Hanged by mistake

”Regeringen vil styrke indsatsen mod multinationale selskaber.” Sådan lød overskriften på den pressemeddelelse, som Skatteministeren sendte ud til landets redaktioner fredag den 29. oktober, og som bl.a. indeholder et forslag om, at selskaber – store som små – fremover skal åbne deres skattebøger, så vi alle kan få indblik i, hvad de betaler i skat.

Selvom forslaget altså rammer alle selskaber, er det primære formål – ifølge skatteminister Thor Möger Pedersen – ”også” at få de multinationale selskaber til at betale skat. En melding der ikke kan tolkes på anden vis, end at selskaberne – efter hans mening – svindler og bedrager. Man kan så blot undre sig over, hvorfor SKAT ikke blot fører sag mod disse selskaber og beviser deres snydagtige adfærd. Danmark har trods alt verdens strengeste dokumentationskrav i Tranfer Pricing sager, og har siden 90´erne strammet selskabsskattereglerne igen og igen. Skraber man ind til benet er forslaget – og ikke mindst hans begrundelse herfor – næppe heller andet end et klassisk eksempel på, at tro sættes over bevisets stilling i en moderne fortolkning af middelalderens heksejagter.

Frem for at sætte alle selskaber under anklage for skattesnyd burde ministeren i stedet nærlæse SKATs egen ”Handlingsplan for multinationale selskaber”. Her konkluderes det eksempelvis, at intet tyder på, at Danmark går glip af et ellers berettiget selskabsskatteprovenu, ligesom det konkluderes, at det danske niveau for ikke-betalende selskaber svarer til det internationale niveau. I det hele taget er det værd at tage i betragtning, at andelen af multinationale selskaber, der betaler skat til Danmark, er højere end andelen blandt de ikke-multinationale. Alt dette fremgår af SKATs egne tal.

For at fuldende billedet bør det også haves in mente, at selvom de multinationale selskaber kun udgør ca. 3 pct. af samtlige aktive selskaber i Danmark, så betaler de over 50 pct. af den samlede selskabsskat. Derudover genererer de ca. hver 5. arbejdsplads i den private sektor. Selskabsskatten – som altså kun udgør ca. 6,5 pct. af statens samlede indtægter, mens personskatterne udgør ca. 50 pct. – er således ikke i sig selv et pejlemærke for, om man bidrager til det danske samfund. Deres største bidrag består i de arbejdspladser, som de genererer.

Summa summarum er, at ligesom vi som samfund ikke har råd til at negligere et eventuelt skattesnyd, så har vi heller ikke råd til at føre en ideologisk krig mod de multinationale selskaber og kriminalisere disse uden belæg for, at selskaber snyder i skat. Slet ikke når vi ser på, at der er i 2010 var et historisk stort gab mellem investeringerne ind og ud af landet på næsten 400 milliarder. Ifølge de seneste tal fra Nationalbanken beløb de danske investeringer i udlandet sig således til 1094 milliarder kroner i 2010, mens de udenlandske investeringer i Danmark løb op i 705 mia. kroner.

Et andet forslag er, at det fremover skal være ulovligt at betale sin håndværker og andre leverandører kontant. Alle betalinger på over 10.000 kroner skal ske elektronisk, hvis vi vil undgå at blive gjort til medskyldige i sort arbejde. Dermed er det ikke kun vores egne skattebetalinger, vi fremover er ansvarlige for, men også for vores leverandørers skattebetalinger, selvom vi netop hylder et princip om, at man ikke er ansvarlig for andres handlinger og undladelser. Som forbruger er man således ikke ansvarlig for, om købmanden overholder lukkelovens åbningstider, eller om restaurantens råvarer er købt sort. Og sådan bør det også forblive med at være. Sort arbejde er allerede ulovligt og i visse tilfælde strafbart for den, der udøver det. At stille krav om, at man er medskyldig i sort arbejde, hvis man ikke samtidig efterlader sig et elektronisk spor, er derfor en retssikkerhedsmæssig glidebane og den direkte vej til et uønskeligt overvågningssamfund.

Uanset hvordan man vender og drejer det, så er både forslaget om åbne skattebøger for selskaber og elektroniske betaling af sin håndværker udtryk for, at der er ved at ske et retssikkerhedsmæssigt paragdigmeskifte indenfor skatteretten. Fremover er man ikke længere uskyldig indtil andet er bevist. De nye forslag betyder tværtimod, at både virksomheder og borgere i udgangspunktet anses for at have medvirket til ulovligheder, medmindre de på offentlige hjemmesider og elektroniske arkiver kan vise noget andet.

Omvendt bevisbyrde er således ”hot”, mens princippet om, at man er uskyldig indtil andet er bevist, er ”not”. Ikke sært hvis man får associationer til det Vilde Vesten, hvor en gravsten i Tombstone, Arizona bærer inskriptionen ”hanged by mistake”