Skæv professor-anbefaling

Århus-professor Michael Svarer kommer normalt med fornuftige anbefalinger om arbejdsmarkedsreformer. Men i fredagens Berlingske rammer professoren skævt. I debatten om vækstpakker fremfører Michael Svarer, at effekten på væksten er større ved øget offentlige forbrug sammenlignet med skattelettelser. Det er en meget kortsigtet betragtning, som man må undre sig over. Og man må ikke håbe, at politikerne som led i en vækstpakke lytter til rådet og ansætter flere medarbejdere i verdens største offentlige sektor.

En forøgelse af det offentlige forbrug er typisk en varig udgift. Det offentlige forbrug er meget løntungt, og det er svært at forestille sig, at man ansætter offentligt ansatte midlertidigt i 2012 for så at afskedige dem igen 1. januar 2013. Michael Svarers anbefaling risikerer derfor at sætte sig i varige udgifter og dermed en permanent belastning af de offentlige finanser. Når udgiftsstigningen på et tidspunkt skal finansieres, bliver det formentlig gennem højere skatter. Det er velkendt, at skattestigninger indebærer et forvridningstab i form lavere arbejdsudbud. Derfor vil den samlede øvelse reducere velstanden på lang sigt. Det er i særdeleshed et problem i et land, der gennem mange år har haft lav vækst, og som ifølge OECD står til at få den 4 . laveste økonomiske vækst frem mod 2026. Det er derfor en meget kortsigtet analyse, der ligger til grund for Michael Svarers anbefaling.

Mere generelt kan man spørge, om prioriteringen mellem skattelettelser og øgede offentlige udgifter virkelig skal afgøres af, hvilket instrument der er mest velegnet til at puste aktiviteten op på meget kort sigt. Jeg troede, at universiteternes lærebøger siger, at man skal foretage en omhyggelig analyse af de langsigtede fordele og ulemper ved policy-forslag, herunder et forslag om at øge verdens største offentlige forbrug. Og man skal også huske ulemperne.

Efter knap 2 årtier, hvor det offentlige forbrug er vokset ukontrollabelt (med et budgetskred siden 1993 på ca. 90 mia. kr.), er der noget, der tyder på, at der omsider i 2011 vil ske en overholdelse af budgetmålsætningen. Det ville være synd at sætte dette over styr for at ansætte nogle ekstra offentligt ansatte i ét år (og hvad skal de forresten lave?). Der er brug for, at de offentlige udgifter som andel af BNP kommer ned på et holdbart niveau efter, at det offentlige forbrug løb løbsk i bl.a. kriseårene 2009 og 2010, hvor den samlede udgiftsvækst blev dobbelt så stor som budgetteret.

Michael Svarer bliver også taget til indtægt for, at man skal fremrykke offentlige investeringer. Jeg undrer mig også over denne anbefaling.
Så sent som i 2009 og 2010 har vi gjort os nogle ganske dårlige erfaringer med netop fremrykning af offentlige investeringer. Disse erfaringer bør man ikke ignorere eller overse. I 2009 og 2010 lagde VK-regeringen op til en vækst i de offentlige investeringer på 30 pct. Det var en rekordstor vækst, men den realiserede vækst blev kun på 12 pct. i de to år. Når investeringerne ikke kom i gang, skyldes det bl.a., at det ofte tager tid at planlægge investeringer, ligesom der skal foretages nabohøringer, licitationer, ændres i lokalplan mv. Så måske kommer de investeringer, der ikke er realiseret i 2009 og 2010 i gang i 2011 og 2012. Det svækker også argumentet for en ny fremrykning. Herudover kan investeringspengene i 2009 og 2010 være brugt på andre ting. Vi har nemlig set, at der i årene 2009 og 2010 fandt en sand offentlig jobfest sted. Det offentlige forbrug voksede i alt med knap fire pct. de to år, og der blev ansat 27.000 ekstra offentligt ansatte. Væksten i driftsudgifterne var dobbelt så stor som planlagt de to år. Meget tyder på, at »stimulipengene« har sat sig i varige udgifter og bidraget til at øge det strukturelle underskud. Og det slås vi med i dag, og har ikke råd til et lignende eksperiment igen.

Og vi har andre dårlige erfaringer med offentlige investeringer. I 1993/94 kom investeringerne heller ikke i gang, da Nyrup ville fremrykke offentlige investeringer. Investeringerne kom først i gang omkring 1996, da der var mangel på arbejdskraft. Det var ret uheldigt. I USA har Obama heller ikke kunnet få gang i de fremrykkede offentlige investeringer. Han måtte bittert i efteråret 2010 konstatere, at der ikke var de ”spadeklare” investeringsprojekter, han havde regnet med.

Jeg har ikke noget imod offentlige investeringer, men jeg synes omvendt heller ikke, det er noget succeskriterie, at de stiger. Man skal lave de investeringer, der er lønsomme, og så hverken mere eller mindre. Erfaringerne viser imidlertid, at det ikke kan lade sig gøre (eller er overordentligt svært) at flytte rundt på investeringerne mellem årene, selvom politikerne gerne vil. På en måde er det jo godt, for det ville også være foruroligende hvis fx planlægningen af en vej eller en skole eller et hospital lige pludselig shortcuttes for at lave tingene med det samme, i stedet for i den takt det nu tager for at sikre et ordentligt resultat.