Næste gang slår vi hinanden ihjel

authorimage
BLOGS
Af: Anne E. Jensen
05. jul 2011
I det kommende halvandet år skal EUs statsledere blive enige om EUs budgetramme frem til 2020. Det er ikke nogen let opgave, for alle tænker på, hvor lidt man kan slippe med at betale, og hvor meget man kan få ud af systemet. Man står overfor en svær forhandling, fordi 27 lande alle skal komme ud som vindere. Og alle tænker det samme: Jeg vil have mine penge tilbage!

Derfor var det et længe ventet udspil EU-Kommissionen kom med i denne uge, da det præsenterede sit oplæg til EUs budget for 2014-2020. Der er lagt op til markante ændringer både i forhold til hvad EU bruger penge på, og hvorfra indtægterne skal hentes. Forslaget indeholder langt mere godt end skidt.

Op til præsentationen af forslaget, har det fra politikere i mange medlemslande lydt, at når medlemsstaterne skal spare skal EU gøre det samme. Udsagnet om nationale besparelser skal imidlertid tages med en ret så stor skovlfuld salt.

For det første udgør EUs budget kun omkring 1 % af det samlede BNP. Det er med andre ord et meget lille budget i forhold til medlemsstaterne - ca. 50 gange mindre faktisk. For det andet rammer melodien om, at medlemslandene er bedre til at spare slet ikke tonen. I perioden 2000 - 2010 steg de nationale budgetter i EU i gennemsnit med 62 %, mens EUs budget steg med 37 % i samme periode. I 2011 stiger 23 ud af 27 nationale budgetter. Og midt i en enorm gældskrise i EU er det også værd at nævne, at medlemslandenes gennemsnitlige offentlige gæld udgør 80 % af BNP, mens EUs gæld er 0. Faktisk betales der i år omkring 30 milliarder kroner tilbage til medlemsstaterne fra EUs budget.

Der kan med rimelighed argumenteres for, at havde medlemsstaterne udvist samme økonomiske disciplin som EU, ville vi slet ikke være havnet i de problemer, som vi står overfor i dag.

Problemet er i høj grad, at penge der betales til EU fejlagtigt ikke ses som en mulighed for at spare på nationale budgetter. Konkret betyder investeringer på EU plan i transportinfrastruktur og energinet, at medlemsstaterne i mindre grad selv skal stå for finansieringen. Det har Danmark nydt godt af i forhold til både Øresundsforbindelsen og Femernforbindelsen. I det forslag der nu ligger på bordet, oprettes der en infrastrukturfond på næsten 300 milliarder kroner. Den prioritering er både nødvendig og rigtig

Også i forhold til forskning og innovation bør EU spille en væsentlig rolle. Da vi sidst forhandlede budgetramme, lykkedes det at øge EUs forskningsbudget. Det gjorde det ikke mindst på grund af en meget stålsat dansk regering, der lod snævre nationale hensyn vige, til fordel for hvad der var gavnligt for EU som region. Nu foreslås en stigning på næsten 50 % og det er der i høj grad brug for. Der er store projekter som sattelitnavigationssystemet Galileo og fusionsenergiprojektet ITER, der går ind i en afgørende fase. Men også en kæmpe underskov af vigtige europæiske forskningsprojekter har brug for støtte. Blandt andet satses der massivt på fødevareforskning. Her er Danmark allerede i førersædet, så det bør komme os til gode. Det er i disse forskningsprojekter vi skal finde de ideer, der skal sikre fortsat velstand i Europa.

Hvis EU i fremtiden skal have mulighed for at konkurrere med Kina, Indien og andre vækstøkonomier har vi brug for massiv investering i forskning og innovation. Det er ikke Danmark eller Østrig eller Sverige der skal konkurrere med de store vækstlokomotiver. Det er hele EU.

Ønsket om flere penge til forskning vil vi ikke stå alene med. Man hører jo ofte at briterne er meget EU-skeptiske, og at de ønsker at skære EUs budget ned til et minimum. Men i forhold til forskning, og for den sags skyld også infrastruktur, er briterne varme fortalere for et større EU budget. Til gengæld vil de skære i blandt andet strukturfondene, og den prioritering kan jeg kun være enig i.

Men det er der desværre en hel del der ikke er. Både Spanien, Italien, flere østeuropæiske lande og sågar Finland vil stå hårdt imod beskæring i strukturfondene. Derfor er der behov for, at der kæmpes hårdt for forskningsmidlerne. Også selvom det kan betyde, at nationale hensyn ind i mellem må vige.

Drømmescenariet er selvfølgelig, at vi gennem besparelser på landbrugsbudgettet og strukturfondene kan få plads til både en reduktion af det samlede budget og de nødvendige penge til forskning, innovation osv. Men det er nok mere realistisk, at valget kommer til at stå mellem en besparelse på netop disse kerneområder eller et EU budget i samme størrelse som i dag. Hvis det er de to muligheder vi står overfor, når de sidste ender skal bindes sammen, vil jeg til enhver tid foretrække det sidste.

På indtægtssiden forslår Kommissionen også ændringer. Der lægges op til en mindskning af de nationale bidrag til budgettet, og i stedet foreslås en udvidet selvfinansiering for EU. Så snart egne indtægter for EU nævnes, har debatten det desværre med at blive fuldstændig afsporet. Det kan ellers være svært at forstå, hvad grunden skulle være til at beholde det nuværende system.

Det er nemlig både uigennemsigtigt og uforståeligt. Der er 42 rabatter og særordninger, og der er ingen rød tråd for hvem der bidrager ekstra og hvorfor. Derfor bør vi i højere grad etablere et system, hvor vi kommer ud over medlemslandenes fokus på nettobidrag.

Det betyder ikke at EU skal være skatteopkræver, som det ellers ofte bliver udlagt. EU har ifølge traktaten slet ikke en sådan kompetence, og det har aldrig været på tale i hverken Kommissionens forslag, Europa-Parlamentets udspil, og da slet ikke hos medlemslandene. Der er ingen grund til at bruge energi på at skyde den ide ned, for den har aldrig nogensinde haft luft under vingerne.

Personligt mener jeg den bedste løsning vil være et nyt momsbidrag. Fordelen med momsen er, at den er solidarisk og bredt fordelt. For det andet vil momsen sikre et relativt stabilt niveau for indtægterne, hvilket vil befordre langtidsplanlægning. For det tredje eksisterer der allerede et fælles lovgrundlag for opkrævning af momsen.

Der er ikke tale om, at vi skal have et større EU budget. Der vil i forbindelse med forhandlingerne om EUs budgetramme blive sat et nyt loft for EUs egne indtægter. I øjeblikket er det på 1,24% af det samlede BNI, og der er bestemt intet der tyder på, at det bliver højere. I øvrigt vil en stigning kræve enstemmighed, så Danmark vil altid kunne blokere, hvis det skulle blive nødvendigt.

Det forslag der nu er lagt på bordet er startskuddet til det næste halvandet års forhandlinger. Tony Blair ledte forhandlingerne sidst (i 2005), og da han var færdig udtalte han, at "næste gang slår vi hinanden ihjel." Så slemt går det forhåbentligt ikke, men der er behov for at Europas fremtid kommer i højsædet og ikke kun de 27 medlemslandes snævre særinteresser.
Profil
Anne E. Jensen authorimage Anne E. Jensen har siden 1999 været medlem af Europa-Parlamentet for Venstre og har arbejdet indgående med EU´s budget og for en solid og modstandsdygtig finanssektor i EU. Hun sidder som medlem i Budgetudvalget og som stedfortræder i Økonomi- og Valutaudvalget.

Anne E. Jensen er uddannet cand. polit. og har inden sin politiske karriere blandt andet været Direktør for Dansk Arbejdsgiverforening, Chefredaktør på Berlingske Tidende og Cheføkonom i Privatbanken/Unibank.
Tidligere bloggere på borsen.dk