Ligestilling – EU taler med to tunger

EU-kommissær for retlige anliggender, Vivianne Redding har annonceret, at hvis ikke de europæiske selskaber ad frivillighedens vej får flere kvinder i bestyrelserne, så kan et EU-direktiv om kønskvoter komme på tale. Dermed følger hun en politisk tendens i Europa, hvor allerede Norge, Spanien, Frankrig, Portugal, Belgien og Island, har vedtaget kvoteordninger for bestyrelserne, mens Holland er gået skridtet videre med et forslag om kvoteordning også på direktionsniveau. Nu vil kommissæren med opbakning fra S og SF indføre denne ”best practise” til bl.a. Danmark, uanset om danskerne selv eller et flertal på Christiansborg ønsker det. Og uanset om det er i strid med grundlæggende retsprincipper eller kan forårsage økonomiske tab for virksomhederne.

Det paradoksale i EU\'s initiativ om kønskvoter er, at det baserer sig på den tese, at flere kvinder i bestyrelsen vil øge ligestillingen og skabe bedre bundlinje i selskaberne. Det er korrekt, at flere undersøgelser peger på, at mangfoldighed i ledelsen kan øge selskabets performance. Langt de fleste af disse undersøgelser er imidlertid foretaget på tidspunkter og i lande uden kønskvoteregulering. Det gælder eksempelvis de undersøgelser foretaget af konsulentfirmaet McKinsey & Company, som der ofte bliver refereret til. Med andre ord, de kvinder, der har siddet i bestyrelserne for de undersøgte selskaber, er alle valgt på et frivilligt mandat og på baggrund af deres kompetencer.

Vender vi derimod blikket mod de undersøgelser, der er foretaget af den norske kvoteordning, dvs. de første af sin art, som tager udgangspunkt i en lovreguleret kvoteordning, så er konklusionerne i bedste fald, at kvotekravet slet ingen betydning har haft for selskabernes økonomiske formåen, og i værste fald, at det har medført et økonomisk tab. Aktionærerne flygter, når de ikke kan sammensætte den bedst egnede bestyrelse, og myten om, at flere kvinder i bestyrelsen bidrager til en bedre bundlinje, bliver dermed punkteret. I hvert fald hvis de ikke er udpeget på et udelukkende frivilligt mandat, men derimod på et lovkrav.

Positiv særbehandling er ikke ligebehandling:
EU´s forslag om at indføre kønskvoter i bestyrelser – et forslag som i øvrigt også er fremsat af S og SF – strider mod grundlæggende retsprincipper om forbud mod forskelsbehandling og lighed for loven. Den danske Grundlov hviler på den forudsætning, at kvinder og mænd skal behandles lige, ligesom EU- og menneskerettens forbud mod forskelsbehandling naturligvis også gør sig gældende i Danmark. Ligebehandlingsprincippet tager udgangspunkt i, at mænd og kvinder skal have lige muligheder, hvorimod ligestilling aldrig har handlet om ligelig repræsentation. At indføre lovregulering, der bestemmer, at et vist antal bestyrelsesposter, professorstillinger eller direktørposter skal være øremærkede kvinder, vil, hvordan man end vender og drejer det, være positiv særbehandling af kvinder på bekostning af mænd. Kønskvoter vil dermed stride mod ligebehandlingens grundprincip, nemlig at mænd og kvinder skal have lighed i muligheder, ikke et ligeligt antal stillinger og poster inden for bestemte områder. Så når Stine Bosse i Information den 20. juni gør sig til talskvinde for, at Danmark skal kopiere den kenyanske model, hvor ét køn ikke må repræsentere mere end 2/3 dele af parlamentet, så er det ikke kun et opgør med selve demokratiets fundament, men viser samtidig hvilken glidebane der kan sættes i gang, hvis vi først accepterer den præmis, at mænd og kvinder ikke længere behøver at blive behandlet ens.

Ingen Kylle-Pylle-Rylle effekt:
Endelig skal vi ikke forvente en Kylle-Pylle-Rylle effekt af en kvoteordning. Den norske ordning viser nemlig, at selvom der er kommet markant flere kvinder i bestyrelseslokalerne, så er der ikke parallelt hermed kommet flere kvinder på direktionsgangene. Kvoteordningen har tværtimod haft den uhensigtsmæssige effekt, at siden loven blev annonceret, er der sket et markant fald i registrerede aktieselskaber, dvs. de selskaber, som har været underlagt kvoteordningen. Enten fordi de har valgt at registrere sig i lande, hvor der ikke gælder kvotekrav, eller fordi de har valgt at lade sig omregistrere til andre selskabstyper.

På nuværende tidspunkt foreligger der således hverken tungtvejende økonomiske eller ligestillingsmæssige hensyn, der kan retfærdiggøre en tilsidesættelse af grundlæggende retsprincipper, som positiv særbehandling medfører. Kun hvor det er strengt nødvendigt, bør den (kvindelige) menneskeret bruges til at tilsidesætte andres grundlæggende ret til ligebehandling.

Paradokset EU:
Mens EU´s ene hånd pønser på et kønskvotedirektiv, har den anden hånd fremsat forslag om, at kvinder fremover skal have 20-ugers betalt barsel. Paradokset er, at EU tror, at man både kan få flere kvinder til at gøre karriere og indgå i bestyrelsesarbejde, samtidig med at man holder dem hjemme bag kødgryderne med længere betalt barselsorlov. Det er altså at tale med to tunger.

Forslaget om 20 ugers barsel vil næppe bidrage positivt i forhold til den stigende konkurrence fra eksempelvis Asien. Men derudover risikerer 20 ugers betalt barselsorlov også at forringe kvindernes konkurrenceevne på arbejdsmarkedet isoleret set. Det er eksempelvist ikke svært at forestille sig, hvordan økonomien fosser ud af den tandklinik eller frisørsalon, som udelukkende har kvinder ansat, og mon ikke en mandlig ansøger i en sådan virksomhed vil have en væsentlig fordel? Også selvom vi netop ikke ønsker diskrimination på baggrund af køn.

Indtil videre er forslaget om 20 ugers barsel parkeret på ubestemt tid. Bl.a. på baggrund af protester fra en række EU-lande, heriblandt Danmark. Heldigvis for det, da det er svært at se, hvordan dét forslag skulle kunne forenes med forslaget om kønskvoter, hvis man også samtidig ønsker mere ligestilling. Overordnet kan man så håbe, at forslaget om kønskvoter finder vej til samme parkeringsplads, og at EU igen kun får én tunge at tale med. Det ville styrke både forståelsen og ikke mindst den retsmæssige ligebehandling af mænd og kvinder i EU.