Happy ending for råvarepriser

authorimage
BLOGS
Af: Helge J. Pedersen
29. jun 2011
Jeg har længe udtrykt bekymring for, at de voldsomme prisstigninger på råvarer ville føre til en betydelig afmatning i verdensøkonomien. En profeti, som desværre har set ud til at holde vand senest illustreret i form af ret dårlige data for fremstillingssektoren fra både USA, Kina og euroområdet. Derfor drog jeg også et lettelsens suk, da det Internationale Energi Agentur (IEA) forleden bekendtgjorde, at alle 28 medlemslande ville frigive olie fra deres strategiske olielagre, for at sikre forsyningssikkerheden og gøre sit til at redde det skrøbelige opsving i verdensøkonomien. Ifølge planen vil der blive frigivet 2 mio. tønder olie om dagen henover en periode på 30 dage. Olien ventes at nå markedet i løbet af næste uge.

Det er kun tredje gang i historien, at IEA medlemslande frigiver olie fra lagrene. De to andre gange var i 1990-91 i forbindelse med Kuwait-krigen, samt i 2005 da Orkanen Katrina havde hærget oliefelterne i den Mexicanske Gulf. Denne gang argumenterer IEA for, at beslutningen om at pumpe mere olie ud på markedet er truffet for at sikre udbuddet af olie henover sommerferieperioden, som normalt udløser en kraftig stigning i efterspørgslen efter benzin, den såkaldte drivingseason. Forsyningskæden er nemlig blevet brudt i kølvandet på den tilspidsede situation i Libyen, hvor olieproduktionen for tiden i store træk ligger øde hen. Og selvom flere lande har tilkendegivet, at de vil øge produktionen vil det vare en rum tid, før det får effekt.

For mig at se er der dog ingen tvivl om, at rækken af svage nøgletal er en betydelig medvirkende årsag til, at IEA reagerer netop nu. I en tid, hvor statsgældskrisen fortsat raser med uformindsket styrke, er der simpelthen behov for tiltag, som kan understøtte den økonomiske vækst og udviklingen på de finansielle markeder.

Politikere mod markeder
Det skal også bemærkes, at der med Frankrigs præsident Nicolas Sarkozy i spidsen er ved at blive dannet en bred politisk front, som vil begrænse den finansielle spekulation i råvaremarkederne for derigennem at imødegå de realøkonomiske konsekvenser af de opskruede råvarepriser. Det er selvfølgelig altid svært at skille skidt fra kanel. Hvor stor en del af prisstigningen på olie på næsten 90 USD pr. tønde eller ca. 260% siden olieprisen nåede bunden i kølvandet på Lehmans kollaps i efteråret 2008 skyldes fundamentaløkonomiske forhold, og hvor meget skyldes finansiel og/eller kommerciel spekulation?

Ingen ved det præcist, men beregninger baseret på forhold, som normalt kan forklare op til næsten 85% af prisudviklingen på olie, tilsiger, at prisen for tiden burde ligge omkring 90-95 USD tønden, og jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg ville være noget mere komfortabel ved fremtidsudsigternere for verdensøkonomien, hvis olieprisen kom ned i det leje, end jeg er det nu. Samtidig ville det naturligvis se endnu lysere ud, hvis også andre af de stærkt oppustede råvarepriser ville falde tilsvarende. Og at der ovenikøbet vil kunne blive tale om en happy ending illustreres af, at også OPEC-landene vil være rigtig godt tilfredse, hvis olieprisen ligger i intervallet 85-105 USD tønden. Det ville nemlig sikre en mere stabil efterspørgsel efter olie samtidig med, at landenes offentlige budgetter kan løbe rundt.
Profil
Helge J. Pedersen authorimage Uddannet cand.polit. Startede karrieren i Privatbanken, der siden blev til Unibank og nu Nordea. Har undervist i nationaløkonomi på Københavns Universitet og CBS, og har skrevet lærebogen "Nationaløkonomi på dansk."
Tidligere bloggere på borsen.dk