Skadeligt når danske erhvervsikoner udflages

authorimage
BLOGS
Af: Caspar Rose
18. okt 2011
G4S’s køb af danske ISS, er endnu et i rækken af udenlandske opkøb, hvor det danske hovedkontor nedlægges og størstedelen af virksomhedens aktiviteter flyttes til udlandet. Spørgsmålet er, om denne tendens udover at give aktionærerne i de opkøbte virksomheder en betydelig gevinst, er til fordel for det samlede danske samfund. Meget tyder på, at dette ikke er tilfældet.

Når vi taler om danske erhvervsklenodier, er det desværre ofte forkert varebetegnelse, da mange af de virksomheder vi anser, som en del af den danske erhvervsmæssige kulturarv, i praksis kun har en ringe tilknytning til landet.

I tilfældet ISS, så er arbejdsstyrken globalt set på størrelse med 10 % af den samlede danske befolkning, hvilket i sagens natur betyder, at selskabets aktiviteter næsten udelukkende sker uden for landets grænser. ISS er et godt eksempel på, at virksomhedernes aktiviteter befinder sig der, hvor den økonomiske vækst findes dvs. langt væk fra Danmark. I tilfældet Danisco, så var hovedkvarteret godt nok placeret ved Københavns Havn, men både aktionærbasen og omsætningen var særdeles global.

Den stigende tendens til, at danske erhvervsklenodier sælges til udlandet, er samlet set udtryk for en sørgelig udvikling. Faren er, at Danmark bliver reduceret til en ligegyldig filial i et net af stadig større multinationale koncerner. Når hæderkronede danske virksomheder udflages, mister Danmark flagskibe, som kan fungere som rollemodeller for den øvrige underskov af driftige virksomheder.

Uden danske flagskibe med videnstunge arbejdspladser samlet i hovedkontoret, mindskes efterspørgslen efter kvalificeret dansk arbejdskraft. Samtidig vil de solgte virksomheder ikke længere engagere sig i samfundsdebatten i Danmark, hvilket er uheldigt, da deres input er vigtigt for at forbedre rammebetingelserne for dansk erhvervsliv.

Salget af ISS bør være en øjenåbner for danske politikere, da opkøbet udstiller landets erhvervsmæssige svaghed, som består af en giftig kombination af lav produktivitet og alt for høje lønninger. Den nye regering har talt meget om, at danskerne skal uddanne sig mere for at fremtidssikre den økonomiske vækst, men hvad skal man sige til alle disse unge velkvalificerede mennesker, når de største danske virksomheder er opkøbt og hovedkontoret befinder sig så langt væk som i Singapore?

Løsningen er, langt mere fokus fra politikernes side på at forbedre virksomhedernes rammevilkår dvs. færre regler og byrder, kombineret med et mere fleksibelt arbejdsmarked, der kan styrke dansk erhvervsliv. Målet er at gøre dansk erhvervsliv dyrt for udenlandske opkøb, da høje priser på virksomheder afspejler et stærkt og veldrevet erhvervsliv.

I den forbindelse er det samtidig værd at bemærke, at de danske vedtægtsmæssige overtagelsesværn såsom A og B aktier, ejer og stemmelofter etc. faktisk kan være til gavn for danske virksomheder og det danske samfund.

Hvem vil foruden ganske få verdensfjerne forskere, som lever hele livet i et elfenbenstårn, ønske at se hæderkronede danske virksomheder, som Novo Nordisk, A. P. Møller Mærsk og Carlsberg osv. solgt til en udenlandsk kapitalfond. Svaret må være et åbenbart nej. Netop disse virksomheder er kendetegnet ved, at de ikke kan blive offer for en fjendtlig overtagelse.

Men uden bedre rammevilkår vil danske virksomheder også i fremtiden være et let bytte for udenlandske opkøb, så den eneste medicin der virker, er fokus på konkrete initiativer, der kan forbedre danske virksomheders konkurrencekraft, så udlandet simpelthen ikke har råd til at rippe landet for de mest veldrevne virksomheder.
Profil
Caspar Rose authorimage Caspar Rose er professor på CBS, Institut for International Økonomi og Ledelse. Hans forskningsområder er veldokumenteret i adskillige internationale tidsskrifter og omfatter både selskabsledelse (corporate governance) samt de finansielle markeder og virksomheder. Desuden rådgiver Caspar Rose virksomheder og organisationer inden for områderne: Bestyrelsesledelse, strategisk risikostyring og investeringsstrategi. Caspar Rose underviser bl.a. på CBS executive bestyrelsesuddannelsen, men afholder desuden egne skræddersyede bestyrelseskurser på privat free lance basis.

Caspar Rose har dels en baggrund som jurist (cand.jur.) og økonom (cand.merc. og Ph.D. i finansiering). Caspar Rose har desuden en betydelig praktisk erfaring bl.a. som juridisk konsulent i Dansk Industri samt chefanalytiker i Danske Bank, hvor han har arbejdet med risikostyring.


Twitter

Tidligere bloggere på borsen.dk