Det udskældte skattestop

De senere dage har skattestoppet uberettiget været under beskydning i dagbladet Børsen. Selvom der kan opstilles argumenter imod skattestoppet, så har skattestoppet indbyggede fordele. Bl.a. binder det politikerne, så de ikke bare kan dreje på skatteskruen, når de får gode ideer til at udbygge den offentlige sektor. Danmark har verdens største offentlige sektor og verdens højeste skattetryk. Skal vi genoprette konkurrenceevnen og genskabe væksten i det private erhvervsliv bliver vi nødt til at undgå nye skatte- og udgiftsstigninger. Skattestoppet kan bidraget til at tvinge politikerne til i højere grad at prioritere i stedet for blot at hæve skatterne. Vil man bruge penge på noget nyt, må man spare et andet sted. Sådan er det også for knap 3 millioner familier og i det private erhvervsliv.

Værdien af skattestoppet øges, når man erindrer, at vi har verdens højeste skattetryk og lever i en globaliseret verden, hvor der er benhård konkurrence om markedsandele, kloge hoveder og kapital. I den konkurrence er det nyttigt med et skattestop, der binder hænderne på politikerne. En af de største gevinster ved skattestoppet har været, at man siden 2001 har stoppet en 30 årig tendens til stigende kommunale skatter. Tænk bare på tiden under Nyrup-regeringen. Dengang steg kommune- og amtsskatten med 3 pct. point fra 1993-2001. Herudover medfører skattestoppet, at stykafgifter (opgjort i kroner øre) for ca. 27 mia. kr. ikke reguleres med inflationen (bl.a. chokoladeafgift, ølafgift, sodavandsafgift, tobaksafgift, spiritusafgift mv.). Dermed udhules disse afgifter og det virker som en reel skattelettelse. Det er med til at afhjælpe grænsehandelsproblemet, ligesom det forbedrer incitamentet til at arbejde jf. nedenfor. Der er gode argumenter for, at man ved skattereformer skal kunne lave skatteomlægninger. F.eks. skære i fagforeningsfradraget og bruge pengene på lavere topskat. Men som skattestoppet er udformet i dag, er der netop mulighed for at lave reformer og så kan man mellem reformerne køre med skattestop (som beskytter familier og virksomheder mod skattestigninger).

Regeringen har i sin politik indbudgetteret skattestoppet til 2019. Herefter er det antaget, at afgifter og ejendomsværdiskatten igen følger prisudviklingen. Skattestoppet og den deraf afledte reelle skattelettelse svækker den finanspolitiske holdbarhed med 4½ mia. kr. I Børsens artikel fremføres det, at skattestoppet svækker holdbarheden med 16 mia.kr. Det forudsætter, at skattestoppet løber i nærmest uendelighed. Det har ingen foreslået.

Skattestoppet har som nævnt den fordel, at det forbedrer den strukturelle beskæftigelse. F.eks. har vismændene fundet, at en reduktion i afgifterne for 1,4 mia. kr. øger arbejdsudbuddet med 400 personer. Fordi lavere afgifter betyder, at man kan købe flere varer for en ekstra arbejdstime. Og det trækker arbejdstiden op. Tages der udgangspunkt i vismændenes resultat medfører skattestoppet frem til 2019 en stigning i den strukturelle beskæftigelse på 1250 personer. I forhold til arbejdsudbuddet er det altså ikke gratis at forbedre de offentlige finanser med 4½ mia. kr. ved at ophæve skattestoppet.

Det er klart, at man kan få mere arbejdsudbud ved at bruge 4½ mia.kr. på lavere topskat frem for lavere afgifter. Faktisk får man ca. 4 gange mere arbejdsudbud for pengene eller ca. 5000 ekstra i beskæftigelse ved at reducere topskatten med godt 4 pct.point. Inflationsregulering af afgifterne og en samtidig nedsættelse af topskatten vil derfor forbedre arbejdsudbuddet. Men hvis man ikke vil en sådan skatteomlægning, så forbedrer skattestoppet fortsat beskæftigelsen. Herudover er det med til at reducere grænsehandlen, når skattestoppet langsomt udhuler øl-, tobaks og spiritusafgiften.