Nyt lovforslag tenderer til symbollovgivning

Omkostningsgodtgørelse i skattesager indebærer, at hvis en person får Landsskatterettens eller domstolenes ord for, at SKAT har begået en fejl, så kan personen få dækket de udgifter til advokater eller revisorer, som har været nødvendige at afholde for at bevise sin ret. På den vis udgør omkostningsgodtgørelse et retssikkerhedsmæssigt værn mod, at man som borger kan risikere at lide et økonomisk tab ved at vinde en sag over SKAT. I hvert fald kan det være svært at glæde sig over at få medhold i et skattekrav på 100.000 kroner, hvis udgifterne forbundet med at få ret, beløber sig til 200.000 kroner.

Derfor var det også et retssikkerhedsmæssigt tilbageskridt, da regeringen i forbindelse med skattereformen i 2009 afskaffede selskaber og fondes mulighed for at få omkostningsgodtgørelse. End ikke i de tilfælde, hvor selskabet havde vundet en sag i Landsskatteretten, men alligevel blev hevet videre til domstolene af Skatteministeriet, med udsigt til millionudgifter i advokatbistand, var det muligt at få dækning for disse \"tvangspålagte\" udgifter. Så frem for at gøre sin ret gældende, stod selskaber og fonde nu i den situation, at inden de påklagede en ellers forkert afgørelse fra SKAT, så var de nødt til at vurdere om skattekravet overhovedet kunne bære de mange udgifter til retsafgifter, advokatbistand, intern administration mv., som er forbundet med at køre en længerevarende skattesag. Risikoen var, at SKATs forkerte afgørelser stod til troende, og fortsat dannede grundlag for en forkert praksis også i andre sager. Omkostningsgodtgørelse har dermed også en afgørende retssikkerhedsmæssig præventiv effekt, som lovgiver helt så bort fra, da de afskaffede selskaber og fondes mulighed for omkostningsgodtgørelse.

Heldigvis er der nu ved at blive rådet bod på den retssikkerhedsmæssige mangel, som skattereformen medførte for selskaber og fonde. Skatteministeriet har nemlig sendt et ny lovforslag i høring, som vil genindføre omkostningsgodtgørelse for selskaber og fonde i to tilfælde. For det første skal de have mulighed for at få dækket deres udgifter, hvis enten Skatterådet eller Landsskatteretten udmelder syn og skøn. Og for det andet skal man ikke længere risikere at lide et tab, hvis det er Skatteministeriet, der indbringer ens sag for domstolene, og man også her får medhold i, at SKAT har begået en fejl.

Trods disse to positive initiativer, så tenderer Skatteministeriets nye lovforslag alligevel til symbollovgivning. For ser man bort fra syn og skønssagerne, så indbringer Skatteministeriet kun mellem 7-13 skattesager for domstolene årligt. Disse sager er oven i købet fordelt på både personskattesager (som allerede er omfattet af reglerne om omkostningsgodtgørelse) og på selskabsskattesager. Til sammenligning indbringer skatteyderne flere hundrede sager for domstolene om året. Med andre ord, den del af lovforslaget som yder omkostningsgodtgørelse, hvis en sag bliver indbragt på Skatteministeriets initiativ, vil kun gavne ca. en håndfuld selskaber og fonde årligt, eller kun en brøkdel af alle de skatteretssager, der bliver ført ved domstolene.

Men uanset symbollovgivning eller ej, så er det et grundlæggende retssikkerhedsmæssigt problem, at de selskaber, som selv tager ansvar for deres skattesag og indbringer en forkert afgørelse for domstolene, fortsat skal være afskåret fra at få omkostningsgodtgørelse, selv hvis de vinder sagen. En sådan retsstilling - hvor man skal betale for SKATs fejl - er både en krænkelse af den generelle retsfølelse, og indebærer samtidig risiko for, at principielle sager ikke bliver ført. For hvorfor skal man gøre sin ret gældende, hvis man efterfølgende står tilbage med et økonomisk tab til sagkyndig bistand? Konsekvensen er, at SKAT vil fortsætte sin forkerte praksis også i andre sager. Fra et retssikkerhedsmæssigt perspektiv bør det afgørende for omkostningsgodtgørelse derfor ikke være, hvem der indbringer sagen, men derimod om man har retten på sin side eller ej.

Det paradoksale er, at mens selskaber og fonde med det nye lovforslag fortsat skal være afskåret fra at få dækket deres udgifter til sagkyndig bistand, hvis de vinder en sag over SKAT på eget initiativ, så viser interne tal fra Skatteministeriet, at Skatteministeriets egne udgifter til bistand i retssager stiger markant. Skatteministeriet bruger således over 50 pct. så mange ressourcer på ekstern rådgivning per skatteretssag, end hvad skatteyderne gør. Med den ene hånd opruster de således deres egne juridiske kompetencer, mens de med den anden lægger sten i vejen for, at selskaber kan få den fornødne sagkyndige bistand i skattesager. Det skaber en retssikkerhedsmæssig og økonomisk ubalance mellem selskaber og fonde på den ene side og SKAT på den anden, som ikke vil blive mindre efter et eventuelt regeringsskifte, hvor både S og SF ønsker at opruste SKATs kompetencer på skatteområdet.

Hvis ikke det fremover skal blive Davids kamp mod Goliat, må man håbe på, at det verserende lovforslag bliver udvidet, så ingen danskere - hverken selskaber, fonde eller personer - skal risikere at lide et økonomisk tab, når SKAT begår en fejl mod dem.