Det rette tøj juleaften og nytårsaften

authorimage
BLOGS
Af: Torsten Grunwald
21. dec 2011
Ceremonier er ikke danske mænds stærke side. Alt skal være uformelt, nede på jorden. Barnedåb, bryllup og begravelse håndterer vi egentlig helst i jeans.

Når vi endelig tager en højtidelig lejlighed til os, kammer vi ikke sjældent over i en komisk figur, som kun en nordmand kan overgå os i. Cigarerne er de største, champagneflaskerne de dyreste, og manchetknapperne ligner noget fra filmen Pulp Fiction. Gehøret for traditionen mangler. Vi forveksler de ceremonielle handlinger med banal materialisme.

Den kommende juleaften og nytårsaften kan vi ændre på historien, eller rettere genfinde historien. På tøjsiden kan vi klæde os i kjolesættet, smokingen eller et mørkeblåt jakkesæt.

De tre dragter udgør repertoiret, hvis vi træder ad skønne gamle stier.

Kjolesættet med svalehalen er det fineste aftentøj. Det tager vi på til galla hos dronningen, men altså også gerne juleaften og nytårsaften. Udfordringen er blot, at ingen af os har et kjolesæt. Og hvis blot enkelt mand alligevel vil i kjolesættet juleaften eller nytårsaften, bør alle andre mænd i forsamlingen også bære et kjolesæt. Ellers floves de. Siger man.

Smokingen er straks mere medgørlig. Den har hverken flagrende skøder eller en støvsky af kostume over sig, og så er den mere udbredt. Smokingen er vel det ideelle valg juleaften og nytårsaften, hvis vi i dag vil følge traditionen. Igen er det bare vigtigt, at alle mænd i forsamlingen trækker i smokingen. Ellers ender vi samlet set i visuel muzak.

Det marineblå jakkesæt er smutvejen juleaften og nytårsaften, hvis kjolesættet eller smokingen fremstår som en ekspedition til toppen af Mount Everest. Alle har et jakkesæt, og de fleste en marineblå udgave. Kunsten er at benytte det rigtige tilbehør. Skjorten skal være kridhvid og forsynet med dobbeltmanchetter, som vi kan lukke med et par diskrete manchetknapper, gerne arvestykker. Skoene skal være sorte, og slipset ligeså. I jakkens brystlomme må der sidde et hvidt lommetørklæde. Enkelhed er kodeordet.
Profil
Torsten Grunwald authorimage Torsten Grunwald ved alt om jakkesæt, skjorter, slips og resten af herregarderoben, og på bloggen deler han ud af både aktuelle trends i herremoden og klassiske pejlemærker til det velsiddende jakkesæt og de passende sko til enhver anledning.

Siden 2004 har Torsten Grunwald skrevet om herremode for Børsen. Han driver butikken www.grunwald-true-style.com og udgav i 2014 den anmelderroste bog Den velklædte mand i samarbejde med Peter Lund Madsen. Bogen bærer samme navn som Grunwalds egen blog om god tøjstil, www.denvelklædtemand.dk.

Få Torstens indlæg
som RSS-feed her




 
Tidligere bloggere på borsen.dk