Du danske svindler …

Danmark bliver gang på gang kåret som et af verdens mindst korrupte lande (www.transparency.org), og det er nok heller ikke forkert at sige, at vi har en opfattelse af os selv som retsindige, lovlydige og ærlige folk. På trods af det begår vi årligt svindel i en størrelsesorden, der kun kan måles i svimlende milliardbeløb.

Rockwool-fonden har beregnet omfanget af sort arbejde til 50 mia. kr., hvilket svarer til en skatteunddragelse på ca. 25 mia. kr. Seks af de største forsikringsselskaber afslørede i 2010 forsikringssvindel for 243 mio. kr., og kommunerne afslørede socialt bedrageri for næsten 400 mio. kr. Antagelsen er, at det blot er toppen af isbjerget, og gætter vi på, at det maks. er ca. 10% (formentligt højt sat) af svindlen, der bliver opdaget, så kan det omregnes til en samlet svindel på ca. 6,4 mia. kr. I alt giver det et tal på ca. 31 mia. kr. pr. år, hvilket svarer til, at hver voksen indbygger i Danmark svindler for over 7.000 kr. om året alene ved disse tre former for svindel.

At tallet pr. indbygger er så stort kan godt få en til at stille spørgsmålstegn ved, om tendensen til at svindle er en del af den danske – eller måske almenmenneskelige - folkesjæl. Det vælger jeg dog ikke at tro.

Derimod ligner det mere en social omfordeling drevet af selvtægt frem for fælles vedtagne omfordelingsprincipper.

Ved demokratiske valg har vi givet vores politikere lov til at beslutte de omfordelingsprincipper, der flytter penge mellem grupper af borgere alt afhængigt af politiske synspunkter om, hvem der har brug for midler, og hvem der skal betale.

Når vi taler om svindel, så er det på ingen måder demokratisk. Den, der svindler, beslutter selv at tage fra den, der ikke svindler. Hvis vi med udgangspunkt i tallet ovenfor, nemlig en gennemsnitlig årlig svindel på 7.000 kr., og for eksemplets skyld antager, at halvdelen af de voksne indbyggere i Danmark svindler, så svarer det til, at der hvert år bliver flyttet 14.000 kr. fra en ikke-svindler til en svindler. Hvis svindlerne kun udgør en fjerdedel, så vil ikke-svindlerne i gennemsnit betale 9.333 kr. til svindlerne, som derimod kan glæde sig over 28.000 kr. ekstra i egen lomme og så videre.

Det interessante er, at der kan opstå et spilteoretisk dilemma, et slags ”prisoners dilemma”, for den enkelte. Hvis ingen svindlede, ville alle kunne beholde deres 7.000 kr. i egen lomme og samtidig nyde at være lovlydige. Men for den enkelte vil der være et incitament til at svindle, således at man relativt får flere penge i egen lomme. Paradoksalt nok fører dette incitament i sin yderste konsekvens til, at alle svindler, hvorved alle (givet at der svindles lige meget) økonomisk vil være stillet i samme situation, som hvis de ikke svindlede, blot nu med en status som lovbryder.

Skal vi påvirke dette dilemma i retning af det lovlydige scenarie, som vi formentligt kan blive enige om, er det optimale, kan vi enten arbejde med moral eller med risiko. Moral handler om, hvad der er rigtigt eller forkert, og her står det åbenbart lidt sløjt til, når en umaskeret svindler på TV2 ustraffet kan fortælle, at han to gange har snydt sit forsikringsselskab og dermed ved selvtægt taget penge op af lommen på de øvrige kunder. Risiko handler om konsekvensen af ens handlinger. Både kommuner, forsikringsselskaber og skattevæsen ansætter i stigende grad medarbejdere til at undersøge sager med mistanke om svindel. Det fører til en øget sandsynlighed for, at svindelen bliver opdaget og straffet, men ændrer ikke ved, at vi fortsat står med en kæmpeudfordring.