Aflysning af dansk bankkrak

I den seneste tid har en række hedgefunde spredt det budskab i offentligheden, at Danmark kan det blive det næste land i rækken af lande, som oplever en banknedsmeltning. Der er peget på, at de danske bankers aktiver udgør 454 procent af Danmarks BNP, sammenlignet med USA, hvor tallet kun er 90 procent af BNP.

Den amerikanske hedgefund Luxor nævner eksempelvis, at en håndfuld store danske banker, inklusiv Nordea sidder på næsten to tredjedel af de samlede aktiver i landet. Hedgefundene udtaler desuden, at dette i sidste ende kan føre til spekulation mod det danske realkreditsystem.

Konklusionen er bare fuldstændig forfejlet. Hedgefundene er sure over, at der gælder et forbud mod short selling af finansielle aktier, således at de ikke kan score en enorm gevinst, hvis bankenes aktiekurser faldt brat i Danmark.

Forbudet kan desværre omgås, men problemet ligger i at nogle hedgefunde har en interesse i at sprede skræk og rædsel på de finansielle markeder, som kan resultere i en selvforstærkende effekt, således at de danske banker uforvarende kan komme i økonomiske problemer f.eks. i forbindelse med funding.

Selv hvis man antog at tallene var korrekte, og ignorerede ufuldstændige datagrundlag og målefejl, er der en ganske simpel forklaring på, hvorfor den amerikanske banksektor ikke har den store betydning som i mange andre store lande som Tyskland og Japan. De amerikanske banker har siden aktiekrakket i 1929 altid været relativt svage, da man tvangsopsplittede bankerne op i henholdsvis investment -og commerical banks.

De amerikanske virksomheder har ikke som f.eks. i Tyskland en Hausbank, som står for det meste af kapitaltilførslen til virksomheden. Amerikanske virksomheder opnår derimod i højere grad finansiering via egenkapital dvs. via aktiemarkedet og via udstedelse af virksomhedsobligationer, hvilet er forklaringen på at tallet er så lavt for USA.

Det er korrekt, at en håndfuld at de største banker sidder på størstedelen af de danske udlån, men det er netop ikke de største banker som har vist svaghedstegn, hvilket bl.a. fremgår at de seneste europæiske stresstests. De danske banker som er havnet i Finansiel Stabilitet er mindre og mellemstore banker, som lider under en alt for stor eksponering over for ejendomssektoren, hvilket de nu må betale prisen for.

Den danske stat arbejder endvidere på at identificere en række af de største danske, som er af så vital betydning at de ikke må gå ned dvs. too big to fail. Disse banker vil sandsynligvis blive mødt med højere kapitalkrav og et mere intenst tilsyn, så spørgsmålet er allerede adresseret på en fornuftig måde.

Alle danske banker står over for store udfordringer de kommende år, men at tale om at Danmark er på randen af et islandsk bankkrak nærmer sig et forsøg på kursmanipulation, da det intet har på sig. Dette gælder i særdeleshed kritikken af det danske realkreditsystem, som har bevidst at være bund solidt under hele krisen, hvilket især kan tilskrives det helt unikke danske balanceprincip.

Budskabet er derfor, at man bør tage udtalelserne fra disse hedgefunde, hvis motiver det er umuligt at gennemskue med et stort gran salt. Det kan godt være at en enkelt eller to af de mindre banker går ned i de kommende par år, men systemet som helhed er grundlæggende langtidsholdbart.