Er tilliden til de mindre danske banker i fare?

Ratingbureauet Standard & Poors har for nyligt offentliggjort en analyse der konkluderer, at 15 danske banker højst sandsynlig vil krakke inden for de næste tre år og som kan medføre et samlet tab på op mod 12 mia. kr. Selvom analysen ikke engang er et worst case scenarium, er der grund til at være særdeles forbeholden over for konklusionen.

Baggrunden for at ratingbureauerne farer så hårdt frem og sågar overvejer at nedgradere verdens største økonomi er, at ratingbureauerne har været under ekstrem politisk pres i de seneste år efter finanskrisen. Årsagen er, at de under finanskrisen så i gennem fingre med de spekulative amerikanske strukturerede realkreditprodukter. Ideen byggede groft sagt på, at man ved at ”skære kagen” i mindre stykker efter investorernes risikopræferencer, kunne opnå en større kage.

Standard & Poors har taget udgangspunkt i en række økonomiske nøgletal samt udtalelser fra Finanstilsynet, men bureauet vurderer ikke selve kvaliteten af kreditbøgerne i de enkelte pengeinstitutter bl.a. værdien af panterettigheder, garantier etc.

At vurdere en banks sundhedstilstand er langt fra en objektiv videnskab, men nøgletal såsom udlånsvækst, eksponering over for ejendomme og landbrug, udlån i forhold til indlån, nedskrivninger etc. plejer at være gode indikatorer. Problemet opstår dog, når man vægter disse nøgletal lige og skal udpege, hvilke banker der er sunde og hvilke som højst sandsynlig går ned inden for de nærmeste år.

Nok er 11 danske pengeinstitutter krakket, hvilket må siges at være et relativt højt tal for et lille land som Danmark, men det skyldes i høj grad den måde vi har indrettet systemet på til at redde de nødlidende banker. Der er med andre ord intet stærkt incitament for de sunde banker til at redde de mindre sunde banker, der har taget for store risici, primært i relation til ejendomsmarkedet.

Dog har Standard & Poors en vigtig pointe, nemlig at under den nuværende bankpakke 3, har ingen af de sunde banker som nævnt noget incitament til at overtage banker i vanskeligheder, inden de krakker. Dette er et faktum, som de seneste par års bankhistorie har vist.

Der er ingen af de store banker på nær Nykredit, som overtog Forstædernes bank, der har trådt til inden de gik galt. Derimod venter især de store banker bare på, at de små går ned med flaget for derefter at købe bankens sunde kunder for en slik, især deres filialnet.

Danmark er et af de få lande, hvor ikke bare aktionærer og garanter kan risikere at tabe alle deres penge, men også indskydere risikerer at miste hele deres indestående ud over 750.000 kr. Denne drastiske fremgangsmåde kan ikke andet føre til, at vi i Danmark accepterer at flere pengeinstitutter går ned sammenlignet med udlandet, hvor regeringerne i højere grad holder hånden under deres egne banker.

Konsekvensen er, at de danske banker må betale en højere rente, når de skal funde sig i de kommende år, når statens penge skal betales tilbage, hvilket må siges at være særdeles uheldigt.

Det er desuden forståeligt, at de store banker som Danske Bank, Nordea, Jyske Bank og Sydbank, som alle fik topkarakterer i den seneste stress test, er godt trætte af at betale for oprydningen i nogle få, men ganske usunde banker. Men der er imidlertid intet alternativ til den ”solidariske” måde at redde de danske banker på, da det i modsat fald vil underminere tilliden til hele det danske finansielle system.

Mit budskab er derfor, at nok står de mindre danske pengeinstitutter over for store udfordringer i fremtiden, men grundlæggende er de danske pengeinstitutter mindst lige så sunde, som deres udenlandske konkurrenter, hvilket ikke bør svække tilliden til de mindre danske pengeinstitutter.

Det eneste som kan få korthuset til at kollapse, er hvis den danske økonomiske vækst ikke kommer op i gear i de kommende år. Man kan således kun håbe på, at politikerne på begge fløje, har øjnene stift rettet mod at sikre væksten i samfundet, frem for at fordele den allerede eksisterende velfærd.