Danmarks Liberale Parti?

Tilbage i rollen som oppositionsparti efter 10 år i regering og med en socialdemokratisk ledet regering, der er kommet imponerende dårligt fra start, står Venstre i en oplagt position til at formulere en ny borgerlig-liberal vision for fremtidens Danmark. I en situation, hvor Venstre - indtil landsmødet 19-20. november - har holdt lav profil i mediebilledet og i stedet ladet regeringen stege i sine egne personsager og beskyldninger om løftebrud, er partiet nu oppe på en tilslutning fra hver tredje vælger i nogle meningsmålinger. Det svarer til en fremgang på omkring 6 procentpoint siden folketingsvalget 15. september - lige godt et halvt procentpoint om ugen i gennemsnit. I december sidste år var partiet nede og kysse 20 procent i tilslutning; enkelte målinger viste endda under 20 procent. I grove tal har Venstre altså haft en fremgang på omkring 50% på under et år. Vi lader billedet stå et øjeblik, altimens partiformand Lars Løkke Rasmussen soler sig i rosen fra baglandet, og regeringen fortsætter med at gøre sig selv til genstand for ny kritik som dagene går.

På den ene side kunne denne situation forlede Venstres partiledelse til at køre videre efter devisen: "If it ain't broke, don't fix it". På den anden side har Lars Løkke Rasmussen aldrig haft større opbakning i sin tid som formand til at tage den ærlige, reformivrige tråd op fra sin prisværdige nytårstale 1. januar i år. Man kunne fristes til at citere en bemærkning fra dengang i 2002, hvor VK-regeringen stadig var ung, og hvor dansk politik stadig lå for Anders Fogh Rasmussens fødder. Som Peter Kurrild-Klitgaard, professor i statskundskab og kommentator ved Berlingske, dengang opsummerede sin kritik af VK-regeringens mangel på borgerlige-liberale visioner i en kronik i Jyllands-Posten (21. september 2002): "Hvis tiden ikke er til liberale visioner og reformer nu, hvornår kan vi så forestille os, at den nogensinde skulle blive det?"

Vi spoler tilbage til nutiden og besøger Venstres landsmøde 2011, weekenden 19-20. november. Scenen er Odense Congress Center, og reportere kan berette om en selvsikker Lars Løkke Rasmussen, der hyldes med stående ovationer af sit politiske bagland. Den store søndagstale benytter formanden til at udstikke partiets kurs de kommende år, sammenfattet i form af 'fem offensive sigtelinjer for Venstre - og for Danmark' [http://bit.ly/uXGj0L]. De fem sigtelinjer er, for god ordens skyld:

- Reformer for velfærd
- Velfærd med frihed
- Flere skal med
- Et konkurrenceklart samfund
- Danmark aktivt i verden

En stille, semantisk undren, inden vi kommer til indholdet: kan en 'sigtelinje' være offensiv? Er det ikke snarere målsætninger, der er mere eller mindre offensive - eller defensive? En sigtelinje angiver nu engang en retning, og siger ikke i sig selv noget om, hvor langt, man gerne vil i den retning. Løkke påpegede selv i søndagstalen, at han ikke vil sætte konkrete tal på i denne omgang. Fair nok - Rom blev ikke bygget på én dag. Det betyder til gengæld, at vi ikke på nuværende tidspunkt kan vurdere, om sigtelinjerne rent faktisk er offensive, idet der ikke angives nogen målsætninger. 'Flere skal med' - men hvor mange flere? Skatten skal ned, et hovedpunkt under 'reformer for velfærd' - men hvor meget skal den ned? Angående sænkning af skattebyrden indikerer Løkke dog en grænse for ambitionsniveauet: "Spørger I mig, om jeg vil lave Danmark om til et lavskatteland, så er mit svar nej."

Det kan man så kaste hænderne i vejret eller banke hovedet i bordet over. Det overordnede mål for Venstres nye strategi, som den foreligger efter landsmødet, står imidlertid klart: Danmark skal fortsat være 'mulighedernes samfund', og den afgørende forudsætning herfor er velfærdssamfundets bevarelse. Lars Løkke Rasmussen har udstukket en politisk linje for Venstre, hvor man ikke tør sige 'frihed' og 'ansvar' uden samtidig at sige 'tryghed', og hvor man ikke tør sige 'rigdom' uden at sige 'rimelighed'. Summa summarum: Venstres strategi er fortsat at satse på at sælge det lette budskab om velfærd frem for det svære budskab om frihed.

Hvordan man end vender og drejer Lars Løkke Rasmussens søndagstale ved landsmødet er der således ikke meget nyt i tonerne om en mindre offentlig sektor, og om at det skal kunne betale sig at gå på arbejde. Det ville derimod være en ny udvikling, hvis Venstre denne gang formåede at sætte handling bag ordene. Partiet kan naturligvis ikke gøre dette uden en koalition af medvirkende folketingsmedlemmer, der tilsammen udgør mindst 90 mandater. Men som VKs regeringsperiode fra 2001 til 2011 tydeligt viser, så gør man det ganske svært for sig selv at omsætte en politisk kurs til virkelighed, hvis frygten for ikke at kunne tælle til 90 gør, at man bliver bange for sin egen ideologiske skygge.

Uanset hvordan brættet gøres op står én konklusion imidlertid klar i lyset af de politiske resultater for VK-regeringerne 2001-2011: større sikkerhed i ministertaburetterne og flere år ved magten - som man muligvis opnåede med en pragmatisk, midtsøgende kurs baseret på små skridt fremfor store - gør ikke nødvendigvis, at man får mere af sin politik gennemført. Sammenholdt med nytårstalen 1. januar 2011 rummer den politiske kurs, Lars Løkke Rasmussen udstak på Venstres landsmøde, et potentiale for med regeringsmagten i hånden at kunne realisere en større del af de velfærds- og arbejdsmarkedsreformer, som danske og internationale fagøkonomer over en bred kam har anbefalet i årevis. Alene af snusfornuftige, økonomiske årsager vil det derfor være i den enkelte danskers langsigtede interesse, at Lars Løkke Rasmussen får større held end sin forgænger på formandsposten med at gøre den offentlige sektor mindre og skatterne lavere. Spørgsmålet er, om Venstre er klar til at gøre alvor af sit fulde partinavn: Venstre - Danmarks Liberale Parti? Og, kunne man tilføje, med endnu en reference til Kurrild-Klitgaards kronik fra 2002: Hvis ikke nu, hvornår så?