Mediernes virkelighed og den virkelige virkelighed

15 år i journalistikken, en årrække som erhvervsreporter på dagbladet Børsen, kommunikationschef på TV 2 og nu selvstændig rådgiver er rammerne for min professionelle hverdag – den moderne medievirkelighed, kommercielt såvel som indholdsmæssigt. Og derfor er det selvfølgelig også medierne, journalistikken, kommunikation, image, branding og meget andet i samme dur, der kommer til at blive det naturlige fokus for mig her på bloggen. Jeg vil dyrke en varieret stil over disse temaer. Ét af de centrale udgangspunkter for mig er, at alt for mange virksomheder og personer, som kommer i mediemøllen, ikke har forstået, at der i denne verden findes (mindst) to virkeligheder: 1. der findes den reelle virkelighed 2. og så findes der den medieskabte virkelighed Den første giver sig selv. Det er dén, langt de fleste tror er den, der er gældende, og den man opererer efter, når man eksempelvis ser sig selv eller sin virksomhed hængt ud i medierne. Det er den faktuelle, og det er da også den, der ville gælde i juridisk henseende. Nogen tror, at det er dén, som tæller, og derfor føler man sig ofte vældig krænket, fordi man ikke kan genkende sig selv. Den anden virkelighed – den medieskabte – er den, som omdømme og image formes over. Det er dén virkelighed, der danner billedet i offentligheden af virksomheden, af organisationen eller personen, som eksponeres i medierne. Det er hér, at typer som Stein Bagger boltrer sig og henter legitimitet, som i sidste ende sikrer dem en højere grad af troværdighed og dermed også kreditværdighed, end de burde have. Det er egentlig ret simpelt. Hvis medierne gennem en større sag over en længere periode har tegnet en bestemt virkelighed, danner der sig et bestemt billede af den pågældende virksomhed, organisation eller person. Billedet bliver i vid udstrækning genbrugt fra medie til medie, og derved fortsætter det samme billede med at florere. Der er muligvis masser af fakta, som ikke når frem til medierne, men som ville tegne et helt andet og mere nuanceret billede af den pågældende virksomhed eller person. Forudsætningen er imidlertid, at de informationer når ud til den brede offentlighed. Hvis ikke det sker, spiller det ikke ind på omdømmet og brandingen – alene af den grund, at offentlighedens samlede vurdering naturligvis kun dannes ud fra det, der er kendt – hvilket helt overvejende medierne er gatekeeper på. Det er derfor, at den medieskabte virkelighed reelt er den virkelighed, der tæller – i hvert fald når det handler om omdømme, image og branding, og som derved også bliver centralt for virksomhedens troværdighed i forhold til omgivelserne. Det er blandt andet på den baggrund, at man kan få kredit, indgå samarbejdsaftaler og til syvende og sidst få en fair pris, når man sælger – om det er ens virksomhed eller ens arbejdskraft som topchef. Det er også derfor, det bliver ligegyldigt for eksempelvis Danske Banks anseelse i offentligheden, hvis der overhovedet måtte findes gode, plausible undskyldninger og forklaringer for bankens misere i IT Factory-sagen og for de andre sager, som har belastet Danske Banks omdømme i de seneste måneder. Danske Bank lever af, at man har et uplettet image som en hjørnesten i den finansielle sektor – en institution man kan stole på. Hvis der findes undskyldninger for de eklatante svigt, der er begået, er det i hvert fald noget, der ikke er nået ud til den brede offentligheds kendskab. Det har ikke indprentet sig i den virkelighed, som medierne tegner – og dermed tæller det simpelthen ikke, når den samlede image-score gøres op. Og udover Danske Bank er det nok meget muligt, at også KPMG, Asger Jensby, IBM og alle mulige andre brands har alle mulige – og måske endda gode – undskyldninger for, at Stein Bagger kunne drive det så vidt. Men om der findes forklaringer og undskyldninger, så kender vi dem ikke. Og så tæller de ikke. I stedet står blot tilbage, at disse superbrands har fået grimme ridser i troværdigheden, ridser som de muligvis kunne have reduceret ved enten at have styr på procedurer og arbejdsgange, eller hvis de kunne fortælle os, hvorfor det alligevel ville være gået galt, selv hvis man havde haft egne forhold i orden. I Danske Bank-tilfældet véd vi ikke, om der eksempelvis i IT Factory-sagen er formildende omstændigheder, der taler til fordel for banken, gode og acceptable forklaringer på det, der umiddelbart ser ud til at være utilgivelige svigt. Indtil Danske Bank – og de andre belastede virksomheder – vælger åbenhedens vej, vil der være tre afgørende forhold, som har aflejret sig i offentlighedens bevidsthed om bankens ageren i denne sag, og som besmudser det yderst kostbare monument, Danske Bank er. 1. Banken accepterede leasingaftaler med Asger Jensbys falske underskrift – uden på noget tidspunkt rent faktisk at have vidnet manden selv sidde og skrive under – det var næppe gået med en privatkunde 2. Banken sikrer sig ikke, at de leasede værdier rent faktisk eksisterer i den fysiske verden – en fatal fejl, som går igen i massivt omfang hos bankerne i forbindelse med opskruede værdier de seneste, herunder blandt andet erhvervsejendomme 3. Banken læser ikke IT Factorys regnskaber på trods af, at man har hundreder af millioner kroner i udeståender. Gjorde man det, ville man have opdaget det misforhold, at der ikke var opført leasingforpligtelser i det omfang, som banken havde indgået aftaler med IT Factory om Det er ikke sikkert, at den reelle virkelighed er som beskrevet her, men det er i hvert fald den virkelighed, som offentligheden har fået via medierne. Og det er dét, som rammer Danske Banks omdømme, og som vil ødelægge den branding, banken har brugt hundredevis af millioner kroner på at opbygge i de sidste mange år. Og det er trist – ikke mindst for aktionærerne.