Overvurderede ratingbureauer
På forsiden af dagens udgave af Politiken får man et overraskende ærligt, men ikke særlig flatterende indblik i ratingbureauers arbejdsmetoder og overfladiskhed.
Det har næppe været Standard & Poor\'s hensigt, men konsekvensen af den indsigt, vi som borgere utilsigtet dermed får, bør give anledning til endnu flere reflektioner over, om pressen, samfundet og de internationale finansmarkeder tillægger disse ratingbureauer alt, alt for stor vægt og betydning - så stor betydning, at de gentagne gange med deres hel- og halvkvalificerede rating-udmeldinger har sendt alvorlige chokbølger gennem de internationale økonomier, der potentielt har skadet forskellige landes økonomiske situation.
HIstorien i Politiken vil forhåbentlig få S&P til at græmmes, fordi man ved en enkelt telefonsamtale og på et vidensgrundlag om dansk økonomi og politik hos den pågældende ratinganalytiker der er tyndere end en gennemsnitsdanskers, finansielt har blåstemplet en rød regering uden at vide, hvad denne regering har tænkt sig at gøre økonomisk efter valget.
En journalist fra Politiken får den oplagte, journalistiske idé at kontakte et ratingbureau for at teste Claus Hjort Frederiksens påstande om, at en rød regering, der skrinlægger tilbagetrækningsreformen, vil få ratingbureauerne til at nedgradere Danmarks kreditværdighed fra det nuværende AAA - til skade for renteudviklingen og dermed for de danske boligejere.
Og journalistens indsats giver pote, for i stedet for at S&P konstaterer, at S&P\'s arbejde naturligvis er baseret på omfattende og tilbundsgående analyser af de enkelte landes eller virksomheders økonomier, og som man ikke bare lige kan klare over en snak i telefonen, afslører ratinganalytikeren fra S&P, at der ikke er nogen grund til at nære tillid til ratingbureauernes arbejde - fuldstændig som USA også hævdede, da landets kreditværdighed blev nedgraderet, i øvrigt til stor skade for den finansielle stabilitet i verden.
Ratinganalytikeren fra S&P bliver af Politikens journalist bedt om at forholde sig til, om Danmarks økonomiske \"street credibility\" vil forblive den samme under en rød regering:
\"Det vil jeg mene i den aktuelle situation. Hvis jeg ikke tager fejl, var oppositionen i spidsen for den foregående regering, og dengang havde Danmark også en AAA-rating. Lige nu er vores rating baseret på en forventning om stabilitet,\" siger ratinganalytikeren.
Nærlæs lige det citat.
Det vidner om mangel på seriøsitet hos både S&P og i pressen, for man kan læse ud af analytikerens udtalelser, at han knap nok aner, om Danmark havde en rød regering før denne. Han kender derfor næppe Nyrup-regeringens økonomiske politik og dermed heller ikke forskellen til den, som Helle Thorning vil føre. Alligevel giver han - tilsyneladende helt uden at den nødvendige indsigt og viden - stort set et løfte om, at Danmark ikke skal frygte for at få kreditværdigheden sat ned. Venstrehåndsarbejde.
Historien falder negativt tilbage på både S&P og på Politiken, for når man analyserer S&P-medarbejderens udsagn, burde Politiken have udvist nødvendig kildekritik og vurderet, at S&Ps udtalelser var komplet utilstrækkelige til den valgte vinkel på historien, og at analytikeren tydeligvis er uden tilstrækkeligt kendskab til de faktiske forhold. At Politiken gør historien til avisens tophistorie, vidner om et politisk valg frem for et journalistisk. Den var ikke gået på journalisthøjskolen.
Skal man fremhæve det gode ved historien, er det, at omverdenen bliver gjort opmærksom på, at man har tillagt ratingbureauernes arbejde alt for meget opmærksomhed.
Det vil gavne verdens økonomi, hvis både pressen, politikere og de finansielle markeder holdt op med at hoppe og springe over den mindste udmelding fra disse bureauer. For dagens artikel i Politiken viser, at den betydning fortjener de ikke.
Og samme konklusion kan man i øvrigt drage over en betydelig del af aktieanalytikerkorpset med deres Excel-ark, langt væk fra virkelighedens verden og fra Pandoras reelle forretning og salgstal. Mange kloge-åger må have røde ører for tiden - både aktieanalytikere og ratingbureauer.
Det har næppe været Standard & Poor\'s hensigt, men konsekvensen af den indsigt, vi som borgere utilsigtet dermed får, bør give anledning til endnu flere reflektioner over, om pressen, samfundet og de internationale finansmarkeder tillægger disse ratingbureauer alt, alt for stor vægt og betydning - så stor betydning, at de gentagne gange med deres hel- og halvkvalificerede rating-udmeldinger har sendt alvorlige chokbølger gennem de internationale økonomier, der potentielt har skadet forskellige landes økonomiske situation.
HIstorien i Politiken vil forhåbentlig få S&P til at græmmes, fordi man ved en enkelt telefonsamtale og på et vidensgrundlag om dansk økonomi og politik hos den pågældende ratinganalytiker der er tyndere end en gennemsnitsdanskers, finansielt har blåstemplet en rød regering uden at vide, hvad denne regering har tænkt sig at gøre økonomisk efter valget.
En journalist fra Politiken får den oplagte, journalistiske idé at kontakte et ratingbureau for at teste Claus Hjort Frederiksens påstande om, at en rød regering, der skrinlægger tilbagetrækningsreformen, vil få ratingbureauerne til at nedgradere Danmarks kreditværdighed fra det nuværende AAA - til skade for renteudviklingen og dermed for de danske boligejere.
Og journalistens indsats giver pote, for i stedet for at S&P konstaterer, at S&P\'s arbejde naturligvis er baseret på omfattende og tilbundsgående analyser af de enkelte landes eller virksomheders økonomier, og som man ikke bare lige kan klare over en snak i telefonen, afslører ratinganalytikeren fra S&P, at der ikke er nogen grund til at nære tillid til ratingbureauernes arbejde - fuldstændig som USA også hævdede, da landets kreditværdighed blev nedgraderet, i øvrigt til stor skade for den finansielle stabilitet i verden.
Ratinganalytikeren fra S&P bliver af Politikens journalist bedt om at forholde sig til, om Danmarks økonomiske \"street credibility\" vil forblive den samme under en rød regering:
\"Det vil jeg mene i den aktuelle situation. Hvis jeg ikke tager fejl, var oppositionen i spidsen for den foregående regering, og dengang havde Danmark også en AAA-rating. Lige nu er vores rating baseret på en forventning om stabilitet,\" siger ratinganalytikeren.
Nærlæs lige det citat.
Det vidner om mangel på seriøsitet hos både S&P og i pressen, for man kan læse ud af analytikerens udtalelser, at han knap nok aner, om Danmark havde en rød regering før denne. Han kender derfor næppe Nyrup-regeringens økonomiske politik og dermed heller ikke forskellen til den, som Helle Thorning vil føre. Alligevel giver han - tilsyneladende helt uden at den nødvendige indsigt og viden - stort set et løfte om, at Danmark ikke skal frygte for at få kreditværdigheden sat ned. Venstrehåndsarbejde.
Historien falder negativt tilbage på både S&P og på Politiken, for når man analyserer S&P-medarbejderens udsagn, burde Politiken have udvist nødvendig kildekritik og vurderet, at S&Ps udtalelser var komplet utilstrækkelige til den valgte vinkel på historien, og at analytikeren tydeligvis er uden tilstrækkeligt kendskab til de faktiske forhold. At Politiken gør historien til avisens tophistorie, vidner om et politisk valg frem for et journalistisk. Den var ikke gået på journalisthøjskolen.
Skal man fremhæve det gode ved historien, er det, at omverdenen bliver gjort opmærksom på, at man har tillagt ratingbureauernes arbejde alt for meget opmærksomhed.
Det vil gavne verdens økonomi, hvis både pressen, politikere og de finansielle markeder holdt op med at hoppe og springe over den mindste udmelding fra disse bureauer. For dagens artikel i Politiken viser, at den betydning fortjener de ikke.
Og samme konklusion kan man i øvrigt drage over en betydelig del af aktieanalytikerkorpset med deres Excel-ark, langt væk fra virkelighedens verden og fra Pandoras reelle forretning og salgstal. Mange kloge-åger må have røde ører for tiden - både aktieanalytikere og ratingbureauer.
Profil
Tidligere bloggere på borsen.dk
- Adam Estrup
- Alexandra Krautwald
- Anne E. Jensen
- Anne H. Steffensen
- Annette Franck
- Bo Bejstrup Christensen
- Bo Overvad
- Britta Schall Holberg
- Carl Holst
- Carsten Boldt
- Caspar Rose
- Casper Hunnerup Dahl
- Cecilia Lonning-Skovgaard
- Christian Engelsen
- David Munk-Bogballe
- Eelco van Heel
- Eric Ziengs
- Erik Høgh-Sørensen
- Esther Dora Rado
- Frank Lansner
- Gitte Winther Bruhn
- Hans Fogtdal
- Helge J. Pedersen
- Henriette Kinnunen
- Henrik Franck
- Henrik Funder
- Imran Rashid
- Jan Al-Erhayem
- Jan Bau
- Jens Balle
- Jens Ole Pedersen
- Jesper Boelskifte
- Johan Hygum Hillers
- Kaj Høivang
- Karim Ben M'Barek
- Karl Iver Dahl-Madsen
- Katerina Pitzner
- Keld Zornig
- Kersi F. Porbunderwalla
- Kim Ege Møller
- Kim Pedersen
- Kim Rud-Petersen
- Klaus Lund
- Knud Erik Andersen
- Kristian Hansen
- Lars Barfoed
- Lars Sander Matjeka
- Lars-Christian Brask
- Lasse Birk Olesen
- Line Rosenvinge
- Lisbet Røge Jensen
- Mads Lundby Hansen
- Martin Rasmussen
- Mette de Fine Licht
- Mette Mikkelsen
- Michael Stausholm
- Michael Winther Rasmussen
- Michael Winther Rasmussen
- Mikkel Grene
- Mikkel Krogsholm
- Mikkel Kruse
- Morten Sehested Münster
- Nikolaj Stenberg
- Nils Thygesen
- Per Hansen
- Richard Quest
- Rune Wagenitz Sørensen
- Steen Bech Andersen
- Steen Thomsen
- Steffen Hedebrandt
- Stina Vrang Elias
- Susanne Møllegaard
- Susanne Møllegaard
- Teis Knuthsen
- Thomas Harr
- Tim Vang
- Tobias Lau
- Torben Tolst
- Torsten Grunwald
- Tove Holm-Larsen
- Ulrik Heilmann
- Yasmin Abdel-Hak