Der skal handling bag ordene, Thorning

På Dansk Erhvervs årsmøde problematiserede statsministerkandidat Helle Thorning-Schmidt, at vi i Danmark har meget høje forbrugerpriser. Thorning har helt ret i, at de høje danske forbrugerpriser er et problem. De sænker bl.a. danske husholdningers levestandard, fordi der kan købes færre varer for en lønindkomst.

Det private forbrug pr. indbygger i Danmark ligger ud af 30 europæiske lande kun nr. 16. Lavere end i lande som Grækenland, Italien og Cypern. En del af årsagen til det beskedne danske private forbrug er de høje danske forbrugerpriser, som bl.a. skyldes, at vi har verdens højeste afgifter (herudover reducerer politikerne danskernes private forbrug gennem høje indkomstskatter, ligesom konkurrencen er for lille bl.a. pga. restriktioner for storcentre mv.).

Der er en underlig kontrast mellem Thornings problematisering af de høje forbrugerpriser og hendes politik. Thornings politik vil nemlig medføre, at nogen af verdens højeste forbrugerpriser bliver endnu højere. I 2020-planen lægger S og SF nemlig op til en række afgiftsforhøjelser. Bl.a. skal afgifterne på sodavand, sukker, chokolade, flybilletter og spiritus sættes op. Og det betyder, at de høje forbrugerpriser bliver endnu højere. Samtidig betyder det, at danskerne i større omfang vil valfarte over den tyske grænse for at handle ind, hvilket på sigt kan medvirke til at sende velstand og arbejdspladser ud af landet.

Det bedste Thorning derfor kunne gøre for at holde de danske forbrugerpriser nede er at droppe afgiftsforhøjelserne. Herudover bør man opretholde skattestoppet for afgifterne på bl.a. sodavand, spiritus, cigaretter mv. og på den måde udhule afgifterne i takt med inflationen. Det afhjælper grænsehandelsproblemet, og det øger danske familiers forbrugsmuligheder.

På årsmødet problematiserede Thorning også, at udlandet investerer mindre i Danmark, end vi investerer i udlandet. Med andre ord lægger Thorning op til, at vi skal tiltrække mere kapital fra udlandet. God idé, men hvordan? Opgørelser fra bl.a. ECB viser, at Danmark er det land i verden, der beskatter kapital hårdest (selskabsskat, aktionærskat mv. under ét). Og høje kapitalskatter virker ikke som fluepapir på udenlandsk kapital, der naturligt leder efter det størst mulige afkast EFTER skat.

Vi tiltrækker derfor ikke flere udenlandske investeringer ved, som Thorning lægger op til, at forhøje erhvervsskatterne. Tværtimod. Til gengæld ville det virke at sænke selskabsskatten og dermed øge overskuddet efter skat, så det bliver attraktivt at investere i landet. Udenlandsk kapital jagter også fremtidig vækst- og udviklingsmuligheder. Her bremser Thornings politik også Thornings egne gode hensigter. Se bare på personskatten. Udenlandsk kapital vil gerne investere i et land, hvor talent, ideer, uddannelse og produktivitet har gode vilkår og belønnes. Men det bliver de ikke, med Thorning ved roret.

S vil nemlig indføre en millionærskat, så der kommer en ekstra skat på de mest produktive medarbejdere og dermed vil betyde mindre innovation og færre ideer. Millionærskatten (eller kompetenceskatten) vil også virke som en ekstra grænsebom for dygtige udlændinge. Udlændinge der i høj grad kommer til landet for at arbejde og tjene penge – ikke for at betale millionærskat. Det vil alt andet lige bremse virksomhedernes udviklingsmuligheder, og det tiltrækker ikke udenlandsk kapital. I den forkerte retning trækker også forslaget om at droppe den topskattelettelse, som VK-regeringen har bebudet fra 2014.

Endelig er det vigtigt for udenlandsk kapital at vide, at virksomheder kan få den arbejdskraft, der er brug for, når de skal vokse. Her er udfordringen, at der frem til 2020 vil være mangel på arbejdskraft og derfor et stærkt behov for arbejdsmarkedsreformer. Dem leverer Thorning heller ikke. Derimod leverer hun mange forslag, der trækker hænder ud af arbejdsmarkedet. Lad mig bare nævne forlængelse af dagpengeperioden fra 2 til 4 år, afvikling af starthjælp, kontanthjælpsloft og markante skatteforhøjelser.

Thorning vil sikkert indvende, at det ikke blot handler om øget arbejdskraft, men at udenlandsk kapital jagter uddannet arbejdskraft. Og derfor skal der bruges flere penge på uddannelse. Her skal man huske, at Danmark er det land i OECD, der har de højeste offentlige udgifter til uddannelse målt som andel af BNP. Vi er også blandt de lande, der bruger flest offentlige udgifter på forskning. Det har ikke forhindret lavvækst. Derfor bør man – herunder Thorning – ledsage den nuværende massive uddannelsesindsats med bedre incitamenter til at investere, producere og arbejde.

Hvis vi ønsker at tiltrække udenlandske investeringer, skabe vækst og øge det private forbrug, kræver det andet og mere en Thornings ”gode intentioner”. Det kræver markant lavere skatteprocenter og gennemgående arbejdsmarkedsreformer. Det leverer S og SF ikke i deres nuværende 2020-plan.