Er luksus kriminelt?

”De rige har det bare sjovere”, sagde snobberne Fritz og Poul i det danske satireprogram Rytteriet. Og tilsyneladende har de det så sjovt, at det er faldet landets skattemyndigheder for brystet.

For i kampen mod sort arbejde har SKAT fået grønt lys fra Skatterådet (Danmarks øverste ligningsmyndighed) til at kontrollere danskere, hvis ”forbrydelse” består i, at de har købt en rejse til over 50.000 kr. Helt konkret har SKAT - med Skatterådets tilladelse - kontaktet en række rejsebureaer, som så har været forpligtet til at udlevere ellers fortrolige oplysninger om deres kunder.

Ret skal være ret, og selvfølgelig kan en retsstat som den danske ikke tolerere sort arbejde eller for den sags skyld en sort paralleløkonomi. Men ud fra principielle betragtninger kan og bør vi heller ikke tolerere, at myndighederne går på fiskeriekspedition hos rejsebureauer, bundtmagere eller bilforhandlere, for herefter at trawle alle dem op til kontrol, som har købt en vare, der overstiger en vis pris.

Det er ganske enkelt en retssikkerhedsmæssig falliterklæring, hvis man som lovlydig borger risikerer at havne i SKATs søgelys, bare fordi man har det, som myndighederne opfatter som et luksuriøst privatforbrug? Bliver det næste så, at den bryllupsdag man netop har fejret på Restaurant NOMA automatisk afføder en invitation til torskegilde hos SKAT? Eller at man ikke længere kan købe en pels, en bil eller et nyt køkken uden at blive underlagt skattekontrol?

For ikke at tale om retsstillingen for de erhvervsdrivende, som nu bliver tvunget til at udlevere ellers fortrolige oplysninger om deres kunder. Hvordan forestiller SKAT og Skatterådet sig lige, at et ”Tak for handlen – nu sender jeg lige dine oplysninger til SKAT” kan bidrage til god kundeloyalitet? SKATs nye kurs rammer dermed ikke kun de personer, som kontrolaktionen er rettet mod, men rammer også direkte ind i rejsebureauernes forretningsmodel. Den stigende tendens til at involvere virksomheder, i hvad der minder om efterforskning af borgerne, er et alvorligt skred, der ikke kun tvinger virksomheder og civilsamfund til at agere myndighed, men også underminerer den tillid, der er nødvendig mellem borger og virksomhed og i civilsamfundet i det hele taget.

Hvis SKAT har en konkret mistanke mod en borger, skal SKAT selvfølgelig have mulighed for at forfølge og undersøge denne mistanke. Men denne beføjelse er altså mange gange overskredet, når man lægger et fiskegarn ud i et rejsebureau for at fange alle dem, som har købt sig en rejse til over 50.000 kroner. Typisk for sådanne fiskeriekspeditioner er da også, at langt de fleste borgere har rent mel i posen, fordi skatteålene for længst har opdaget maskerne i garnet og er draget over grænsen for at købe deres rejse der. Det man ”fanger” er altså alle de lovlydige borgere og et par enkelte små skidtfisk.

Retssikkerhedsmæssigt er det af principiel betydning, at SKAT tilgår danskerne i respekt for, at langt de fleste af os er lovlydige borgere, som har ret til på egne præmisser at råde over vores privatøkonomi uden, at denne individuelle råderet par tout skal føre til en kollektiv mistænkeliggørelse. SKATs nye praksis og jagt på sorte penge og luksus er derfor ikke kun et voldsomt indgreb i borgernes privatsfære og virksomhedernes forretningsførelse, som kan opfylde enhver skattekontrollørs drømme. Det sender samtidig et kraftigt signal om, at borgerne og erhvervslivet er til for staten. Ikke omvendt.