Fedtafgift er et bureaukratisk selvmål

Det kan godt være, at den i forbindelse skattereformen indførte fedtafgift reducerer mængden af fedt i bøfferne (selvom der også er dem, der sår tvivl om dette), men til gengæld feder den også godt op under mængden af administrative byrder hos virksomhederne. Som det blev beskrevet i Børsen og Jyllands Posten den 24. august, skal de nemlig igen til at forholde sig til nye og komplicerede regler, ændre og udvikle nye systemer, og bruge mandekræfter på at kontrollere de mange udenlandske varer. Regeringens fedtafgift er dermed endnu et eksempel på, hvordan Folketinget med den ene hånd drysser flere regler, krav og afgifter ud over det danske erhvervsliv, samtidig med at de med den anden hånd giver udtryk for at ville lette de mange administrative byrder for virksomhederne

Regeringen fremsatte i 2001 et mål om at reducere de administrative byrder for virksomhederne med 25 %. Det mål er nået, når man tager udgangspunkt i den af Regeringen anvendte AMVAB-metode. Men ser man derimod på, hvordan virksomhederne oplever byrdeniveauet, tegner der sig et andet billede. En Greens analyse viser eksempelvis, at trods Regeringens ambitioner og AMVAB-målingernes resultat, så oplever virksomhederne, at byrderne er steget. Et kig på multimedieskatten viser da også, at selvom den i følge lovens forarbejder skulle være administrativ neutral for erhvervslivet, har den alligevel affødt 73 henvendelser om fortolkning til Skatterådet, samt en voldsom kritik, fordi virksomhedernes oplevelse af loven altså ikke harmonerer med forarbejdernes tese.

One, in - One, out: Når en byrde indføres, skal en anden fjernes
Administrative byrder er en af de væsentligste udfordringer for erhvervslivet, navnlig i en tid hvor det er afgørende, at virksomhederne bruger kræfterne på deres kerneaktiviteter og på at skabe vækst. Risikoen er, at man politisk driver virksomhederne ud af landet eller tvinger dem til at dreje nøglen om, hvis de rammes af for mange ressourcekrævende og besværlige regler.

De administrative byrder udgør implicit en konkurrenceforvridning i forhold til små og mellemstore virksomheder, som sættes under endnu større pres af de mange regler, end hvad der gælder i forhold til større producenter. En undersøgelse fra Europakommissionen viser nemlig, at hvis en stor virksomhed skal bruge 1 EUR pr. ansat for at løse sine lovgivningsmæssige forpligtelser, så skal en lille virksomhed bruge op til 10 EUR for at løse samme administrative problemer. På den måde kan en afgift, som fedtafgiften, tvinge mindre virksomheder til at lukke eller opgive deres vækstambitioner.

En håndsrækning til erhvervslivet kunne være at indføre samme princip, som man har i England. Nemlig princippet om ”One-in, One-out”. Et princip, der betyder, at hver gang man indfører én ny regel, der resulterer i byrder for erhvervslivet, skal man samtidig afskaffe en tilsvarende ligeså byrdefuld regel. I England har princippet om One-in, One-out allerede sparet erhvervslivet for 26 mia. kr. per år i administrative byrder. Hvis bare vi gjorde det halvt så godt i Danmark, ville man kunne spare erhvervslivet for 1,8 mia. kr. årligt. Penge som virksomhederne i stedet kunne anvende til at skabe vækst, innovation og produktivitet.

Retssikkerhedsmæssige plusser
Regeringen har selv fremsat forslag til at lette virksomhedernes byrder yderligere ved at indføre et tre-årigt regelstop for små- og mellemstore virksomheder. Det vil imidlertid forfordele små virksomheder på bekostning af de store, og medfører dermed både konkurrenceforvridning, ligesom det er i strid med grundlæggende lighedsprincipper. Det er ganske enkelt en retssikkerhedsmæssig glidebane at indføre differentieret lovgivning for forskellige grupper, og vil i værste fald få virksomhederne til at spekulere i at forblive små, selvom der - også indenfor de første tre år - var vækstpotentiale for noget større. Grundlæggende kan man da også stille spørgsmålstegn ved, om en regel som kan undværes i tre år, i det hele taget ikke er helt unødvendig?

Danskere og det danske erhvervsliv bliver vært år \"bombarderet\" med nye regler og bekendtgørelse. I 2001 var antallet 1.084, mens det i 2010 var 1.647. De mange nye regler udgør i sig selv en administrativ byrde, men udgør også et retssikkerhedsmæssigt problem. Derfor er det også interessant, at siden princippet om One, in - One, out blev indført i England, er antallet af fremsatte lovforslag reduceret med 70 pct. Frem for en politisk kultur præget af reguleringsiver, er der i stedet skabt en kultur præget af reguleringstilbageholdenhed.

Regeringen bør derfor bekæmpe ”overvægten” af byrdefulde regler ved at indføre princippet om One-in, One-out, i stedet for at skyde virksomhederne flere sten i skoen.