Må vi bede om retssikkerhed, SKAT?

”Vi tænker retssikkerhed ind i alt, hvad vi laver. Vi behandler alle lige og fair – og det opleves sådan.”

Sådan lyder én af SKATs visioner, men desværre er der ikke altid sammenhæng mellem visionerne, og den virkelighed borgerne oplever.

For nylig traf Landsskatteretten således en afgørelse, som gav en mindre virksomhed medhold i en sag som SKAT havde anlagt. Spørgsmålet var imidlertid, hvorfor virksomheden overhovedet skulle slæbes hele vejen i Landsskatteretten, med de omkostninger der er forbundet hermed, og i forhold til sagens ret åbenlyse resultat.

Efter Skatteforvaltningslovens regler, skal SKAT varsle en borger eller virksomhed om en ændret skatteansættelse senest den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb. Det vil sige, at hvis SKAT vil forhøje en virksomheds skatteansættelse for indkomståret 2006, så skal SKAT sende en såkaldt agterskrivelse til virksomheden senest den 1. maj 2010. En simpel regel, som de fleste kan forstå – i hvert fald alle der beskæftiger sig med skat.

Den 29. april 2010 udarbejdede SKAT en agterskrivelse til en virksomhed om, at dens skatteansættelse for indkomståret 2006 ville blive forhøjet med 1.545.847 kr. En anseelig sum penge, men selvfølgelig skal virksomheden – som alle andre – betale sin skat, og agterskrivelsen var færdig og klar til at blive afsendt inden for fristen den 1. maj 2010. Problemet var imidlertid, at brevet med agterskrivelsen først var blevet frankeret den 3. maj 2010, det vil sige to dage for sent i forhold til fristen. Virksomheden gav derfor SKAT meddelelse om, at den varslede skatteforhøjelse var ugyldig.

Sagen burde være afsluttet her, ved at SKAT anerkendte fristoverskridelsen, og dermed levede op til sin egen vision om, at: ”Vi behandler alle lige og fair – og det opleves sådan.” Men så let skulle virksomheden ikke slippe. Trods den udtrykkelige frist i Skatteforvaltningsloven – varsling skal være afsendt senest den 1. maj – udtalte SKAT, at de af deres interne systemer kunne se, at sagen var færdigbehandlet d. 29. april 2010. SKAT mente derfor, at fristen i skatteforvaltningsloven var overholdt, selvom agterskrivelsen ikke var afsendt rettidigt. Interessant om SKAT vil acceptere tilsvarende forklaring fra deres ”kunder”, når de overskrider en frist i forbindelse med fx et fradrag, anmodning eller klage mv.

Heldigvis sejrede retssikkerheden til sidst, og Landsskatteretten fastslog, at det selvfølgelig var SKAT selv, der måtte bære risikoen, for at agterskrivelsen ikke var blevet afsendt rettidigt. Forhøjelsen var således ugyldig.

Landsskatteretten slog dermed fast, at Skatteforvaltningslovens frister også gælder for skattemyndighederne. Spørgsmålet er imidlertid, om SKATs medarbejdere også er bekendte med den praksis? Det efterfølgende forløb leder i hvert fald tankerne hen på endnu en af SKATs visioner:

”Vi laver vores arbejde, så både skatteydere og offentligheden kan se, hvad vi gør – og hvorfor.”

Sådan skriver SKAT om deres åbenhed, men som i en Kafkask roman, er ovennævnte afgørelse gemt for offentligheden. Afgørelsen er nemlig ikke ophævet til en principiel afgørelse, men er blot arkiveret i den såkaldte ”afgørelsesdatabase”, som indeholder en enorm mængde af usorterede sager fra Landsskatteretten og Skatterådet.

Hverken virksomheder eller SKATs egne medarbejdere skal åbenbart gøres opmærksomme på afgørelsen, som ellers har betydning for os alle. Og hvis den manglende offentliggørelse skyldes, at afgørelsen ikke er principiel, hvorfor skulle virksomheden så slæbes hele vejen til Landsskatteretten, med de omkostninger der er forbundet hermed? Man får næsten – men kun næsten - mistanke om, at myndighederne ønsker at fastholde medarbejdere, virksomheder og borgere i uvidenhed, så andre ikke også får den idé at påberåbe sig Skatteforvaltningslovens forældelsesfrister. Heldigvis bliver mistanken hurtigt gjort til skamme, når man henser til, at SKAT jo ”tænker retssikkerhed ind i alt, hvad de laver, behandler alle lige og fair, og laver deres arbejde, så både skatteydere og offentligheden kan se, hvad de gør – og hvorfor”.