Derfor får Grækenland ikke nådesstødet

authorimage
BLOGS
Af: Caspar Rose
28. jun 2011
Som bekendt er en kæde kun så stærk som det svageste led. Dette er nu især et problem for eurozonen, når det svageste led er Grækenland. Alvoren illustreres med det faktum, at Grækenland skylder ca. 2.400 mia. kr. væk og med knap 12 mio. indbyggere betyder det, at hver græker fra vugge til grav skylder 200.000 kr.

Det er helt urealistisk, at størstedelen af den græske statsgæld vil blive tilbagebetalt til kreditorerne, dels fordi grækerne mangler økonomisk evne, men også politisk vilje til at indfri sine forpligtelser.

Det er muligt, at landet i de kommende år vil være i stand til at betale en større del af statsgælden tilbage, da staten har ejerinteresser i mange store græske virksomheder inden for infrastruktur, finans, ja selv statslotteri.

Det er usikkert, hvad en privatisering af de mange græske statsvirksomheder vil indbringe, da køberne selvsagt vil byde lavere, da de ved, at den græske stat må foretage brandsalg af dens aktiver. Dog skønnes værdien at være over 300 mia. euro. Samtidig er der behov for en general lønnedgang hos befolkningen samt en forlængelse af arbejdstiden, for dermed at forbedre landets konkurrenceevne og dermed øge skattegrundlaget.

Selvom grækerne igennem hårde spare og privatiseringstiltage kan nedbringe statsgælden markant, mangler der den nødvendige politiske vilje. Samtidig har store dele af den græske befolkning ikke udvist en tilstrækkelig vilje til at betale regningen. Dette er bl.a. kommet til udtryk ved, at landet har været genstand for omfattende voldelige uroligheder og et stærkt had til landets politikere som mange mener, ikke varetager den mening grækers interesser.

Grækenlands økonomiske problemer er i høj grad selvskabte. Årsagerne er mange, men der kan bl.a. peges på en enorm offentlig sektor, hvilket bl.a. har resulteret i en særdeles ineffektiv skatteopkrævning, alt for lav pensionsalder, som kombineret med flere ældre og færre unge grækere, er en særdeles usund cooktail.

Godt nok er den officielle pensionsalder på papiret 65 år for mænd og 60 år for kvinder, men det er i høj grad snarere undtagelsen end reglen. Der er et hav af særregler, der reducerer pensionsalderen, så den kan nå helt ned til 53 år for kvinder og 58 for mænd.

Det er ikke bare de store tyske, franske og schweiziske banker, som står til at miste deres penge, da også ECB har enorme engagementer til gode i Grækenland. Problemet for bankerne er, at så store tab kan være svære at absorbere for de europæiske banker, hvilket kan skabe øget frygt og usikkerhed på finansmarkederne.

Senest er det for nyligt i Rom blevet meldt ud, at franske og tyske banker i fællesskab har foreslået at give Grækenland henstand på sine statslån, ved at forlænge 70 procent af gælden med 30 år. Om dette initiativ batter er usikkert, men det er et skridt i den rigtige retning.

I sidste ende er der ingen andre end Grækerne selv til at betale landets gæld. Men Grækenland er egentlig ikke helt selv skyld i den økonomiske tragedie. Årsagen skyldes, det økonomer kalder ”moral hazard” dvs. at nogle lande i et fællesskab fristes til at tage for store risici og dermed kan opnå en højere økonomisk gevinst, uden at de øvrige lande opdager det eller har midlerne til at få stoppet aktiviteterne.

Kort fortalt, behøver den græske regering ikke i samme grad som tyskerne at bekymre sig om underskuddet på statens finanser, da regeringens udskejelser ikke straffes via en korrektion i dens valuta.

Der er med andre ord intet der kan disciplinere landets regering til at sætte tæring efter næring, da de øvrige euro landes ansvarlige økonomiske politik, kompenserer for den græske regerings store statsunderskud. Eksempelvis var den græske stats økonomiske statistik fyldt med fejl og manipulation, hvilket IMF straks fik korrigeret, da man fik indsigt i hvor alvorligt det i virkeligheden stod til, for ikke at nævne at over en tredjedel af den græske økonomi er sort.

Problemet er, at euroen i høj grad er et politisk prestige projekt, selvom det blev markedsført over for landenes befolkninger, som en klog økonomisk beslutning. Historien har dog på den korte bane vist, at projektet var uklogt og ikke medførte de mange forventede fordele ved en fælles europæisk møntfod. Samtidig er EU yderst tilbageholdende i praksis med at anvende sanktionerne i traktaten over for de EU lande, der ikke lever op til de økonomiske deltagerbetingelser.

Hvis man tog de rationelle økonomiske briller på, burde Grækenland for længst have været smidt ud af euro samarbejdet. Fuldstændig på samme måde, som man i værste tilfælde må amputere et ben, der er gået koldbrand i, for ikke at personen skal lade livet. Der er dog meget som tyder på, at landet ikke får nådesstødet, for et sådan skridt ville udstille hele det europæiske projekt, som en handlingslammet papirtiger.

Man kan kun håbe på, at EU i fremtiden stræber efter at føre en benhård realpolitik, hvor økonomisk vækst og balance på statens finanser, er de bærende elementer for de lande, som frivilligt har valgt at være med i euroen.
Profil
Caspar Rose authorimage Caspar Rose er professor på CBS, Institut for International Økonomi og Ledelse. Hans forskningsområder er veldokumenteret i adskillige internationale tidsskrifter og omfatter både selskabsledelse (corporate governance) samt de finansielle markeder og virksomheder. Desuden rådgiver Caspar Rose virksomheder og organisationer inden for områderne: Bestyrelsesledelse, strategisk risikostyring og investeringsstrategi. Caspar Rose underviser bl.a. på CBS executive bestyrelsesuddannelsen, men afholder desuden egne skræddersyede bestyrelseskurser på privat free lance basis.

Caspar Rose har dels en baggrund som jurist (cand.jur.) og økonom (cand.merc. og Ph.D. i finansiering). Caspar Rose har desuden en betydelig praktisk erfaring bl.a. som juridisk konsulent i Dansk Industri samt chefanalytiker i Danske Bank, hvor han har arbejdet med risikostyring.


Twitter

Tidligere bloggere på borsen.dk