerskare.

Ligestillingsministeren undgår bevidst at skelne mellem lige muligheder og absolut ligestilling. Jeg ser således frem til at ministeren fremsætter lovforslag om lige mange celler i landets fængsler, herberger, behandlingscentre etc. Men sker det mon. Nej, det har ministeren indset, at der ikke er stemmer i, da de virkelige svage aldrig stemmer!
Ejerne af danske virksomheder må naturligvis vælge de kandidater til bestyrelsen, som de anser som bedst egnet – uanset køn.

Manu Sareen fremfører selvsikkert i pressen, at der er masser af kvalificerede kvindelige bestyrelseskandidater i Danmark, men at mændene bevidst holder dem ude. Det er imponerende at en tidligere offentlig ansat ligestillingskonsulent i Københavns Kommune i den grad sidder inde med de vise sten, henset at manden intet aner om dansk erhvervsliv, men i den grad kynisk spekulerer i de mange ”wanna bees” kvindelige vælgere, der ønsker sig en bestyrelsespost, dog uden dette skal tage tiden fra den ugentlige caffe latte komsammen med veninderne.

Kære Manu Sareen, husk på at politik baseres på grundlæggende politiske værdier, der ikke kan sælges som en tilfældig udsalgsvare, alt efter hvordan vejrudsigten i øjeblikket synes mest gunstig i dag.
Profil
Caspar Rose authorimage Caspar Rose er professor på CBS, Institut for International Økonomi og Ledelse. Hans forskningsområder er veldokumenteret i adskillige internationale tidsskrifter og omfatter både selskabsledelse (corporate governance) samt de finansielle markeder og virksomheder. Desuden rådgiver Caspar Rose virksomheder og organisationer inden for områderne: Bestyrelsesledelse, strategisk risikostyring og investeringsstrategi. Caspar Rose underviser bl.a. på CBS executive bestyrelsesuddannelsen, men afholder desuden egne skræddersyede bestyrelseskurser på privat free lance basis.

Caspar Rose har dels en baggrund som jurist (cand.jur.) og økonom (cand.merc. og Ph.D. i finansiering). Caspar Rose har desuden en betydelig praktisk erfaring bl.a. som juridisk konsulent i Dansk Industri samt chefanalytiker i Danske Bank, hvor han har arbejdet med risikostyring.


Twitter

Tidligere bloggere på borsen.dk