Helle Thornings stramme kontrol

authorimage
BLOGS
Af: Nikolaj Stenberg
29. mar 2011
Helle Thorning-Schmidt vil ifølge Berlingske Tidendes oplysninger stramme grebet om embedsmandsværket, skulle hun komme til at sidde med til bords ved de hemmelige statsrådsmøder efter næstkommende folketingsvalg. Dette strammede greb vil, ifølge samme avis’ oplysninger, manifestere sig i form af ansættelsen af flere politiske rådgivere og dannelsen af et nyt såkaldt ”samordningsministerium”, der, så vidt jeg kan se, kommer til at minde ganske meget om det britiske Cabinet Office.

Fra regeringspartiernes side møder planen ikke overraskende kritik; sådan skal det jo være. – Og ligeså lidt overraskende møder planen opbakning fra en skare af statskundskabskyndige professionelle, der ganske sikkert øjner muligheder for at studere nye magtstrukturer i det politiske landskab. Ja, overraskende er det faktisk heller ikke, at de danske medier helt ensidigt vælger at fokusere på de politiske rådgiveres aktuelle og ikke mindst kommende stilling i forhold til regeringsarbejdet; for det er jo ganske belejligt at skyde disse ikke-permanente og politisk ansatte embedsmænd fordækte motiver i skoene, ikke sandt? Rent faktisk er der ikke rigtigt noget, der er overraskende i alt det her. Heller ikke engang, at Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti går med sådanne idéer. Jo, det eneste overraskende skulle da lige være, at Venstre og Konservative ikke har luftet lignende idéer tidligere!

For centraladministrationen i Danmark er en sjov størrelse: Hvert enkelt ministerium udgør sit eget hierarki, med en såkaldt ansvarlig minister allerøverst og derefter departementschefen og så fremdeles nedad i pyramiden; alle under ministeren udøver sine beføjelser på ministeren vegne på samme måde, som havde ministeren selv taget del i forretningerne. Sådan er det i hvert fald i princippet. For det er ingen hemmelighed, at der rent faktisk sker en vis samordning ministerierne imellem på indtil flere niveauer, ligesom statsministeren har et overordnet ansvar for de øvrige ministres handlinger. Med andre ord har vi her i landet en centraladministration, der retligt set er karakteriseret ved en nogenlunde ligetil ansvarsfordeling imellem minister og embedsmænd, men som i virkeligheden er karakteriseret ved en på de øverste niveauer tværgående samordning.

Når nu de enkelte ministres handlinger i virkeligheden samordnes, hvad skulle en minister så bruge en politisk strateg, en politisk kommunikationsperson eller en politisk analytiker til? Hvorfor denne inflation i den politiske stabsfunktion? Svaret kunne jo være, at Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti, med den påståede styringsmodelplan, forsøger at skabe større legitimitet omkring den faktiske styringsform? Det er nærliggende at tro, at dette faktisk er målet med idéen og med reference til planen om et samordningsministerium, synes det næsten åbenlyst at være det, der er tilfældet.

Det følger af ministeransvarlighedsloven, at de enkelte ministre er ansvarlige i strafferetlig henseende for handlinger, der er udført af embedsmændene længere ned i hierarkiet. Det er egentlig en temmelig skrap ordning og man kan sagtens forstå de ministre der har ment, at tilsynsbyrden har været næsten umuligt at løfte. Alligevel ser især medierne skævt til en minister, tage for aktiv del i ministeriets gøren og laden: Tag nu transportministeren, der - nok mere tydeligt end nogen anden minister i denne regering - har taget aktiv del i arbejdet med at få styr på de kollektive transportformer. Han har saneret bureaukratiet og har ikke været bange for at give ordrer til de selskaber, som han ”ejer”. Som skatteborger klager jeg bestemt ikke; men medierne, de ser skævt til det – for det er jo ikke normalt. Der må jo være noget rivende galt!

Ja, ministeransvaret er en sjov størrelse: For har embedsmændene lavet rav i den, og er det sket uden ministerens personlige deltagelse, risikere den stakkels minister alligevel at blive holdt ansvarlig for disse menneskers handlinger overfor den halv-politiske rigsretsinstitution. Tag nu ikke fejl: Ministeransvaret må og skal være et ansvar, der rammer hårdt. – Men deri ligger også en betydelig uretfærdighed: For hvilke konsekvenser har embedsmændenes ulovlige handlinger for embedsmændene selv? En case in point er Tamil-sagen, der havde forbløffende bløde konsekvenser for de implicerede embedsmænd.

I en politisk verden som den danske, hvor der ses skævt til ministre, som tager del i og hvor embedsmænd – der i mange tilfælde er bedre aflønnede end deres politiske chefer – nærmest automatisk friholdes for konsekvenser af deres egne retsstridige handlinger, er det åbenlyst i politikernes egeninteresse, at der kommer en bedre orden på forholdene.

Man kunne, som det også er foreslået af en række tidligere politiske rådgivere, indføre et mere fornuftigt ministeransvarssystem, der fjerende noget af den faktiske ansvarsfrihed, embedsmændene nyder; og det burde helt sikkert overvejes. Indtil dét sker, kan man bare ikke rigtigt tillade sig at have noget imod, at politikere etablerer strukturer, der strammer grebet om embedsmændene, når nu formålet er at styrke ledelsen og derved minimere ministeransvaret.
Profil
Nikolaj Stenberg authorimage Nikolaj blogger om de danske og europæiske retsstaters gode og dårlige sider, den politik der føres og de konsekvenser dén har for erhvervslivet og borgernes rettigheder. Det er emner, som Nikolaj er velbevandret i både fagligt og praktisk, og som han har været præmieret til Danmarks bedste blogger for at skrive om.

Nikolaj arbejder i en statslig myndighed. Alt hvad han skriver her på bloggen er i eget navn og for egen regning.

Kontakt Nikolaj

Twitter

Tidligere bloggere på borsen.dk