Kvindekvoter er misforstået ligestilling

Op til kvindernes internationale kampdag d. 8. marts, er der fra venstrefløjens side blevet kaldet til kamp for tvangsindførelsen af kvindekvoter i danske børsnoterede virksomheder. Målet er, at indføre norske tilstande, hvor ejernes ret til selv at bestemme, hvem man ønsker skal i bestyrelsen er tilsidesat. Venstrefløjens femminister er inspireret af det norske indgreb, hvor private virksomheder risikerer at blive tvangsopløst, hvis de ikke har mindst 40 procent kvinder i bestyrelsen.

Feministerne spiller kynisk kvindekortet og henviser i ligestillingens navn til, at kvinder kun udgør omkring 10 procent af bestyrelsesmedlemmerne i bestyrelserne, hvilket naturligvis er en skæv ubalance, som ingen kan argumentere imod. Man spiller bevidst offerkortet og satser på medlidenhed, frem for kvalifikationer og erfaring.

Det andet argument som de venstreorienterede femminister inddrager i kampen er, at flere kvinder i bestyrelsen medfører, at virksomhederne opnår en bedre indtjening samt at flere kvinder skaber større økonomisk vækst.

Det sidste er bl.a. blevet fremført af Viviane Reding, som er EU-kommissær for retlige anliggender, der bl.a. argumenterer for, at indførelse af kvoter kan begrundes med, at kvinder træffer 80 procent af alle købsbeslutninger i hjemmene. En sådan unuanceret argumentation er grotesk og udstiller bare de venstreorienterede feminister som ”hard core bitches”, der vil til magten, men som ikke er villige til at betale prisen.

Der er nemlig en pris, som man skal være villig til at betale, hvis man ønsker at sidde i bestyrelsen af en stor børsnoteret virksomhed. Prototypen på et bestyrelsesmedlem er en mand i 50’erne, der har en fortid som CEO og som har prioritet arbejdslivet særdeles hårdt, ofte på bekostning af familielivet.

Det er en illusion at tro, at man i en målrettet erhvervskarriere gnidningsfrit kan opnå begge dele. For mange kvinder i erhvervslivet er det vigtigt, at der er balance mellem karriere og familielivet, hvilket betyder at man ikke altid prioriterer sin erhvervskarriere højst.

Men netop ved frivilligt at prioritere sådan, opnår kvinderne en større personlig tilfredsstillelse og undgår dermed at gå rundt med en evig dårlig samvittighed i maven, når man ikke kan nå at hente ens børn i daginstitutionen. Denne samvittighed er dog noget mændene må lide med og i mange tilfælde har indset, er prisen for en top karriere.

Venstrefløjens femminister ønsker magten, men de vil bare ikke betale prisen. Argumenterne for indførelse af tvangskvoter, hviler derfor på et forkert grundlag. Det er ikke nok at henvise til diverse konsulentrapporter eller selektivt udvalgte forskningsrapporter, som viser det politiske korrekte resultat.

Når alt kommer til alt er der kun minimal forskel på den måde, kvinder og mænd tager beslutninger på i bestyrelseslokalet. Derfor er der kun til feministerne at sige, drop al kampretorikken og koncentrer energien om at erhverve kvalifikationer og erfaring i stedet.