It’s all about expectations

I begyndelsen af april slog den europæiske centralbank, ECB, til med den første rentestigning siden sommeren 2008. Rentestigningen var på 0,25%-point, og i den mellemliggende periode havde banken sænket renten til historisk lave 1 pct. i bestræbelserne på at holde euroområdet gående under Den store Recession. Renten er altså fortsat lav, men der er ingen tvivl om, at flere renteforhøjelser står for døren.

Rentestigningen var ventet, efter ECB chefen Jean-Claude Trichet i utvetydeige meldinger havde annonceret den på ECB’s rentemøde i begyndelsen af marts. På den måde havde ECB forberedt de finansielle markeder på ændringen i rentepolitikken i god tid, så de ikke blev overraskede over beslutningen. Samtidig har banken genoptaget sit særlige kodesprog, der skal signalere dens næste skridt - og hvornår det kommer. På rentemødet i april nævnte Trichet således, at man overvåger situationen med hensyn til inflationsudviklingen meget nøje. Det betyder, at renten med stor sandsynlig hæves igen inden for kort tid. Dog ikke i maj, for så havde sprogbrugen været anderledes, men formentlig allerede til juni. Så er I advaret.

Et mandat lever man da op til
Selvom en stor del af euroområdet fortsat er hårdt ramt af den økonomiske krise, er ECB altså kommet i stramningshumør. Det skyldes, at banken kun har ét mandat - at holde inflationen lav. I modsætning til f.eks. den amerikanske centralbank, som har et dobbeltmandat, nemlig at holde inflationen lav samtidig med at beskæftigelsen skal være høj. Og eftersom arbejdsløsheden fortsat er høj i USA, varer det formentlig fortsat en rum tid, inden Ben Bernanke & Co. følger trop med kollegaerne fra euroområdet.

I praksis tilstræber ECB, at inflationen i euroområdet holdes tæt ved men under 2%. Som følge af den seneste tids raketagtige stigning i råvarepriserne er inflationen dog for tiden væsentligt højere, nemlig omkring 2,8%. Men hvad værre er, begynder inflationsforventningerne at bide sig fast. Og det er dem - altså forventningerne - som ECB med sin politikændring vil holde i ave eller forankre omkring 2%, fordi det vurderes at være det bedste for den økonomiske vækst og stabilitet i euroområdet. For med udsigt til snarlige lønforhandlinger mange steder i euroområdet er ECB med rette bekymret for, at den kraftige stigning i forbrugerpriserne giver anledning til høje lønkrav og dermed risikerer at sætte gang i en veritabel løn-pris spiral. Især er det bekymrende for banken, at priserne på basale varer som mad og benzin stiger kraftigt, fordi det er noget, som diskuteres over middagsbordet i mange hjem. Det betyder også, at der er en stor risiko for, at inflationsudviklingen opfattes som højere end den faktisk er, hvilket gør ECBs udfordring endnu større end ellers.

Inflationsforventningerne spillede også en stor rolle for den svenske centralbank, Riksbanken, da den for nylig valgte at hæve renten yderligere til nu 1,75%. Det svenske arbejdsmarked strammer til, og risikoen for overophedning er overhængende. Derfor hævede Riksbanken ligesom ECB renten for at holde inflationsforventningerne i ave. For som Riksbanken påpeger, så plejer inflationen at følge udviklingen i inflationsforventningerne med en lille tidsforsinkelse.

Psykologisk spil
Så rentepolitikken drejer sig altså for tiden primært om at påvirke forventningerne til inflationen, og bliver dermed i sidste ende et psykologisk spil mellem på den ene side centralbankerne og på den anden side husholdninger, lønmodtagere og virksomheder. For mig er der ingen tvivl om, at centralbankerne vil gøre alt for at vinde kampen og dermed leve op til deres inflationsmandat. Så med mindre, at der sker noget helt uforudset kan vi roligt forvente, at renten snart bliver hævet yderligere i euroorådet, Danmark, Sverige og mange andre steder. Og hvem ved, måske også tidligere end ventet i USA, hvor Ben Bernanke nu også er begyndt at tale om riskoen for - ja gæt selv - stigende inflationsforventninger.