I aftes var en smuk aften

Det er sjældent, man må lægge sig i fosterstilling, overgive sig og ikke have andet at klamre sig til, end den oplevelse der omgiver én lige nu og her. Valgaftenen 2011 begavede mig med denne oplevelse.

I stedet for at følge slagets gang på Christiansborg, deltog jeg i Thomas Helmigs første koncertaften af en række hen over efterårets kommende måneder. Forudsigeligt repertoire som i hans og mine unge dage, ventede mig som så mange gange før. Troede jeg.

AUTENSITET LEDERE KAN LÆRE NOGET AF
I aftes blev jeg klogere på, hvad udvikling er, når den manifesteres i sin mest uindpakkede, rå og nøgne udgave af virkeligheden. I aftes (gen)lærte jeg, hvad forandring og fornyelse i sin grundform består af. Og på denne aften blev jeg påmindet, hvad jeg selv og andre ledere i dansk erhvervsliv aldrig må glemme i samværet med andre mennesker, som vi ønsker at sætte autentisk i svingning.

Efter første halvleg af oplevelsen, var min sjæl spaltet i to. Jeg anede ikke, i hvilken mundvig jeg skulle lade min kødklump tage hvile og gøre antræk til en eller anden form for retorisk reaktion. Havde jeg ikke vidst, det var Thomas, havde jeg næppe genkendt mit ungdomsidol. Jeg måtte i sandhed både kikke og lytte efter af flere omgange, førend jeg var overbevist om, at det var ham. Vi var vidner til en aldrende, spinkel og indsunket mand med bedekrans om halsen, tætsiddende trætte krøller og et par røgfarvede brilleglas slynget omkring øjnene, således de grå rander netop blev skjult. Hans drak urtete og undgik vist kun lige at vådte sit velklippede over- og fipskæg, når han kontrolleret rakte ud efter koppen og lod den finde vej til musiksprækken. Gamle og nye numre blev præsenteret med en sårbarhed, smerte og smidighed, jeg ikke kunne placere i samme ramme som ham fra fortiden. Det var underligt frastødende, men jeg elskede det. Fremmet men genkendeligt. En mærkværdig fong af alt og intet. Det var næsten umuligt at forholde mig til, men det gjorde noget væsentligt ved mig. Jeg måtte opleve anden halvleg for at finde vej gennem min nysgerrighed og opdage, hvad jeg ikke havde fundet frem til endnu.

TIØREN FALDER SOMMETIDER I ENØRER
Og da slog det mig – få numre inde i anden andagt – at aftens kunster var blevet alt i et med det han før var god til, og nu med mesterlig præcision og fortolkning overleverede, så det satte sig i kødet på alle os andre. Nogle af numrene havde vi hørt 100 måske 1000 gange før. Den samme plade igen og igen, uden at det gjorde den store forskel. I aftes formåede et menneske at forenkle og fin-tune et budskab der før var ord i musikalsk form, men nu efterlod en finurlig følelse og oplevelse af, at have noget seriøst på sinde, vi andre måtte lære noget afgørende af.

Det er skæppe skønt at sidde tilbage og føle sig positivt bevæget, besejret, befalet.
Jeg blev overrasket, taget med storm og udsat for noget, jeg ikke havde formodet.
I al sin enkelthed bevidner det her, at det ikke er det man siger eller gør, men måden man siger og gør det på, der afgører om noget batter eller ikke gør det.

Det var en vidunderlig oplevelse, jeg kun kan opfordre andre at opsøge.

Og så slap jeg endda for at se rødt.