Finanskrisen og de rigeste 1%

Der er et budskab, som er blevet gentaget om og om igen af såvel demonstranterne i den amerikanske 'Occupy Wall Street'-bevægelse som af fremtrædende danske politikere på venstrefløjen. Budskabet er, at de rige er blevet rigere efter finanskrisen og har ladet middelklassen og de fattigste om at betale regningen.

Demonstranterne i 'Occupy Wall Street' har læst på lektien i hvad der kunne have været et fag med titlen 'Spin og politisk kommunikation for begyndere' i 90'erne: 'Stay on message', som det hed - eller på almindelig dansk: bliv ved med at gentage dit politiske budskab, langt ud over det punkt, hvor du selv er træt af at høre det, så skal det nok sive ind hos vælgerne. De rigeste 1% er vedholdende blevet fremstillet som legemliggørelsen af kapitalistisk ondskab på jord, holdt op imod de resterende 99%, der står på gaden og fryser med regningen fra finanskrisen i hånden.

I Danmark har denne historie ikke været overladt til demonstranter på gaden. Omkring Grundlovsdag i år - mens de endnu var i opposition - var statsminister Helle Thorning-Schmidt og udenrigsminister Villy Søvndal rejsende i det samme budskab om, at de rige - ofte omtalt som 'de rigeste' eller 'de allerrigeste' - har undgået at betale deres del af regningen for finanskrisen - hvordan man så ellers finder ud af, hvor stor den 'regning' er, og hvordan den bør deles.

At gentage et budskab om og om igen gør det som bekendt ikke mere sandt - om end den, der gentager det, med tiden kan blive overbevist om dets sandhed. Steven Kaplan, professor i økonomi ved University of Chicago, har regnet på den rigeste procent af amerikanernes andel af de samlede indkomster og fortalt om sine resultater til bl.a. New York Times [http://nyti.ms/uk9lf7]. Det viser sig - formentlig til overraskelse, og muligvis til fortrydelse for 'Occupy Wall Street', Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal - at den rigeste procentdels andel af de samlede indkomster i USA er faldet fra 23% i 2007 til 17% i 2009. Indenfor gruppen af de 1% rigeste er den enkeltes gennemsnitsindkomst faldet med knap 1/3. Således tjente den rigeste procent markant mindre i 2009 end i 2007 sammenlignet med resten af befolkningen.

Det er der intet overraskende i. Som Megan McArdle skriver i magasinet The Atlantic [http://bit.ly/pQutqf], behøver man blot at overveje konsekvenserne af en fabrik, der må lukke under en økonomisk krise, for henholdsvis en ansat på fabrikken og fabriksejeren. Hvis du som ansat mister dit job, står du foran et hårdt år eller to, før du igen finder et nyt job til en løn, der meget vel kan risikere at være lavere. Hvis du derimod ejer fabrikken vil der gå adskillige år, før du kommer bare i nærheden af den indkomst, du havde før, og det er meget sandsynligt, at det aldrig kommer til at ske.

Her er det altafgørende ikke at begynde at drage konklusioner om, at det er mere 'synd' for den ene end for den anden. Godt nok lider fabriksejeren klart det største økonomiske tab ved fabrikkens lukning, til gengæld rammer den fabriksansattes nedgang i indkomst denne langt hårdere end fabriksejeren i forhold til at klare dagen og vejen. Pointen her handler ikke om, hvem det er mest synd for. Pointen er, at indkomstforskellen - eller den økonomiske ulighed, om man vil - mellem fabriksejeren og den ansatte bliver betydeligt mindre som følge af fabrikslukningen.

Hvis man skal forsøge at sætte en overskrift på, hvad der i særlig grad rammer mennesker med lavere uddannelsesniveau - ikke mindst ufaglærte arbejdere - er det globalisering. De resourcestærke, veluddannede og mobile nyder godt af globaliseringen, fordi de kan udnytte deres specifikke, eftertragtede talenter på flere markeder rundt om i verden. De mindre uddannede bliver til gengæld udsat for et større konkurrencepres, idet de pludselig skal konkurrere med billigere udenlandsk arbejdskraft om de samme jobs. Dertil kommer, at den teknologiske udvikling især rammer ufaglærte arbejdere, idet introduktionen af nye maskiner og robotter gør deres arbejdskraft overflødig i forhold til den pågældende funktion.

En økonomisk krise med et omfang og en intensitet som den nuværende rammer over en bred kam. Der er intet belæg for at hævde, at de rige går fri eller bare rider videre på en bølge af vækst, ingen andre oplever. Det er for så vidt ganske simpelt: jo mere man investerer og handler på markedet, jo større er ens økonomiske tab, når markedet styrtdykker. Derfor er der intet som helst mystisk i Steven Kaplans beregninger af den rigeste procents fald i indkomst: det er, ganske enkelt, en logisk konsekvens af krisen. Hvis man derfor ønsker sig mere økonomisk lighed - som både 'Occupy Wall Street'-bevægelsen, den danske statsminister og den danske udenrigsminister generelt synes at være meget optagede af - så skal man blot håbe på mere økonomisk krise nu, og flere af dem i fremtiden. Så reduceres uligheden helt af sig selv.