Av min ejendomsret

Den private ejendomsret er en fundamental menneskeret, som ingen – heller ikke staten – er hævet over. Alligevel stillede Socialdemokratiet og SF i går en fremtidig garanti for, at ingen børnefamilier fremover skal risikere at blive sat ud af deres bolig, hvis S og SF kommer til magten.

En garanti som umiddelbart kan forekomme sympatisk, da de færreste har lyst til at hive tæppet væk under børn, som måske også på andre områder er underlagt et svigt. Men også en garanti som udgør et væsentligt indgreb i den private ejendomsret. For hvad er ejendomsretten værd, hvis en udlejer ikke – i overensstemmelse med lejelovens ellers restriktive regler – kan sætte en lejer ud, såfremt denne efter gentagne opfordringer stadig ikke har betalt sin husleje?

Hvis vi skaber et samfund, hvor det er risikofrit ikke at betale enhver sit, er det samtidig adgangsbilletten til et anarkistisk slaraffenland, hvor man selv bestemmer om ens penge skal gå til charterferie, fladskærm eller altså husleje. Og forestil dig den trappeomgang, hvor familien ”første til højre” dropper huslejen (de kan jo ikke blive smidt ud) og i stedet tager familien på ferie i Thailand og køber en ny fladskærm, mens familien ”første til venstre” slidsomt passer sit arbejde for at betale den husleje, som ikke kun tilgodeser udlejers rettigheder, men som også udtrykker respekt for både en selv og de børn, som jo er dem S og SF vil tilgodese. På sigt kan man godt forestille sig, at også familien på ”første til venstre” hellere vil til Thailand end at betale deres husleje. Navnlig når de opdager, at det ingen konsekvenser har, men derimod kan være økonomisk fordelagtigt.

Med S og SF´s garanti er der intet andet incitament end moral til at betale sin husleje. Man må derfor håbe, at garantien til de danske børnefamilier er udtryk for valgkampsfeber, og ikke et ønske om, at de som undlader at betale husleje, skal stilles bedre, end de som troligt betaler deres leje.

Kaster man et blik i krystalkuglen, kan man imidlertid godt blive i tvivl om, hvorvidt S og SF – flankeret af Enhedslisten og de Radikale - helt har forstået det med ejendomsrettens ukrænkelighed. De fire partier har således et forslag på tegnebrættet, som vil indebære, at landets 98 kommuner skal kunne tildele socialt udsatte borgere lejligheder i privates ejendomme, herunder i private ejendomsselskaber, andelsboligforeninger og ejerforeninger. Den kommunale anvisningsret gælder uanset om ejerne accepterer en indskrænkning af deres ellers ukrænkelige ejendomsret.

Forslaget skal sikre, at ikke kun borgere med fast arbejde får anvist bolig i de socialt udsatte områder, men også at ressourcesvage borgere kan få anvist bolig i mere velfungerende områder. I de hidtidige debatter har Folketinget været delt i to lejre. Blå blok som mener, at en kommunal anvisningsret er uforenelig med den private ejendomsret. Og rød blok der bakker op om forslaget. I tilfælde af et regeringsskifte må det derfor anses som sandsynligt, at forslaget bliver til virkelighed.

De nævnte forslag afspejler en politisk tendens til, at indskrænkninger i ejendomsretten ikke kun bliver gennemført, hvor de er nødvendige. Men også hvor der er politisk og populistisk opbakning.

De to forslag - garantien til børnefamilierne om, at de trods manglende huslejebetalinger ikke risikerer at blive sat på gaden, samt forslaget om kommunal anvisningsret til private ejendomme – er dermed klare eksempler på, at politikerne ikke altid udøver den magt, de har, med den fornødne respekt for de rettigheder, som de forvalter.