Hvem skal nu betale

På samme måde som Jasminrevolutionen har fejet regime efter regime af banen i den arabiske verden, er statsgældskrisen godt i gang med at luge eftertrykkeligt ud i europæisk politik. Først faldt Papandreou i Grækenland, så røg Berlusconi i Italien, og flere kan være på vej. Den gode nyhed er, at der nu også i de sydeuropæiske lande er et berettiget håb om, at der er bedre tider på vej. Udnævnelsen af nye teknokratregeringer, ledet af internationalt respekterede økonomer, betyder, at den nødvendige opstramning af finanspolitikken og implementeringen af de påkrævede strukturreformer, som på sigt vil bringe landene tilbage på økonomisk fode, kan gennemføres med en langt højere grad af troværdighed end, hvis det var folkevalgte politikere, som stod i spidsen for projektet.

Den dårlige nyhed er, at der alligevel ikke er faldet ro over de finansielle markeder, som jo notorisk har en noget kortere tidshorisont end politikere. Usikkerheden har tværtimod spredt sig til endnu flere lande, og renten er steget yderligere. På den måde kan krisen blive selvforstærkende, fordi landene risikerer at havne i en gældsfælde, som ingen normale økonomisk politiske instrumenter kan bane vejen ud af. Men nationalstater plejer alligevel at have en sidste udvej. De kan nemlig ty til hjælp hos deres nationalbank, som typisk har status som ’lender of last resort’. Eller sagt med andre ord: Nationalbanker kan trykke pengesedler og opkøbe de statsobligationer, som markederne ikke vil kendes ved. Problemet er, at der er stor risiko for, at der på denne måde skabes inflation, og at landets valuta bliver devalueret. Men risikoen kan alligevel være værd at tage, for hvad er alternativet? Og i den aktuelle gældskrise har centralbankerne i såvel USA som Storbritannien og Japan foretaget storstilede opkøb af statspapirer for at holde gang i økonomierne.

Tysk inflationsfrygt
Men sådan er det ikke i eurozonen. ECB er nemlig ikke lender of last resort, og er ikke bemyndiget til at udstede seddel og mønt for at købe statsobligationer. Så de gældsplagede europæiske lande har et problem her og nu. Godt nok køber ECB spanske, græske og italienske statsobligationer i stor stil for at holde renten nede. Men det skal huskes, at banken kun må handle via obligationsmarkederne og samtidig skal sørge for at neutralisere den udvidelse af pengemængden, som opkøbene foranlediger. Ellers er der risiko for, at inflationen stiger – og en gang imellem kan det være godt at minde sig selv om, at ECBs eneste mandat faktisk er, at sikre, at inflationen forbliver lav, hvilket defineres som tæt ved men under to procent. Dette er videreførelsen af den gamle tyske pengepolitik, som har været domineret af inflationsfrygt siden årene med hyperinflation under Weimarrepublikken. Endvidere har ECB den efter min mening helt korrekte grundholdning, at det ikke er bankens opgave at redde politikerne ud af deres selvforskyldte gældssuppedas. At have en lender of last resort opfordrer jo nærmest politikerne til at udvise uansvarlighed, fordi der altid kommer nogen og betaler for dem.

Revolutioner tvinges af omstændighederne
Alligevel virker det som om, at ECB i praksis er ved at ændre standpunkt, tvunget af omstændighederne og for at forhindre en ny systemisk finanskrise. De højtstående tyske medlemmer af ECB’s styrelsesråd Axel Weber og Jürgen Starks beslutning om at forlade banken i utide kan måske ses som tegn på, at der også er en lille revolution undervejs i ECB. Nemlig at banken (langsomt) bevæger sig i retning af at blive en rigtig ’lender of last resort’. Det eneste sikre er, at det i givet fald vil kræve en traktatændring og betydelige tyske modkrav til finanspolitikken, som sikkerhed for, at inflationsspøgelset ikke igen vil vise ansigtet frem i Europa.