Dansk finanspolitik ved en skillevej

Den nylig tiltrådte regering har allerede fået hvedebrødsdagene spoleret på flere fronter. Den besynderlige sag om Henrik Sass Larsens sikkerhedsgodkendelse; udenrigsminister Villy Søvndals overraskende bløde linje overfor Kina ved mødet med den kinesiske udenrigsminister; og en statsminister, der grundet EU-topmøder om euroens fremtid og Grækenlands selvskabte økonomiske problemer ikke har kunnet prioritere ledelsen af sin regering, for blot at nævne nogle af de mest medieomtalte udfordringer.

Vender vi blikket fra Kina og EU imod Danmark og dansk indenrigspolitik, er der imidlertid én substantiel udfordring for den nye regering, der overskygger alle andre i dette efterår - som det i øvrigt typisk gælder for den til enhver tid siddende regering på denne tid af året: Næste års finanslov. Finansloven er den danske stats husholdningsbudget, og den er derfor ikke kun interessant for politisk interesserede, men i høj grad også for erhvervslivet og vælgerne generelt, idet vi alle kommer til at mærke konsekvenserne af finanslovens udformning. Med en ny regering ved roret bliver det kun endnu mere interessant at se, hvordan dennes første finanslov kommer til at se ud, og hvilken overordnet retning, den kommer til at udstikke for regeringens økonomiske politik de kommende år.

Samfundsøkonomien sammenlignes ofte med en kage: Alle vil gerne have et stykke af kagen - og helst så stort et stykke som muligt. På den anden side sætter kagens størrelse en naturlig grænse for, hvor mange og hvor store stykker, der kan uddeles. Hvis vi for et øjeblik accepterer denne forsimplede sammenligning og sætter offentlig velfærd lig med lagkage, er konklusionen for den traditionsrige restaurant "Danmark" klar: Det hele ser måske fint ud på overfladen, men i baglokalet truer alvoren. Forretningen hænger simpelthen ikke sammen. Skiftende køkkenchefer (statsministre) bliver ved med at beordre generøse stykker lagkage serveret for restaurantens gæster, altimens skiftende dessertkokke (finansministre) længe har været klar over alvoren. Der bliver simpelthen serveret alt for store stykker lagkage til prisen.

Økonomerne i DREAM-gruppen har således i flere omgange på vegne af tænketanken CEPOS beregnet, hvor meget en gennemsnitlig nyfødt vil komme til at trække på den offentlige sektor igennem sin levetid. Hver eneste gang siden DREAM-gruppen første gang foretog denne beregning for CEPOS i begyndelsen af 2007 har resultatet været negativt i størrelsesordenen 600-900.000 kr. En gennemsnitlig nyfødt dansker trækker altså mere på den offentlige sektor end vedkommende betaler i skatter og afgifter gennem sin levetid. Dette grundlæggende holdbarhedsproblem i dansk finanspolitik formåede VK-regeringen aldrig at gøre op med på trods af megen snak om gennemgribende reformer af velfærdsstaten. Den danske velfærdsmodel har således længe været uholdbar på lang sigt og er det fortsat den dag i dag - reformer af dagpenge, efterløn mv. til trods.

Der kan være mange årsager til, at mere gennemgribende reformer ikke er blevet gennemført: Angst for (midter-)vælgernes reaktion, modstræbende støttepartier og forligspartnere, og en bevidst strategi om reformer i et tempo, hvor befolkningen kan følge med - også kendt som "de små skridts politik" - er blot nogle af de bud, der har været fremført. Uanset hvilken årsag, man hæfter sig ved, står regeringen med finansminister Bjarne Corydon som forhandlingsleder overfor et klart valg i forbindelse med forhandlingerne om næste års finanslov: Vil man fra regeringens side fortsætte med at dele store stykker lagkage ud på trods af, at dessertkokken adskillige gange har råbt til køkkenchefen, at han er ved at løbe tør for alt: bunde, bær, flødeskum? Eller tør man fortælle vælgerne, at køkkenet simpelthen ikke kan følge med, og at alle må nøjes med mindre stykker til samme pris - og at nogle helt kommer til at undvære? Livet er, som bekendt, ikke lutter lagkage.

Det mere interessante spørgsmål på længere sigt er naturligvis, hvordan dessertkokken får flere bunde og mere flødeskum, så han kan bage flere og større lagkager. Hvorvidt ARF-regeringen fremover vil fokusere på at servere så store stykker lagkage som muligt, eller om den i stedet vil kaste kræfterne ind i en grundlæggende reorganisering, som gør restauranten Danmark til en rentabel forretning, må tiden vise. Dilemmaet er imidlertid krystalklart: Hvis man ikke har modet til at gøre nogle kunder utilfredse på kort sigt, vil man komme til at gøre endnu flere utilfredse på lang sigt. Spørgsmålet for den til enhver tid siddende politiske ledelse er, om man selv vil påtage sig ansvaret for sådanne upopulære beslutninger i håbet om dermed at bidrage til en fremgang, man selv kan nå at tage æren for - eller om man udskyder pinen, forkæler sine venner for lånte penge, og lader ens efterfølger arve gælden.